Udstillingen Biotopia præsenterer seks internationalt anerkendte kunstnere, der i sine værker undersøger feltet mellem teknologi og menneske. Kunstværkernes tætte forbindelser mellem digitale systemer og biologiske livsformer udforsker den menneskelige erkendelse og krop og åbner op for en diskussion af kunstens rolle i dette flydende felt.

Biotopia er en del af kunstfestivalen PORT 2010 og vises på Utzon Center i Aalborg. Udstillingen blev åbnet med et brag af en konference på et højt fagligt plan, hvor kunstnere og professorer fra ind- og udland diskuterede, hvad kunsten kan anno 2010. Den tre dage lange konference under titlen Art in the Wet Zone havde oplæg og debatter af blandt andre Stelarc, Paul Vanouse, Jacob Wamberg, Roy Ascott og Jacob Kirkegaard for blot at nævne få. Alle beskæftiger de sig – på et praktisk eller teoretisk plan – med kunst, der udforsker det flydende felt: relationen mellem mennesket og teknologien.

Et øre i ærmet, Gud og en sommerfugl
Kunstværkerne er opstillet i mørklagt rum, der pirrer publikums nysgerrighed for at gå på opdagelse i dette grænsefelt mellem biologi og teknologi, kunst og videnskab. Og det er netop meningen. Publikum kan interagere med de fleste af værkerne og på den måde selv undersøge kunsten i stadig udveksling mellem digitale og biologiske materialer. Udstillingen er visuelt vellykket til trods for tekniske vanskeligheder, og dens force er især det intellektuelle plan.



Stelarcs værk Internet Ear må siges at være udstillingens trækplaster. Der var mulighed for at møde ham selv på konferencen og opleve denne sære kunstners arm med et indopereret øre, der dyrkes biologisk. Den oprindeligt tiltænkte elektroniske funktion af øret er dog undladt, da det var for farligt for Stelarcs fysiske velbefindende. På udstillingen må man dog nøjes med en model, som registrerer, hvad man siger, og sender det online for på den måde at kommunikere med lyttere i Paris og Moskva, hvor modeller magen til er udstillet. Installationen visualiserer kroppens fremtidige alternativer, dens utilstrækkelighed, og redefinerer vores grænser mellem krop og teknologi.



Også Revital Cohens værk Electrocyte Appendix debatterer vores forståelse af kroppen og dette mere overbevisende end Stelarcs erstatningsarm. Værket består af en videoprojektion (dokumentation), som beretter om et menneske, der ved hjælp af et indopereret kunstigt organ med tilkoblede ledninger, kan producere den nødvendige strøm til de genstande, han skal bruge, fx en lampe, en mikroovn osv. Dvs. værket viser mennesket som en elektronisk organisme. Ved siden af videoen hænger et par arbejdstegninger af organet, der tilføjer værket en realisme og et skræmmende nærvær a la ”det her kan faktisk lade sig gøre!”.



Ved Mogens Jacobsens værk G(ruppen) U(den) D(ig) består af et par computerskærme med hvert sit sæt øjne, der følger beskuerens bevægelse i rummet. Det er et sæt overvågende øjne, som indtil du opdager dem og får øjenkontakt straks viger deres blik i anden retning. Værket kombinerer således mennesket og teknologien i en overvågende kontekst, hvor vores brug af internet: webcam, facebook, blogs osv. og overvågningskameraer i byrummet sættes til debat. Teknologien skaber et anderledes forhold til vores omgivelser, hvor vores blik er genstand for andres blik og omvendt: hvem kigger så på hvem?



Det er ikke alle værkerne på BIOTOPIA, som er lige tankevækkende og undersøgende og et par stykker forbliver blot flotte visuelle oplevelser. Dette gælder blandt andet Victoria Vesna og Jim K. Gimzewskis Bluemorph, der omslutter beskueren i en stor puppe og via lyd og lys skildrer sommerfuglearten Blue Morphos metamorfose.

Kunstens rolle?
Mange vil formentligt gå hovedrystende fra udstillingen og ikke helt begribe, hvad disse kunstnere egentlig vil bidrage med. Hvad er meningen med et internetopkoblet øre på armen eller et kunstigt organ, der gør det muligt selv at generere elektricitet? Er det blot utopiske forestillinger om fremtiden?

Vi lever i en tidsalder, hvor videnskaben indenfor biologi og teknologi gør det muligt at genskabe og omforme organer, celler og kroppe, og set i dette perspektiv er kroppen ikke, hvad den har været: botox, ansigtsløftninger og andre mere eller mindre markante kropsoperationer er mulige og efterhånden almindelige for enhver. Biotopia går et skridt videre, hvor kunsten iscenesætter og undersøger på et debatterende plan nye eksistensformer i feltet mellem biologi og teknologi. Kunsten er altså ikke bare kunst. For spørgsmålet trænger sig på i den tætte forbindelse mellem kunst og videnskab: er kunstneren nu videnskabsmand? Kunstværkerne bevæger sig i hvert fald i et flydende felt, hvor ord mangler til beskrivelse.



Med et kunsthistorisk spadestik kan mange af Biotopias værker således ses i forlængelse af den historiske avantgardes dilemma: på den ene side et forsøg på at blande kunst og liv og på den anden side at være interesseløs for at bevare en status som kritisk medium, dvs. være et særrum. Professor i kunsthistorie Jacob Wamberg formulerer ganske skarpt på konferencen, at kunsten gør det muligt at skabe og diskutere visioner af fremtidige realiteter. Det er netop kunstens eget forståelsesrum, som gør det muligt for den at eksperimentere med de kontroversielle emner.

Læs mere om udstillingen på Kunstens hjemmeside og PORT 2010. Det er tilmed muligt på hjemmesiden Biotopia – Art in the Wet Zone at høre kunstnerne fortælle om deres værker.