Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Hobitten: En uventet rejse (166 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 15/4 2013, 21:39 af Kim Toft Hansen

En længe ventet rejse


En længe ventet rejse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Peter Jacksons fascination af digital ultra-HD delte i nogen grad vandene, da Hobitten: En uventet rejse havde premiere. Filmen blev kritiseret for, at forskellen på realfilm og animation stedvist blev lidt for iøjnefaldende, mens den høje oplæsning i kombination med 3D-visualiseringen afstedkom kvalmefornemmelser. Lidt som i en rutsjebane. Indrømmet. Jeg er måske gammeldags, og er på det hold, der endnu ikke er helt overbevist af 3D-universets fantastiske effekter. 48 billeder pr. sekund vil formentlig virke til enkelte stærke realismeformer, men i mødet med fantasy-genren gør det faktisk ikke noget, at billedet er tegnet med farvelade. Visualiseringen behøver ikke nødvendigvis at trække seeren ind i en hvirvelvind af forudvalgte 3D-objekter. Den dragende effekt klarer fortællingen selv.

Der viser sig også ofte at være nogle elementært praktiske problemer i 3D-effekterne. Jeg betragter mig selv principielt som Tolkien-nørd og -elsker. Men det har ikke været nok til, at jeg har tillært mig Tolkiens smukke lingvistiske eksperimenter. Derfor er mine kompetencer udi elvernes og orkernes sprog meget svage. Og derfor var jeg – i biografen, ligesom ved lignende produktioner, fx Avatar (2009) – nødt til at lade mit blik danse vildt over skærmen for at kunne læse underteksterne til samtalerne. De flytter sig ift. de genstande, der fremhæves i 3D. Desværre har dette jo den konsekvens, at filmens flotte visuelle udtryk bliver sekundært ift. at følge med i, hvad dialogen bidrager med.

Derfor var interessant at sætte sig til rette foran en mindre skærm end biografernes enorme lærreder og nyde Hobitten: En uventet rejse i ’en ganske almindelig, 2D-version med kun den halve mængde billeder pr. sekund’. Samtidig er dette i sig selv også en udmærket måde at testkøre filmens evne til at fortælle den samme historie med færre spektakulære virkemidler. Og jeg må tilstå, at jeg faktisk nød denne oplevelse langt mere end en lidt forvirret, højfrekvent og voluminøs version i biografens mørke. Eventyrets styrke behøver faktisk ikke dette fokus på væsener og verdener, der træder frem i produktionens selvvalgte 3D-animeringer. Tolkiens univers er sensationelt og dragende nok as it is.

Fortællingen om mørket, der langsomt breder sig, virker stadig. Faktisk mener jeg, at billedet virker langt mere homogent og sammenføjet i denne tekniske version. Det går stadig stærkt, og den hurtige klippefrekvens er naturligvis stadig den samme. Men mange establishing shots og stemningsbilleder fra Middle Earth fremstår med en naturfilms værdighed, og den tiltagende dystre stemning glider lettere ind over den lyse hobbitstemte glædestilværelse. Men lur mig, om ikke yngre Tolkiens-seere vil protestere over min gammeldags forståelse af en teknik, som jeg endnu ikke har set udfoldet helt effektivt. Derfor mener jeg ganske sikkert, at de, der følte ligeså omtumlede i biografen, vil finde en glæde ved en regulær dvd-version af samme film.

Peter Jacksons evne og interesse i at folde Hobittens relativt korte fortælling ud over tre storfilm er en meget spændende idé. Ligesom så mange andre var jeg (også på dette punkt) skeptisk. I modsætning til Ringenes herre er Hobitten fra Tolkiens hånd i højere grad også en bog til et lidt yngre publikum. Derfor skulle der gøres noget ved fortællingen. Jeg vil her ikke gå i detaljer med, hvilke elementer, der er tilføjet (det gør denne sides biografanmeldelse allerede grundigt). Men i mere generelle termer trækker filmen enkelte scener væsentlig mere ud, mens der hentes stof ind fra andre steder i Tolkien-universet. Dette er gør Hobitten til en lang og grundlæggende underholdende fortælling om godt og ondt, som faktisk stedvist dvæler og fastholder et relativt roligt tempo. Men det gør så sandelig også filmen til en lille skattekiste for de Tolkien-entusiaster, der vil gå på opdagelse efter indarbejdede elementer andre steder fra. På den ene side ikke helt tro mod Hobitten, men i høj grad tro mod Tolkiens eget forlæg. Velkendt og veltænkt.

Dvd-ens’ to-disc-version bibringer også med en ekstradisc med flere timers materiale, der går bag produktionen. En del af det er reklame for de spin-offs, som en film som denne uvægerligt må forårsage (hovedsageligt spil til forskellige platforme). Men Peter Jacksons video-blog er materiale, der fra starten af produktionen har været tiltænkt købefilmspublikummet – og derfor virker det! 10 produktionsvideoer følger produktionen fra de indledende knæbøjninger til den afsluttende postproduktion. Og for de, der ønsker indsigt i, hvordan over kr. 1.000.000.000 skaltes og valtes, er der her rige muligheder for at få et kontrolleret kig bag kulisserne.

Samlet set er det temmelig svært ikke at lade sig forføre. Jeg var allerede forført af Tolkien, inden Peter Jackson tog over. Men hans film baseret på Tolkiens bøger viser ikke kun, at han kender til den store fanskare, der med store forventninger ser frem til visualiseringerne af de indre billeder, som fortællingerne så ofte har været årsag til. Filmene viser også, at Peter Jacksons crew selv nærer stor kærlighed til fortællingerne, universet og den indbyggede poesi. Og for de, der ikke lader sig forføre, må vi andre blot bekende, at det er synd for dem. Hobitten: En uventet rejse er længe ventet – og ikke en uventet en stor, ekstravagant og vellykket produktion.


Forrige anmeldelse
« Dans for mig «
Næste anmeldelse
» Nightmare on Left Bank »


Filmanmeldelser