Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Skyfall (143 min.) Biografversion / SF Film
Anmeldt 29/10 2012, 19:13 af Torben Rølmer Bille

Bond til benet


Bond til benet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvad enten man bryder sig om den stil som den ”nye” Bond Daniel Craig repræsenterer eller ej, så er det et faktum, at de sidste par Bondfilm bevidst har forsøgt at bevæge sig væk fra seriens ellers så stilistisk polerede, formularisk forudsigelige og gadget-orienterede indhold. Væk er mange af dippedutterne og i stedet for en fjantet Bond har vi fået en figur der både er psykolgisk mere kompleks og sammensat. Faktisk meget lig de, der holder af både Flemmings, John Garners og Sebastian Faulks Bond vil kunne nikke genkendende til.

Skyfall starter i vant stil med en længere actionsekvens, hvor Bond såres ganske alvorligt og efterfølgende viser denne vingeskudte helt, som også har været antydet i de andre film med Craig i hovedrollen, at der findes en mand af kød og blod bag de to nuller.

Kort tid efter den vanlige LSD-agtige åbningssekvens, der atter imponerer og vanen tro samtidig peger frem mod mange af de elementer som vi kan glæde os til i hovedfilmen, kommer selveste MI6s hovedkvarter under angreb.

Derfor etableres det ganske tidligt at hverken Bond eller den ærkebritiske organisation han arbejde for er usårlige – faktisk synes begge indledningsvis at vise alvorlige tegn på svaghed, hvilket præcis synes at være som gerningsmanden synes at ville opnå. Spørgsmålet er bare hvem der mon kan være i stand til at orkestrere et sådant angreb på en organisation, der burde have sikkerhed som sin absolutte topprioritet?

Naturligvis sendes Englands bedste agent, der er langt fra sin vante topform, ud for at jage det meget tynde spor, der forhåbentlig kan lede ham til den eller de, der i sidste ende skal stilles til ansvar. Turen fører ham gennem Tyrkiets støvede basarer, gennem et neonbelyst Shanghai, over et gudesmukt natligt postkort fra Macau, og tilbage til hjemlandet. Selv om seerne har været med på sådanne rejser før, er det i Skyfalls tilfælde virkelig en overvældende visuel oplevelse.

Det er ikke så meget et spørgsmål om seeren gennem disse scener får lov til at drømme sig væk til eksotiske locations og i kredse der umiddelbart er forbeholdt den absolutte elite – det er jo gjort så mange gange tidligere, men i denne film handler det i højere grad om, at stort set alle billederne er sindssygt flot komponerede, eminent lyssatte og ikke mindst står så knivskarpt på lærredet at man næsten kan skære sig på dem. Det kan muligvis være fordi filmen, efter sigende, er optaget i Ultra HD, men i virkeligheden hænger det lige så meget sammen med at det er Cohen Brødrenes faste fotograf, den drevne Roger Deakins, der har stået bag kameraet på Skyfall.

Deakins fremragende kameraarbejde er sammen med lyssætningen og skuespillernes koreografi flere steder i filmen imponerende, tekniske kraftpræstationer. Læg eksempelvis mærke til hvor ufattelig elegant og stemningsfuldt scenen i Shanghai er. Her forsøger Bond at snige sig ind på en lejemorder i et forladt kontorlokale, der næsten udelukkende består af glasdøre og glasvægge. Det eneste lys i scenen er det, der kommer fra de mange enorme reklameskilte udenfor og det er ikke svært, selv for dem, der aldrig har forsøgt at optage så meget som et minuts film, at forestille sig hvor utroligt svært det har været at billederne ikke viser kameraet i de mange refleksioner der naturligvis opstår, eller for den sags skyld at scenens kontinuitet ryger på grund af uoverensstemmelse mellem det evigt skiftende, farvestrålende baggrundslys. Derfor er klipningen og lyssætningen også noget af det mest overbevisende filmkunst man kan opleve i skrivende stund. Det er ekspressionistisk, stiliseret men ufatteligt stemningsfyldt eksekveret, lige som et utal af andre scener gennem hele filmen.

Idet Skyfall får mulighed for at brede sin handling over næsten 2 en halv time, gør det også at filmen både kan give et langt mere nuanceret billede af Bond. Blandt andet får fans – der ikke kender bøgerne – et indblik i vores helts traumatiske baggrund – oplevelser, der naturligvis stadig præger den voksne Bond. Samtidig får de medvirkende plads til faktisk at lave andet end ren action, for der er plads til karakterskuespil. Dette hænger måske sammen med at det er Sam Mendez der har instrueret – men det skyldes i lige så stor grad et ganske solidt manus, der til trods for et par enkelte interne brister, leverer en Bondhistorie der på en gang er fyldt med intriger og samtidig er ufattelig enkelt skåret.

Karakterskuespil bliver andetsteds i Bonduniverset ofte negligeret til fordel for store eksplosioner, hurtige biler og sexede ungmøer i stramt, nedringet tøj, men disse elementer mangler selvfølgelig heller ikke i Skyfall - for det er en film, der giver sit kernepublikum præcis det vi vil have. Den leger bevidst med sin genre, men uden at der er fare for at den samtidig underminerer sit eget eksistensgrundlag. Den giver trofaste tilhængere af figuren og agentuniverset en masse intertekstuelle referencer, som den almene biografgænger måske ikke opfanger i både visuelt og på handlingsplanet.

Kort sagt er Skyfall Bond når han er allerbedst, kan man se bort fra den noget rodede Quantum of Solace er de to andre film med Daniel Craig i høj grad traditionelle agentfilm, der opprioriterer agentarbejdet og den rå tone til fordel for den ofte meget overfladiske, selvironiske Bond vi har set det siden Riger Moore overtog fra Lazenby. Dermed ikke sagt at Craig spiller Bond uden nogen sans for humor eller uden at levere et par smarte bemærkninger undervejs, men det forekommer blot langt mere passende hér, end så mange gange før.

Er man derfor megafan af Bond, eller har man blot lyst til at se en god actionfilm, der byder på andet end hårdtpumpet bulder og brag, men rent faktisk byder på nogle figurer, der til trods for genren, faktisk formår at fremstå som mere end todimensionelle, hvad enten de agerer for eller imod MI6. Derfor må dommen være lige så klar som filmens smukke billedside: der vist ingen vej udenom Skyfall!


Forrige anmeldelse
« Snowwhite and the Huntsman «
Næste anmeldelse
» E.T. – the Extra-Terrestrial »


Filmanmeldelser