Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




La Cage Aux Folles Aarhus Teater
Anmeldt 23/4 2013, 21:11 af Lise Majgaard Mortensen

Bøssemusical går ikke hele vejen


Bøssemusical går ikke hele vejen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er old school Broadway-stemning på Aarhus Teater i disse dage. La Cage Aux Folles er kommet til byen. Spænd kyskhedsbælterne, advares der – men det er måske lige at stramme den, for så frækt bliver det aldrig. Undertegnede har det ambivalent med Aarhus Teaters opsætning af denne Gay Pride-forestilling par excellence, fordi den på den ene side er fabelagtig, flot, ambitiøs og har potentiale – men begejstringen holdes tilbage af nogle lange, halvkedelige scener og middelmådige sangpræstationer.

Det tynde plot med den tykke morale
Det homoseksuelle par, den ”almindelige” bøsse Georges og transvestitten Albin/Zaza bor i forlystelsespaladset La Cage Aux Folles i Saint-Tropez. Her lever de i sus og dus omgivet af dansende transvestitter og pailletter i et lille lukket samfund af sociale afvigere.

Men da deres søn ankommer og annoncerer, at han skal giftes med Anne Dindon, går der kuk i hele homoidyllen. Anne er nemlig datter af en superkonservativ politiker, leder af partiet ”TFM” (Tradition, Familie, Moral) og stærk modstander af homoseksualitet. Svigerfamilien har meldt sin ankomst, og sønnen kræver, at Albin udebliver fra familiemiddagen.

Dette er altså det moralske dilemma, som forestillingen drejer sig om: Skal Albin undertrykke sin sande natur blot for at tilpasse sig? Og hvilken ret har sønnen til at bede om, at han ofrer sig? ”La Cage Aux Folles” betyder ”de gales bur,” og det er måske ikke så underligt, at sønnen gerne vil undgå, at natklubbens galskab bryder løs og får svigermekanikken til at løbe skrigende bort. Men han undervurderer naturligvis Monsieur Dindon, hvis galskabstærskel viser sig at være højere, end man kunne forvente.

”Jeg er, som jeg er”
Selvom plottet er trukket meget tyndt ud over de 2 timer og 40 minutter, forestillingen varer, har historien alligevel mere vægt end de fleste moderne musicals (såsom Shrek, Wicked, Chess, osv.). Det skyldes selvfølgelig tematikken omkring de udstødte homoseksuelle, som samfundet ikke vil acceptere.

Selvom homoseksuelle har en noget anden status i dag end i 1983, hvor stykket havde urpremiere i New York, er der stadig fordomme at møde – og det gælder også alle andre minoriteter. Derfor, med sin opsang til normalitetsbegrebet, forbliver La Cage Aux Folles på mange måder overordentlig relevant.

Men samtidig er forestillingen heller ikke helt moderne nok, hvilket til dels skyldes, at dialogen er noget tung. Tonen veksler mellem at være alt for sober til at være herligt upassende og grov – og derfor sjov. Man kunne have ønsket et mere stabilt underholdningsniveau: Det ene øjeblik keder man sig og det næste skriger man af grin.

Kunne det ikke have været interessant, hvis man havde turdet at bryde med musicalens originale 70’er-setting og skabt en nyfortolkning? En bøssenatklub i Gellerupparken, måske? Dette forslag vil ganske givet skabe lynchstemning iblandt musicalpurister og dedikerede fans af forestillingen – men ikke desto mindre var det det, der skulle til for at give musicalen den samme punch og gennemslagskraft i dag, som den havde i 80’erne. Nye tiltag ville gøre La Cage Aux Folles til mere og andet end bare en hyldest til en halvgammel musical.

Uambitiøse hovedroller
Handlingen snegler sig afsted, og mange af sangnumrene er ligeledes ganske langtrukne. Det skyldes for det første, at flere af numrene går igen, så man har hørt dem før – og for det andet at kvaliteten af disse langsommelige kærlighedsviser er meget svingende og melodierne kommer ikke til deres ret. Ensemblenumrene er til gengæld højenergiske og ganske fabelagtige og fremført i så højt et humør, at man umuligt kan sidde stille i sædet og undgå at trække hårdt på smilebåndet.


Foto: David Bering

Showets virkelige stjerner er Les Cagelles, de otte drag queens med lange, smidige stænger, fleksede mavemuskler og flaske øjenvipper. Mest imponerende er tårnhøje og absolut intimiderende Hanna aus Hamburg (Jacob Andersen), som ikke bare har en imponerende fysik, men som også giver anledning til nogle af stykkets sjoveste jokes i ledtog med sceneteknikeren Francis, spillet af en som altid veloplagt Bue Wandahl.

Energien i ensemblescenerne er skruet helt i vejret, de dybe mandestemmer klinger flot sammen, og glitter flyver gennem luften. Kostumeafdelingen har uden tvivl været på overarbejde! Over hele linjen er forestillingens visuelle udtryk meget lækkert og poleret – en fryd for øjet, absolut.

Det er ganske givet meningen, at de flotte farver, pirrende pailletter og den glimrende glamour skal give mere farve til vores leverpostejsagtige hverdag. Men der sniger sig alligevel en smule leverpostej ind i stykket, idet Aarhus Teater har castet de lokale kendisser Niels Ellegaard og Jens Baggesen i hovedrollerne.

Baggesen gør det ganske hæderligt, og han minder umiskendeligt om Dustin Hoffmanns Tootsie, når han i sin skrøbelige om end storladne divahed vimser og fimser rundt på scenen. Han er faktisk en ret flot ældre kvinde, og rollen som drama queen passer fint til ham. Ellegaard derimod kan ikke mønstre et tilstrækkeligt sangtalent, og han falder helt igennem i det, der ellers skulle være nogle rørende kærlighedssange.


Foto: David Bering

Det er noget på en eller anden måde ubøsset og ufarligt og uambitiøst ved at vælge to lokale kendisser uden det rigtige format til at spille det fabelagtige homopar.

Charmerende trods alt
Al kritik til side så er La Cage Aux Folles alligevel en særdeles seværdig oplevelse. Det kommer sig mest af, at Albin er så charmerende og sympatisk en karakter, at man ikke kan undgå at falde for ham og heppe på ham. La Cage Aux Folles-stilen tiltaler måske et ældre publikum, som endnu kan forundres over mænd i dametøj – men mænd i dametøj ER sjovt, så selvom humoren er på sit allerplatteste, har det alligevel stor charme.

Efter en højspændt finale rejser man sig fra plyssædet og forlader teatret i højt humør – og det er vel i bund og grund det, som musicalteater handler om. La Cage Aux Folles får 4 pailletbesatte silikoneindlæg med herfra.

94
Forrige anmeldelse
« Goodbye Europa! «
Næste anmeldelse
» En kort en lang »