Jeg elsker dig, og du elsker mig. Det er det optimale billede for de fleste, men i kærligheden er det sjældent så simpelt og ukompliceret. Det er det heller ikke for parret Jacob og Jørgen, som er omdrejningspunktet for en af Aalborg Teaters største forestillinger denne sæson. Hella Joofs og Klaus Bondams store filmsucces fra 2001 En kort en lang er kastet en tur i vridemaskinen, så den er kommet ud som en storslået musical af samme navn.

Handlingen er i store træk den samme, som vi kender fra filmen. Vi præsenteres for parret Jacob og Jørgen, som netop har forlovet sig, da Jacob bliver forelsket i Jørgens brors kæreste Caroline. Herefter udspiller der sig et rodet firkantsdrama omgivet af energiske bøsser i overdådige outfits, småskændende lesbiske, designerstole, sjofelheder, dyner og puder, dans på bordene, glitter og glimmer og meget, meget mere.

Det kan godt være svært at forestille sig, at det kan være rigtig vellykket at omsætte en filmsucces til scenen og samtidig pakke den ind i overstadige musicalsange, men lad det være helt klart: musicalen er langt bedre end den oprindelige film. Det skyldes ganske enkelt to ting.

Nr. 1: Dynamikken og energien i persongalleriet brænder langt bedre igennem på scenen, hvor der er plads til at være overgearet, pjanket og ”bare for meget”. De stereotype karakterer har plads til at udfolde sig. Her kan man genkende både sig selv og sine medmennesker i de mange klicher. De rammer simpelthen på en anden måde, når de får pladsen til at udfolde sig på den måde, som skuespillerne bedriver her. Det er her, at man får stof til eftertanke… og det er jo netop meningen med en tur i teateret.

Nr.2: Scenografien er gennemført! Det er imponerende, hvor let og simpelt vi tages med til Jylland og Malmö, følger med i bil, i fly, til fester, på arbejdspladser, i lejligheder og mange andre steder, uden at scenografien bliver let eller simpel. Tværtimod er der et imponerende perspektiv i scenografien, som underbygger fortællingen.

Opsætningen er tro mod musicalgenren, og den får hele armen med koreograferede dansenumre, yndige duetter og stort opsatte fællesnumre med pragtfulde og sprudlende afslutninger. Men det hele gøres med en let ironisk distance, som stadigvæk får stykket til at stå ved opsætningen og genren. De nye sange supplerer med sjove vinkler, perverse tilgange (her tænkes især på sangene ”Hetrosexuel” og ”Ska’ du ha’ mere pik?”) og uddybende kommentarer til historien, men det bliver de to kendte sange ”En kort en lang” og ”Vent på mig” fra filmen, som fungerer bedst.

Sammenspillet mellem skuespillerne er dynamisk og flydende, og de får en kendt historie til at blive vedkommende. Både den kendte historie fra filmen, men også den kendte historie fra virkeligheden. Den tåler at blive fortalt igen. Skuespillerne løfter overbevisende opgaven om at frigøre sig filmen, og de gør karaktererne personlige. Langt de fleste steder er de mere overbevisende, dynamiske og nøjagtige i deres personskildringer og i deres historiefortælling.

Til sidst til spørgsmålet: Er forestillingen grænseoverskridende? Og ja, det er den. Heldigvis! Alle snaver med alle, og især Jacob (Carsten Svendsen) og Jørgen (Mads Rømer Brolin-Tani) går til den. Det er ikke tantekys, som de to mænd udveksler. Heldigvis! Det er stadig grænseoverskridende at se to mænd kysse lidenskabeligt, og der er stor forskel på at se det på scenen i stedet for på skærmen. Det er altid en god teateroplevelse, når man bliver lidt genert over, hvad der sker på scenen... det er jo netop meningen med en tur i teateret.

En enkelt ting kan dog ærgre: Det ville klæde Aalborg Teater at have så meget selvtillid, at forestillingen blev fulgt til dørs af tonerne fra den afsluttende sang ”Vent på mig”, som man ser det på de store teatre med andre stærke musicalopsætninger, hvor publikum bliver fulgt ud til musik efter fremkaldelserne. En enkel ting, som kunne få armene helt over hovedet, og den gode oplevelse til at sidde i kroppen en anelse længere. Men den kritik er en enlig svale. Kunne du lide filmen, så kommer du til at elske musicalen.