Don Quixote er en af de romaner, som alle kender, men som ikke ret mange kan prale af at have læst. Derfor er det jo en enestående mulighed at tage i teateret og få historien fortalt, og det er netop muligt lige for tiden, hvor Aalborg Teater spiller stykket af samme navn om den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha. Her fortælles historien om den forarmede adelsmand, der har læst så mange ridderromaner, at han har svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi. Ledsaget af sin nabo Sancho Panca rejser Don Quixote ud på eventyr på sin hest Rosinante, hvor han bekriger kæmper i skikkelse af vindmøller og hele hære, som i virkeligheden blot er flokke af får og væddere.

Opsætningen består kun af de to figurer Don Quixote og Sancho Panca, her portrætteret af henholdsvis Andreas Jebro og Martin Ringsmose, samt to sceneteknikere og en sufflør, som bliver inddraget i handlingen. Og de to herre indfanger på fin vis det modsatrettede univers af følsom fantasi og syret virkelighed. Sammenspillet mellem dem er fyldt med intensitet, naturlighed og dynamik, som når langt ud over den scenekant, som dog ikke eksisterer på Lille Scene.

Et ørkenlandskab i form af gult filt på vægge og gulv udgør en scenografi, som med sin fantasifuldhed danner en meget sigende ramme for fortællingen. Den udfordrer nemlig publikum til at bruge sin fantasi og skabe en virkelighed af de skæve rekvisitter… akkurat på samme måde som Don Quixote i sin galskab selv må gøre. En mikrofon som hesten, en brandslukker som bål, en røgsky som får og meget andet er med til at opretholde illusionen om galskaben. Det er ligeså skørt som Don Quixote selv er, og det underbygger stærkt fortællingens spørgsmål om eventyrets nødvendighed. Scenografien kommer nærmest til at fungere som den tredje skuespiller på scenen, fordi den er så sjov, så mærkværdig og så rammende. Den er moderne og anderledes på en dejlig ud-af-boksen-måde.

Der er masser af højdepunkter, humor og visdom i forestillingen, som får publikum til at grine højt og hjerteligt. I hvert fald i de første 2/3-dele af forestillingen. Herefter bliver det trukket en anelse i langdrag, da den energi og dynamik, som eller dominerer forestillingen, bliver til en træg og langsommelig beretning om det voksende vanvid. Men selvom forestillingen på alle måder vender vrangen ud på sig selv og forsøger at smadre illusionen om, at vi befinder os i et teater, så bliver det en anelse for langtrukket.

Og ja Andreas Jebro var nøgen. Her er der plads til at indsætte et dybt suk. Altså ikke af længsel (selvom der bestemt ikke var noget at udsætte på ”materialet”), men fordi det mere og mere ligner en trend, som Aalborg Teater dyrker. Først skulle vi i hver forestilling se nøgne kvinder (det var dengang ofte Meike Bahnsen), og i de seneste sæsoner er det nu blevet mændenes tur til at smide tøjet. Jeg er ikke snerpet. Tværtimod. Men der skal også være en dybere mening med tingene, og det er altså ikke nok at forklare det med at hovedpersonen blottes psykisk og derfor også skal gøre det fysisk. Eller hvad forklaringen nu kan være. Et virkemiddel skal ikke anvendes hver gang, for så holder det altså op med at virke. Det er som sådan ikke en kritik af denne forestilling, men af trenden på Aalborg Teater generelt, som ikke længere chokerer men nærmere trætter med sin forudsigelighed omkring hovedpersonens nøgenhed.

Det skal dog ikke være dette sure opstød, som får lov til at være afslutningen på denne anmeldelse. Don Quixote er en rørende fortælling, som formår at stille de spørgsmål, som romanen også sigter efter. Den er et besøg værd i Aalborg Teater.