KUNSTEN i Aalborg er aktuel med udstillingen WAX - Sensation in Contemporary Sculpture, som fremviser en mangfoldighed af muligheder inden for figurativ vokskunst fra 1990 til 2010. Udstillingen udfordrer publikums opfattelse af voks som materiale for samtidsskulptur og modellerer vores oplevelse af, hvad samtidskunst kan.

ET BREDT UDVALG
WAX byder på bidrag fra en udsøgt række af samtidens danske og internationale billedkunstnere, og den spænder over spæde og nye kunstnere til mere etablerede. De deltagende kunstnere er: Vanessa Beecroft (I/US), Hilary Berseth (US), Michael Elmgreen (DK/D) og Ingar Dragset (NO/D), Robert Gober (US), Emil Westman Hertz (DK), John Isaacs (UK/D), Oleg Kulik (UA/RUS), Christian Lemmerz (D/DK), Kirsten Ortwed (DK/D), Anne Schneider (A), Gavin Turk (UK), Brigitte Waldach (D) og Yangjiang Group (CN). Heraf er især John Isaacs, Robert Gober og Gavin Turk anerkendte for deres voksarbejder. Hertil kan det nævnes, at værkerne af Christian Lemmerz og Emil Westman Hertz er lavet direkte til udstillingen.

KRAV TIL BESKUEREN
Værkerne er grupperet i forhold fire dramatiske temaer, som er betitlet efter sanselige og erkendelsesmæssige fællesskaber: ”Performing the Iconic”, ”On the Edge of Being”, ”Sensation in WAX” og ”Body Horror”. Voksværkerne veksler imellem at være hyperrealistiske, hvor det afbildede fremstår nærværende og overraskende virkeligt til det abstrakte og minimalistiske, hvor der i stedet vægtes et samspil mellem voks-materialets umiddelbare udtryk og beskuerens sanser. Udstillingen kræver altså en reflekterende beskuer, som gør sig umage med at samtænke de fire temaer i forhold til voksværkerne for derved at forstå de sanselige og erkendelsesmæssige fællesskaber.


ET LEVENDEGØRENDE MATERIALE
Men hvad er egentlig det særlige ved voks som materiale? Voksskulpturen kan kort og godt efterligne virkeligheden. Her især kroppen, huden, teksturen og på den måde lege med forestillinger knyttet til den menneskelige eksistens. Voks er et modsætningsfyldt materiale, som både er koldt og varmt, det kan være glat og skinnende eller mat og have struktur. Skulpturerne er på én gang levende og kunstige, nærværende og fraværende, grusomme og skønne, forfærdende og fascinerende, alvorlige og humoristiske. Denne kontrastfyldte egenskab er ikke ny.


Voksmaterialets effektfulde og levendegørende egenskaber har rødder i en bred historisk tradition for at anvende den figurative behandling af voks i forbindelse med begravelsesceremonier, anebilleder, votivvæsen og anatomisk undervisning eller det mere underholdningsorienterede historiske voksportræt à la Madame Tussauds. I repræsentativt øjemed er det netop den sanselige kvalitet og mimetiske effekt, som er det bemærkelsesværdige, og som deres historiske forgængere beskæftiger WAX-kunstnerne sig med temaerne død, religion og legemliggørelse - dog leges der med de etablerede kodekser for voksfiguren og med en tidssvarende drejning.

Voks adskiller sig fra de traditionelle skulpturmaterialer såsom bronze, jern, marmor eller keramik ved at overskride den distance, som vi normalt oplever i mødet med skulpturværker. Materialets flertydighed og levendegørende aspekt gør, at figurer eller skulpturer i voks påvirker beskuerens følelser, erindringer og erfaringer både mentalt og kropsligt.


VOKS DER VIRKER
Det skulpturelle scenarie er bredtfavnende: en ansigtsvrængende tennisspiller (Kulik), et nedbrudt fødselsdagsbord (Schneider), et hypnotiserende kranie (Lemmerz) eller en forladt baby ved en pengeautomat (Elmgreen & Dragset). Fælles for værkerne er imidlertid en kritisk refleksion over voksskulpturens historiske genrer, motiver og udtryk.

Det er dog ikke alle værkerne på WAX som besidder en formmæssig kraft, der enten rykker ved skulpturen, betoner en enestående sanselighed eller italesætter aktuelle emner. Bistader, kalligrafi eller øvrige abstrakte eksperimenter formår ikke at opnå voksmaterialets særlige kvalitet og falder i stedet i baggrunden som mindre vellykkede. Når udstillingen lykkes bedst er det især med Elmgreen & Dragsets værk Modern Moses (2006), hvor et spædbarn sover i en lift efterladt foran en pengeautomat. Det er en legende kommentar til det moderne livs idealer om det gode liv. Eller Gavin Turks Somebody’s Son (2007), hvor den britiske kunstner har givet soldaten sine egne ansigtstræk. Det er ikke et selvportræt, men en pastiche på traditionelle voksportrætter. Den anonyme soldat stiller spørgsmålstegn ved ikonets værdier og egenskaber - og er for øvrigt perfekt placeret ved indgangen! WAX fungerer bedst, når voksværkerne bryder med vores virkelighedsopfattelse og gennem nærværet giver anledning til refleksion over tidens påtrængende emner.


Gru, humor, forfærdelse og fascination er reaktioner, som flere af voksværkerne fremvirker. De afspejler et skulpturelt ideal, hvor det umiddelbare og en effektbaseret dialog med publikum er vigtige strategier for kunstnernes arbejde med voks. Denne udprægede sanselighed gør, at udstillingen på en medrivende og tankevækkende måde giver beskueren en indsigtsfuld oplevelse af voks som materiale og medie. Netop denne leg med virkeligheden er voksmaterialets kardinalpunkt. Samtidsskulpturernes sanselige, umiddelbare og dialogiske elementer bevirker et overraskende nærvær. Udstillingen går tæt på, overrasker og ubehager, så det mærkes på egen krop. Dette er ikke negativt men absolut positivt i den forstand, at udstillingen udfordrer sin beskuer på en anderledes kropslig måde.


Det er en ualmindelig interessant udstilling, som samler og hylder voksskulpturens muligheder inden for samtidskunsten i dag. Tilmed er det en af de mest interessante og vellykkede udstillinger fra KUNSTENS side i år.