Selv om man udmærket godt ved, at det er fiktion, er der noget virkeligt fascinerende ved at opleve fortællinger fra såkaldte ”primitive” folk. Dette især hvis disse fortællinger ikke foregår i nutiden. Der er sikkert mange af vore læsere, der allerede er bekendt med Maoriernes kultur gennem film som Lee Tamahoris fremragende, socialrealsitiske voldsepos Once were warriors, men ønsker man at se en film om maorifolket før den engelske kolonimagt forsøgte at udradere og ’civilisere’ dette urfolk, så er The dead lands svaret.

På omslaget til DVDen sammenlignes filmen med Mel Gibsons Apocalypto, hvilket også virker nærliggende, selv om denne New Zealandske produktion slet ikke har haft hverken de samme midler at gøre med, eller for den sags skyld har samme mål med sin fortælling. Hvor Gibsons film tenderede en slags antroplogisk undersøgelse af Mayaindianernes liv, er The dead lands langt mere enkel i sin fortælling. For her handler det om hævn.

I filmens start oplever seeren to stammer, der forsøger at nå til enighed. Wirepa, en stor, stærk kriger fra en fremmed klan, får lov til at gå ind på en anden stammes allerhelligste, i et forsøg på at skabe fred mellem de to stridende faktioner. Wirepa er høvdingens søn og man fornemmer fra filmens start, at der er noget helt galt med ham.

Selv om Wirepa har fået lov til at bevæge sig ind på den fremmede klans jagtmarker alene, sniger Hongi, sønnen af høvdingen fra den anden stamme, alligevel efter Wirepa, og ser til sin store forfærdelse, at Wirena bogstaveligt talt skider på Hongis forfædre, der er lagt til hvile i en grotte midt i jungelen.

Det lykkes Wirepa, da han vender tilbage, at vende situationen om, for da han opdager Hongi, slæber han drengen med tilbage, fortæller at det var Hongi der er skyld i tabubruddet. Derfor erklærer han hele Hongis stamme krig, så snart han får sin fars besyv lover han at angribe. Samme aften vågner Hongi ved at Wirepa og hans mænd koldblodigt myrder stort set hele Hongis stamme, mens de sover. Kvinder, mænd og børn slagtes, og det lykkes kun ved et lykketræf den unge høvdingesøn at overleve. Tydligvis havde Wirepa ikke brug for sin fars velsignelse til at myrde løs. Værst er det nok at Wirepa dræber Hongis far og tager hans hoved med sig. Selv om det ikke siges tydeligt, så stjæler han på den måde både faderens sjæl og ære. Derfor drives Hongi – og filmens plot - frem af hævn.

Hongi ved at Wirepas er så arrogant, at han vil tage genvej gennem ”det døde land” – et område, der ellers er forbudt at betræde - for at komme hurtigere frem til sin egen landsby. Hongi har hørt, at på dette sted gemmer sig en dæmon, et uhyre, som han har tænkt at bede om sin hjælp eller i bedste fald at alliere sig med, for at kunne få den retfærdige hævn han ønsker. Spørgsmålet er blot om dette bæst når at slå Hongi ihjel, før han får mulighed for at rette op på Wirepas æreskrænkende handlinger?

Filmen er meget voldsom, både i sin tematik men ikke mindst i de nærkampsscener som fylder meget. Der kæmpes hovedsageligt mand mod mand med en såkaldt Patu, en slags kombineret kølle og kniv, som var maoriernes foretrukne nærkampsvåben. Det er samtidig en film, der er voldsom i kraft af, at livet i jungelen er barskt og at det langt fra er alle, der deler de æresbegreber, som vores hovedperson er blevet opdraget med.

Filmen giver et fiktionaliseret, men også fascinerende bud på, hvordan livet, i sin mest ekstreme form, har været for maorierne. Den giver kun pletvis indsigt i deres kultur, åndsliv eller traditioner, men efter at have set filmen er man i al fald ikke i tvivl om, hvordan en Patu benyttes i kamp.

Fascinerende er er også at høre skuespillerne udtrykke sig på ’Te-reo’, maoriernes sprog. Sproget handler ikke udelukkende om verbal kommunikation, for ud fra filmen at dømme spiller både ansigtsmimik og håndbevægelser en stor rolle i kommunikationssituationen.

Eksempelvis blive trusler og forbandelser altid efterfulgt af den traditionelle stikken-tungen-ud-af-munden-og-spil-øjnene-op-gestus, og så virker det som om, man skal ryste på hænderne, hvis man er i færd med at udtrykke noget, som er yderst vigtigt. Ting, som de fleste nok genkender fra den ceremonielle Hakka, der nu om dage mest af alt tages i brug før eksempelvis en rugbykamp, men som også benyttes som et tegn på respekt.

The dead lands er ikke visuelt nær så betagende som Gibsons film, men den er stadig både solidt underholdende, virkelig voldsom, samtidig med at den gengiver et billede af både et naturfolk og en række traditioner, som man ellers skal pløje sig gennem støvede historiebøger for at opleve. Den kan ses som ren underholdning, men den kan muligvis også gøre enkelte mere interesserede i maoriernes kultur og historie, lige som One were warriors delvist gjorde i 90erne.