Den sønderjyske forfatter Erling Jepsen er fræk. Nu har han fået på puklen for sine lystløgne og virkelighedsforvrængninger. Noget af det, som mange af os også elsker ham for. Og så skriver han en grotesk og provokerende bog som Hovedløs sommer, mættet som et nordisk familiedrama. Han når op ved siden af Ipsen, Norén og Bergman.

I Madeleine Røn Juls dramatisering af bogen bliver tæppet til sidst trukket væk under publikum. Hovedpersonen, den ellers så troværdige Emilie (Marie Dalsgaard), vender op og ned på alt.

»Sådan er virkeligheden ikke«, lyder den sidste tvetydige replik. Vi skal herefter til at samle alle de brikker, vi troede, vi havde lagt sammen i den rigtige rækkefølge. Eller troede vi – for de fleste, der begiver sig ind til Erling Jepsens groteske familiesatire, må vel vide, at alt kan risikere at blive vendt på vrangen: Sprog, fortællestruktur, vore egne indgroede normer og ikke mindst sådan nogle helt særlige forventninger som, at voksne opfører sig som voksne og børn som børn.

Der er noget at spekulere over, når man går ud fra teatret efter to timer og et kvarter med en på den ene side forslidt flashback-fortælling, der på den anden side fungerer formidabelt. Især med Tom Jensen som en helt igennem almindelig kunstprofessor, der med sine Kloge-Åge-briller følger de bizarre forviklinger på nært hold. Udgangspunktet er en kunstudstilling, hvor den akademistuderende Emilie stiller sin private hovedstol til frit skue, som det hører vor tid til, og mens tiden skrues tilbage, fremstår professoren Tom Jensen som den, der med ligevægt holder fast i almindeligheden. Med rene replikker og tydelig diktion.

Dysfunktionel familie
Vi bliver inviteret lige midt ind i dagligdagens sceneri hos det, der i velfærdsstatens behandlerteminologi kaldes for en »dysfunktionel familie«. Forældrene er separeret. Faren løb med en anden, og tilbage står moren (Meike Bahnsen), der med Emilie og den noget yngre søn Jacob (Magnus Selin Svendsen) har slået sig ned på et kedeligt landsted uden for København. Her bliver det vendt op og ned på det hele med ærkepsykopaten Anders' entre (Thue Ersted Rasmussen). Det Kongelige Teater kalder det for »en gotisk gyserhistorie« – i virkeligheden er det gys, der til sidst fremstår som blottet for gys.

Da en tidligere beboer, den unge mand Anders, dukker op og agerer gartner i haven, får intrigerne i familien ekstra næring. Både den frustreret liderlige mor og teenagedatteren bliver erotisk tiltrukket af ham og dermed en slags rivaler, hvor moren – til at starte med – driver et lettere manipulatorisk spil over for sin datter. Anders dukker op de mærkeligste steder – det ene øjeblik fortæller han, at hans forældre (Merete Voldstedlund og Anders Hove) er druknet, det næste øjeblik bliver fortællingen ændret til, at han har spærret dem inde i en kælder. Vi bliver vidne til hvorfor: De giver ikke fødselsdagsgave til den teatralsk fortørnede søn, så han kan mærke, at den kommer fra hjertet – siger han. Hvad er det lige, han har gang i?

Filmens og operaens virkemidler
Afsløringerne indfinder sig – en person mister til sidst hovedet – mens vi bliver rystet af Emilies voldsomme raseriudbrud. Hele scenen ryster, når Marie Dalsgaard bruger filmens og operaens virkemidler. Og den potente, men farlige Anders bæres fantastisk frem af Thue Ersted Rasmussen, der det ene øjeblik er logrende og indsmigrende og det næste edderrasende. Meike Bahnsen skruer op for mor-figuren, men næppe for meget – typen forekommer én bekendt: Selvoptaget og støjende, en manipulerende drama queen, der drikker sig småfuld med en veninde (Anne Birgitte Lind) fra Kvinfo og i en alder på over 40 kigger efter unge mænd.

Erling Jepsen svinger en usynlig krabask over denne særlige patetiske kvindetype, som man faktisk kan støde på i København. Har man læst bogen, vil man vide, at de to bæller vin på Kvinfos regning (»Kvinfo er et videnscenter og et forskningsbibliotek for køn, ligestilling og etnicitet, hvis hovedopgaver er at initiere og formidle forskning og at bidrage til udviklingen af et ligestillet samfund«, som det så lyrisk hedder på Kulturministeriets hjemmeside).

Nummer ni i denne perlerække af skuespillere er Henrik Jandorf, der spiller Emilies far – en mand, der først svinger sig op, når hans position som alfahan er truet.

Jeps – Jepsen kan det med at vise familien, som den ikke tager sig ud i familiealbummet.