Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Robocop (117 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 23/6 2014, 23:05 af Torben Rølmer Bille

Roboflop


Roboflop

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Remakes har i de senere år været det nye sort i Hollywood, men det er altid med en vis skepsis, at man som anmelder giver sig i kast med at se disse film, især hvis der er tale om nyfortolkninger af film, som rent personligt opfattes som klassikere – film der potentielt har været med til at forme ens verden – for sådan en film er den oprindelige Robocop af Paul Verhoven fra 1987.

Originalen præsenterede sin seer for et dybt karikeret billede af fremtidens USA, et karikeret dystopia hvor medierne konstant bombarderede befolkningen med en blanding af dødeligt alvor og pjanket, letbenet underholdning og hvor Detroit var en by på randen af totalt anarki og sammenbrud. Et samfund der var styret af korrupte politikere og velhavere. Ikke ulig den virkelighed vi befinder os i. Filmen var på mange måder en satirisk kommentar til datidens mediebillede. En medieret virkelighed som Verhoven også legede med senere i såvel Total Rekall som Starship Troopers.

I et forsøg på at rydde op i Detroits gader, at genoprette lov og orden - med nærmest fascistiske undertoner – blev Robocop skabt. Den perfekte politimand. Halvt maskine, halvt menneske – den perfekte ordenshåndhæver. Desværre for magthaverne begyndte politimanden Alex Murphy, der var blevet reddet på dødens rand, at udvikle sin egen vilje. Han ville opklare ”mordet” på sig selv, men da det trak tråde helt op i magtelitens rækker, var det pludseligt farligt for de høje herrer. Som en sikkerhedsforanstaltning havde de der havde skabt robotbetjenten nemlig installeret et direktiv i Murphy, der forbød ham i at angribe folk fra Omnicorp – det multinationale konglomerat, der havde skabt betjenten. Kort sagt, kunne man både opleve filmen som en ironiseren over Amerikas kultur, samtidig med at filmen fortalte den eksistentielle historie om Murphy, der pludselig må se i øjnene at han aldrig får sit gamle liv tilbage som familiefar, nu han er blevet forvandlet til en cyborg. Endelig var originalen en ustyrlig blodig affære, der både bød på smeltende mænd og spandevis af blod.

Dette er ikke tilfældet i den nye film.

Robocop anno 2014 er en middelmådig, blankpoleret actionfilm, som drukner i mængden af lignende produkter. Væk er originalens hårdhændede behandling af medierne, samfundet og ideologien, der kun drypvis optræder i form af Samuel L. Jacksons überpatriotiske tv-vært, der fungerer som en slags fortæller i filmen. Til trods for at folkene bag filmen postulerer at den nye udgave afsøger de eksistentialistiske sider af figuren – som de samtidig fejlagtigt påstår ikke var at finde i Verhovens original (det kræver blot at I tænker selv, folkens) – så formår filmen ikke at tegne et lige så tragisk portræt af manden fanget i maskinen som tilbage i 1987.

Filmen har heller ikke skyggen af humor, som ellers var et gennemgående træk ved den film den baserer sig på. Verhovens original var til trods for sine meget dystre fremtidsvisioner også gennemsyret af en utrolig sort humor, der dels gjorde filmens dystre undergangsstemning udholdelig, dels sørgede for at satiren fungerede. Dette er helt fraværende i den nye film, der synes at tage både sig selv og sine figurer alt for alvorligt. Der er ikke meget tegneseriestemning over dette, i stedet forsøger filmen at tage sit materiale meget seriøst og behandle det som et regulært drama, hvilet – i denne anmelders øjne – er en kolossal fejl. For dette medvirker til at filmen både får en seriøs grundtone, som står i kontrast til dens indhold og samtidig bliver et strømlinet, overfladisk, Hollywoodprodukt.

Væk er også Robocops såkaldte ”prime directives” (for de uindviede hans ufravigelige programkode, der lod ham: “Serve the public trust, uphold the law & protect the innocent”), et mantra, der huskes klart selv efter ikke at have set filmen i flere år. Filmmagerne har, som nævnt, holdt fast i ideen om Murphy ikke kan skade sine skabere, dog uden at filmen nogen sinde formår at vise den samme kamp sjæl og programmering, som man oplevede det i originalen.

Så for de der kender og elsker den oprindelige film: lad vær med at se den nye – I vil bare blive slemt skuffede.

For de der ikke kender til Robocop i forvejen lyder rådet: se originalen, den holder stadigvæk, som der også nævnes på det noget sparsomme ekstramateriale på BluRayskiven.

Robocop anno 2014 byder på actionsekvenser, der ligger lidt over middel, gode skuespillere, der ikke får mulighed for at udnytte deres potentiale og et visuelt design, der naturligvis er mere strømlinet end i firserne, men som på mange måder afspejler den overfladiske tilgang til fortællingen og dens verden, som filmagerne har benyttet. Selv om grundhistorien på papiret måske synes meget ens, så er der ingen dybde, humor eller udpenslet, sadistisk vold i den nye film – og selv om tiderne måske er en anden nu, var det på grund af disse ting, at man første gang forelskede sig i Robocop.


Forrige anmeldelse
« 12 Years a Slave «
Næste anmeldelse
» Enemies Closer »


Filmanmeldelser