Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Non-Stop (106 min.) Biografversion / SF Film
Anmeldt 23/4 2014, 21:05 af Torben Rølmer Bille

Luftige deadlines


Luftige deadlines

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om thrilleren pr. definition er en genre, der vil gøre alt for at trække spændingen ud til bristepunktet, så lider den også ofte under et paradoks. For selv om handlingen, som bliver præsenteret for seeren er virkelig underholdende imens man oplever filmen skride frem, kommer den – når man giver sig til at tænke nærmere over handlingsforløbet bagefter – til at fremstå mere end blot en smule utroværdig. Dette gælder desværre også for Non-Stop, men det bør ikke afholde fans af genren fra at se den, for underholdende det er den helt bestemt.

Filmens grundide er virkelig hæderlig, men benytter sig af en masse elementer man har set før. Man tager Liam Neeson, der siden han medvirkede i Taken i 2008, har fået flere og flere actionhelteroller, og lader ham spille en klassisk antihelt. For den forhenværende politimand Bill Marks er (ligesom John McClane) både fordrukken og har en masse skeletter i skabet, i kraft af kriser i sit privatliv. Ham ansætter man som US Marshal og placerer ham i et isoleret rum sammen med 150 potentielle mistænkte uden nogen mulighed for at flygte. Et sted der også kaldes en flyvemaskine.

Om bord på flyveren placerer man så også en vaskeægte bandit, der kontakter vores helt og kundgør at denne har til hensigt at dræbe en af flyets passagerer hvert tyvende minut, med mindre Bill får skaffet 150 millioner dollars og overført disse til kontonummer han sender til Bills krypterede telefon. Alt imens minutterne går, må Bill forsøge at finde ud af hvem blandt passagererne som er den skyldige og hvad motiverne for denne ugerning måtte være. Det samme må tilskueren, der hjælpeløst fra biografsædet kan forsøge at gætte på både gerningsmanden (m/k) og dennes motiv imens filmen skrider frem.

Plottet er ganske fint konstrueret og tilskueren narres naturligvis til at følge de falske spor i trit med at Bill bliver mere og mere desperat. Som handlingen skrider frem, virker det også som om gerningsmanden har et helt personligt motiv til denne terror, idet mistanken og sporene pludselig synes at pege mod vores hovedperson. Kan det måske tænkes, at han selv kan være involveret i denne dramatiske situation?

Det står på en af de første sider i thrillerens håndbog, at skal man skabe spænding, så er en af de nemmeste måder at gøre dette på en decideret nedtælling mod en deadline, der ofte involverer tab af menneskeliv. Hvis denne deadline overskrides, får det naturligvis konsekvenser for ofret men også for protagonisten, der ikke nåede at forhindre katastrofen i tide. Det fungerer rent faktisk, som er tilfældet i Non-Stop, at gentage denne taktik flere gange, for truslen forbliver det samme mens vor helt stresses helt ud af proportion idet nedtællingen starter forfra.

Non-Stop er bestemt ikke nogen filmisk katastrofe, for både vor hovedrolleindehaver samt hans medspillere gør det faktisk ganske udmærket. Musikken er et klassisk dunkende thrillersoundtrack afløst af rislende lyde når forfærdelige ting sker og ideen med at placere et mordmysterie – a la Ten Little Indians - i 16 kilometers højde er også fortræffelig. Problemerne opstår, som indledningsvis nævnt, når man efter filmen er slut forsøger at efterrationalisere hvad det var man lige så, for gransker man det i detaljer begynder plottet så at falde fra hinanden. Der er flere grunde til dette, men skulle man gå i detaljer i dette fora, ville man komme til at afsløre for mange af de overraskelser filmen byder på.

Så indløs derfor gladelig billet til Non-Stop og tag med Liam på en virkelig dramatisk flyvetur, især hvis du er ligeglad med at flere af filmens logiske sammenhænge forekommer at flyve ud af vinduet idet kabinen pludselig mister tryk og flyveren faretruende styrter mod jorden. Det er solid, velspillet underholdning, der bør betragtes som godt thrillerhåndværk, der dog godt kunne have brugt en forfatter til (eller fra), så slutresultatet kom til at hænge bare lidt bedre sammen.


Forrige anmeldelse
« Disconnect «
Nste anmeldelse
» Alan Partridge - Alpha Papa »


Filmanmeldelser