Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Jayne Mansfield Story (92 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 6/11 2013, 17:54 af Teddy Tofte

Sexbomben og muskelbundtet


Sexbomben og muskelbundtet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Historien om Jayne Mansfield og hendes karriere i Hollywood minder utrolig meget om alle andre biografifilm, der omhandler filmindustriens skyggesider. Der er dog to ting, som adskiller denne film fra de mange andre – Loni Andersons overraskende charme og fryden ved at se Arnold i én af sine første roller.

Hvad er det første, du tænker på, når du hører disse navne: Marilyn Monroe, Jane Russell og Jayne Mansfield?

Skuespillerinder. 1950’erne. Osende af seksualitet. Pirrende. Brystbomber. Enhver mands drøm.

Det er ikke en tilfældighed, at disse tre bliver nævnt i The Jayne Mansfield Story. To af dem var blondiner, men alle tre havde kropsmål og et image, som var mere velkendte end deres skuespilevner. Monroe og Russell var veletablerede i filmbranchen og fandt stor succes i Hollywood. Mansfield, derimod – hvis man skal tro filmen – var et biprodukt af de to førnævnte damer og havde rig mulighed for at nå stjernehøjder, men blev holdt tilbage af sit eget velskabte image som en sexhungrende og dum blondine. Om det virkelig var sådan for Jayne Mansfield, kan jeg ikke sige, og det vil også være malplaceret at anmelde en film, ud fra hvor meget den er lig virkeligheden. The Jayne Mansfield Story tegner et flot og realistisk billede af en kunstners vej til berømmelse og det uundgåelige fald, uanset om det er et troværdigt portræt eller ej.

Den nyligt afdøde filmanmelder, Roger Ebert, forsvarede den biografiske film, The Hurricane, fordi den modtog megen kritik, da man mente, at sandheden var blevet fordrejet i filmen. Han sagde: ”Dem der søger sandheden om en mand fra filmen om hans liv, kan lige så godt finde det fra hans elskede bedstemor. The Hurricane er ikke en dokumentar, men en parallel”. På samme måde er det i princippet også underordnet, om The Jayne Mansfield Story har rødder i virkeligheden, men kan man drage paralleller mellem myten og sandheden? Skaber filmen et fuldstændigt billede af det menneske, der bliver portrætteret, og bliver det gjort på en underholdende måde uden at fornærme de forkerte mennesker? Det mener jeg, at The Jayne Mansfield Story gør.

Mange biografifilm fortæller en komplet historie om et menneskes liv fra fødsel til død, mens andre film kun beskæftiger sig med enkelte, vigtige begivenheder i hovedpersonens voksenliv. Problemet med den første metode er, at barndommen ofte er uinteressant og kedelig. Oliver Stones film, The Doors, gør dog glimrende brug af denne metode ved at vise Jim Morrisons barndom på få minutter og refererer hele tiden til en enkelt oplevelse, som har haft betydning for Morrison. Men tit og ofte er biografiske film ufattelig langtrukne i starten, netop på grund af barndommen. Dog gør The Jayne Mansfield Story brug af den sidste metode, og gudskelov for det.

På en enkelt, men effektiv, måde viser filmen ganske kort, hvordan Mansfields barndom var. Ved hjælp af billeder og tekst får vi at vide, hvad hun lavede som ung, og hvordan hun kom til det punkt i sit liv, hvor vi først møder hende.

Hun blev født Vera Jayne Palmer i april 1933. Hun havde altid vidst, hun ville være berømt. Fordi hun mistede sin far i en ung alder, fandt hun trøst i fotografernes lampeskær og publikummets bifald. Hun blev berømt for sit pinup look og utrolige tilstedeværelse, hver gang hun trådte ind i et lokale. Jayne Mansfield var af den mening, at kvinder burde omfavne deres femininitet for at appellere til mænd og den store, vide verden. Hun var ikke bange for at vise sine attributter frem, hvis det kunne gøre hende berømt. Ofte blev hun sammenlignet med Monroe, men nåede aldrig dennes stjernestatus. I stedet virkede det til, at hendes karriere brændte lige så hurtig ud, som den var opstået, og reducerede hende fra A- til B-listen.

Hendes historie bliver fortalt gennem Mickey Hargitay (Arnold Schwarzenegger). Det er altid interessant at høre historier fra et andet perspektiv, men jeg undrer mig lidt over, hvor meget sandhed, der er i hans ord. Jayne Mansfield og ham blev trods alt skilt og filmen afbilder ham næsten som en slags helgen. Det er i hvert fald ikke ham, der var problemet i deres ægteskab(!). Men hvor det så er sagt, så er Schwarzenegger ikke dårlig i rollen. Men det er lidt komisk at høre hans stemme, når han nostalgisk beretter om sit livs kærlighed. Hvis du kan se gennem fingre med det, så fejler hans præstation ikke noget (dette var før hans dage som actionhelt). Han har god kemi med Loni Anderson og et par ømme øjeblikke med hendes filmdatter. The Jayne Mansfield Story er lige så meget hans historie, som det er hendes.

Loni Anderson (mest kendt for tv-serier og firserfilm) er noget af en åbenbaring som Jayne Mansfield. Hun er sprudlende, kurvet og perfekt til de mange sæbeopera-øjeblikke, der dukker op i filmens tredje akt. Mansfield ønsker at blive taget seriøst som skuespiller, som jeg er sikker på, Anderson også gør. Det er tydeligt at se, at Anderson nyder at være flirtende og fnisende, men hun ved også, at det i sidste ende nedgør Mansfield. Den underlige, kurrende lyd, hun laver som imitation af Mansfield, ender med at lyde som negle, der kradser over en skoletavle, men det er overskueligt, eftersom det er en del af den rolle som dum blondine, Mansfield spillede.

Mod filmens afslutning er Mansfield blevet en egoistisk drukkenbolt, som angriber sin egen datter og taler om Jayne Mansfield i tredje person. Det er forventet, at en film som denne skal slutte på sådan en måde, men Mansfields motivation, eller mangel på samme, bliver aldrig helt udforsket.

Samlet set er The Jayne Mansfield Story et underholdende produkt, som perfekt definerer firsernes biografiske film før internettet og Wikipedia: modige, ikke helt realistiske, og med overraskende stærke (om end meget banale) præstationer. Loni Anderson er filmens trækplaster, selvom de fleste nok vil være mere interesseret i Schwarzeneggers tilstedeværelse end så meget andet.


Forrige anmeldelse
« Dead man down «
Næste anmeldelse
» Pawn shop chronicles »


Filmanmeldelser