Torben Dahl fra Godsbanens Teater Katapult i Århus har været i USA og set et helt nyt teaterkoncept, story slam, hvor almindelige mennesker kommer og fortæller deres historier, hvilket de gør med almindelig vid og humor i en attraktiv demokratisering af “den gode historie.” Denne varme aften på teatret var præget af både påfaldende og upåfaldende historier, åbenhed, ægthed og naturlighed, og story slam er kommet til Danmark.

I Katapults nye satsning er der plads både til “den almindelige historie,” der ikke rummer kunstnerisk bid, samt den trænede teatermands mere konstruerede, sammensatte og symbolske historie, hvilket til sammen skaber fornemmelsen af et åbent og uforudsigeligt koncept, de almindeligt optrædende i høj grad selv skaber.

Genren minder om poetry slam men med den væsentlige forskel, at historierne fortælles af hr. og fru Danmark, ikke på samme måde er konstruerede og derfor heller ikke overvejende rummer de effekter, kun måske den trænede kunstner savner, idet denne til ulejligheden spørger: kan “almindelige mennesker” lejlighedsvis være kunstnere, forsøger de på det – og er dette overhovedet formålet, tilbøjeligheden og resultatet?

Katapultsædet - og landingen
Nej. Formålet er underholdning. Men den mediestrøm af almindelige facebook- og blog-mennesker, der gerne ser sig selv konstant eksponeret uden at kunne være andet end almindelige, får med dette velbesøgte tilløbsstykke et mere levende og mangfoldigt udtryk, man ikke løber fra, evt. endda skrigende. Hvis man almindeligvis, med disse skabeloner, har fået nok af “det almindelige,” får dette denne aften et smukkere præg, der, i modsætning til de gænge reklamesøjler for enkletindivider, giver en både morsom, underholdende og eftertænksom indlevelse i det vi oplever.

For på Katapult får vi lettere ved at identificere os med hinanden og respektere det smukke i det normale, som vi alle deler – og som måske slet ikke er så “normalt.” Man bliver ikke bekræftet i almindeligheder, men overrasket over, hvad virkeligt dejlige mennesker tænker og oplever, når scenen ikke er digital og uforpligtende, men virkelig og nærværende. Katapult er ikke nogen opdatering, der konstant mangler virkelighed, men let kan man indkøbe sig mere af den, førend den igen kommer i gæld til virkeligheden og med dagligdagens stadige ofre til den næsten overmættes uden altså at kunne smage indholdet.

Stemningen er god på dette teater. I disse år leverer Katapult en række fede oplevelser, der udfordrer – teatret tør også have en politisk holdning, og det vil noget med sin kunst i en bredere og kritisk samfundsramme og er ikke drevet af ønsket om indtjening og den sorgløse underholdning, der sikkert og lettest tilvejebringer den. Man kan mærke de ting, teatret byder på, og Katapult minder om det vigtige i at tage en vedkommende udfordring, gerne med forhold, vi fremadstormende har kastet baglæns glemsel efter men måske fortidigt kunne mærke aktuel længsel i.

Mottoet “slå automatpiloten fra” giver mening, men denne anmelder følte sig alligevel ikke skudt op i himlen, men jeg landede heller ikke på den bløde mellemvare. Det lille teater med den store samfundssamvittighed er en pågående oplevelse, fordi det hele tiden er i lettere eller sværere kaotisk bevægelse og er alene om at leve op til sit eget slogan. Det synes nok at skyde både publikum og sig selv ud, men det synes ikke at lande forskudt, hvis det altså synes at lande, og noget er magien ligger i nærværet, der ikke mindst opnås, fordi man er meget tæt på de optrædende og ikke er over 120 i salen – her tænker jeg ikke på alder, og de fleste gæster var i øvrigt yngre.

Hvis man på teatret kommer tættere på det virkelige, når dette også er det væsentligt virkelige, indstifter det dog ikke med det samme en selvfølgeligt venskab med det, og det er kunstens rolle at rejse spørgsmål. Er story slam da kunst? Story slam placerer sig tidstypisk i et mellemfelt mellem dokumentarisk realitet, underholdning og kunst, for nok er de optrædende ikke kunstnere, men det forhold, at man sidder i en sal på et teater, at der er tænkt over historien, dens udførelse og appel, skaber ikke wanna-be kunst, men nærmere en næsten utilsiget leg med genrer, hvilket giver en forfriskende oplevelse men ikke en opdateret ansigtsløftning.

Normalitetens show
Mange medier kan idag præstere hobens mådeligt ophobede sammenfald af upåtalte ligegyldigheder, og stiller altså ikke spørgsmål til dem som den store præstation, de rettelig må kræve at finde på. Gennem år har forskellige former for genrer forsøgt at afdække, hvad det almindelige-virkelige eller det normale er, fx med øget dokumentarisme i fjernsyn og med reality shows, hvor det tilsyneladende rentabelt handler om at komme tættere på virkeligheden, som nogle også mener krimier ikke er en flugt fra.

Hvis der her er tale både om effektiv og sorgløs underholdning men også om en udvandet nivellering af kvalitet og normalitet, en sult efter virkeligere virkelighed, der kan besvares på flere måder men navnlig ikke er blevet det, lægger Katapults satsning sig i forlængelse af denne tradition, mere med et spørgsmål end med et svar og uden at præsentere forfladigelsen i den. Livet er for amatører og leves af dem – kunst skabes af dem, der har seriøst svært ved at leve livet, og derfor kan give varierede prøver på dets umulighed.

Aftenen dokumentarisk
Denne aften er livet muligt, hvad det på Katapult igen vil være til juni – og det er også dejligt. En af de historier, denne anmelder fandt sjovest, handler om fortællerens møde med en teaterskole, hvor eleverne alvorligt skulle leve sig ind i, hvordan man optræder som hest i en badedragt uden at grine over det store intellektuelle indhold i en sådan alvorlig indlevelse. Generelt er emnet, hvordan man begår dumheder på de mest kiksede måder, hvilket muliggør letpåfaldende lummer lavkomik, det kræver øvelse at finde morsom, og endnu kræves der ikke træning af publikum, der denne aften griner med hjerterne. Nogle fortællere har pædagogiske pointer og moraler, nogle står som optrædere, mens andre meget troværdigt står som helt almindelige mennesker uden at have øvelse i det.