Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Daisy Diamond (94 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 6/6 2008, 19:09 af Kim Toft Hansen

Der hvor mørket ikke er skygger kastet af lys


Der hvor mørket ikke er skygger kastet af lys

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I en tid, hvor dansk film er begyndt at gå lidt i ring med film, der ligner hinanden i stil og fortælling, er der ingen tvivl om, at Simon Staho er en af de mest interessante danske instruktører. Vildspor (1998) gjorde ikke nogen fortræd, men udviser heller ikke nævne- eller egentlig mindeværdig kraft. Derimod viser han først med kortfilmen Nu (2003) og i høj grad Dag och natt (2004), at han er et navn værd at lægge mærke til. Mens han er bioaktuel med Himlens hjärta, er han samtidig dvd-aktuel med Daisy Diamond.

Allerede nu (efter fire spillefilm) synes der at være to strømninger i Stahos filmstil og fortælleforhold. Den ene består af de ’lettere’ og ’letsindige’ film såsom Vildspor og Bang Bang Orangutang, der dog alligevel arbejder med det anderledes, det mærkelige, det underlige. Den anden er den ekstremt tungsindige og særligt deprimerende fortælling, der i særdeleshed er gældende for Nu og Dag och natt – og Daisy Diamond hører til i den sidstnævnte.

Den handler svenske Anna, der gerne vil være skuespiller, men hendes helt centrale problem er, at hun – ensom i Hillerød – kun er i selskab med sit spædbarn. Mens vi følger hende til forskellige castings undervejs, går det langsomt op for os, at de prøver, hun aflægger, samtidig karakteriserer hende som person. I høj grad er det hendes – nærmest – kolikramte barn, der er i centrum, og hver gang hun er til casting eller øvelse forstyrrer barnets gråd hende. Der er tilsyneladende ingen tvivl om, hvor det bærer henad!

Med en ekstremt knugende stemning opbygger Staho i denne film en deroute, der nærmest er påbegyndt lang tid før, filmen tager sin start. Lyset, der på et tidspunkt kastede skyggerne, er i denne film slukket for længst. Samtidig med, at depressionen – hos karakter og seer, om jeg så må sige – lurer i baggrunden, blander de små castings sig mere og mere i handlingen, hvilket har en helt central betydning i filmen. I takt med Anna bliver suget mere og mere ind i sin frustration, bliver forholdet mellem hendes liv og den rolle som skuespiller, hun higer efter, blandet grundigt sammen.

Det er derfor en pudsig film, for en tragedie er det ikke helt. Tragedien formuleres ofte gennem en modstilling af en handlingstreng, der trækker i retningen af forløsning, men til sidst viser det sig at være alt andet end forløsende – hovedpersonen dør til sidst i de fleste tragedier. I Daisy Diamond er der fra start nærmest ingen anden vej end ned, ned og ned. Tragediens ’omvendte’ forhold til komedien er helt fraværende, og det er kun det elementært mørke, desillusionerede og regressive, der er i fokus. Men det er alligevel på ingen måde en fortælling, som vi kender, om det hårde brancheliv i filmens verden. Handlingen er fuldstændig forbeholdt Anna, forholdet til hendes barn, og hendes fokuserede arbejde på at blive skuespiller.

Flere vil måske spørge, hvorfor i alverden man skal se en sådan nedtrykkende film. For det skal man – hurtigst muligt! Det er da også svært at svare på, med mindre det er nok at understrege, at en sådan film giver sig et afkast af en fornemmelse for noget, der er så enormt svært at fortælle om, nemlig en mors had til sit barn. Termer og beskrivelser af psykologiske mekanismer, såsom fødselsdepressioner og lignende symptomer, er noget af det sværeste for udenforstående at forstå. En mors utvetydige kærlighed til sit barn er ikke kun noget kulturelt normsat, men snarere er det biologisk fastlagt. Derfor er moderkærlighedens desillusion et område, vi på ingen måde realistisk kan forholde os til. Det er her kunsten giver nogle karakteriseringsmuligheder, for jeg tør godt kalde Stahos film for kunst. Gennem kunstens udfoldelsesmuligheder kan vi skitsere og – i anknebne nuancer – fornemme en forståelse for problemer, vi ellers ikke kan forholde os til. Ikke dermed sagt at Daisy Diamond på nogen måde undsiger Annas gerning – uden at de her skal være klarlagt, men forståelsesmæssige sammenhænge er filmens klare force. Men knugende mavesmerter fortæller fornemmelserne, at handlingen kun kan have én konsekvens.

Daisy Diamond er depressionens poetik. Men det er samtidig en fantastisk flot film, der er fortalt på en hidtil uset måde. Metafilmens sammenhænge skaber her – paradoksalt nok – mulighed for at trække emnet ud på distance, mens vi er helt tæt på. Det gør godt, når det er så ondt!


Forrige anmeldelse
« Rats – Night of Terror (org. ... «
Næste anmeldelse
» Kongemordet »


Filmanmeldelser