»Danmark er en brugsforening«, sagde salig Palle Lauring, en forfatter, som mange nok har glemt det meste om. Men måske er Danmark bare et forsamlingshus med dilettant, familiefester, folketingsvalg, banko og foredrag. Eller var. Der er cirka 1000 forsamlingshuse tilbage i?Danmark, men mange af dem har fået samme diagnose som velfærdsstaten: En sikkert helt igennem sympatisk ide, der ikke længere holder stik.

En tilsvarende diagnose kan man give BaggårdTeatrets overraskende forestilling Forsamlingshuset. Her skal vi ikke se teater på en scene, men sidde ved dækkede borde i en hestesko, som om vi var til suppe, steg og is i det lokale forsamlingshus. Der er kaffe på kanden, balloner, Dannebrog og honningkager – og i det ene hjørne står en kasse grøn Tuborg klar til at blive knappet op. Og flaskerne bliver knappet op og sendt rundt til gæsterne. Forestillingen er på turné og opføres ikke på teatre, men i... ja, forsamlingshuse.

Fire historier forskudt i tid
Der fortælles fire historier forskudt i tid: Om en dåb i forsamlingshusets barndom i 1892. Om en konfirmation i 1938. Om et bryllup i 1972. Og om en begravelse i 2013. Alt sammen meget smukt tænkt – men virkningen fiser ud jo længere, vi kommer ind i den godt halvanden time lange forestilling. Skuespillerne Martin Geertz og Signe A. Mannov arbejder formidabelt for sagen, men historien er en rodebutik. Dramatikeren og instruktøren vil for meget. Indhold drukner i form.

Temaerne ligger lige for: Forsamlingshuset – og måske også Danmark – er i krise. Landsbyerne er lukningstruede. Landmænd er blevet til svineavlere, fabrikanter og kapitalister, hvis ægtefæller arbejder inde i byen og går til zumba om aftenen. Forsamlingshuset sættes til salg. En vietnamesisk restauratør melder sig som interessent, men der er råd i hele bygningen, og kloakken er mørnet.

Martin Geertz og Signe A. Mannov tager hele rummet i brug: Sætter sig ned på stole blandt publikum, bevæger sig rundt på gulvet i midten af den festdækkede hestesko, taler til gæsterne og brillerer med skuespil. Gæsterne – det vil sige publikum – bliver nødet til at synge med på den slags sange, der synges i ethvert dansk forsamlingshus: Fra »I Danmark er jeg født« over »Midsommervisen« til Lars Lilholts »Kald det kærlighed« (sanghæfter deles ud til publikum). Skuespillerne propper honningkager ind i munden på gæsterne og knalder balloner. Ingen af os kan vide sig sikre i dette miks af humor og alvor.

Vi sidder ansigt til ansigt med skuespillerne, der ind imellem afleverer små pointer: Hvis Danmark var blevet en del af Tyskland i 1864, så havde Grundtvigs tanker bredt sig sydpå, og vi havde aldrig haft nazismen og Anden Verdenskrig. Men inden noget når at fæstne sig, zapper vi videre til næste lag af den firdelte fortælling. Dette evindelige zapperi. Én generation rammer det måske. En anden generation skyder det forbi.

Efter godt en halv time har jeg fået nok. Hvad er det egentlig, Forsamlingshuset prøver at fortælle os? At vi er forvirrede. Det lykkes.