Den Tony Award-vindende musical The Drowsy Chaperone er landet på fabelagtige Fredericia Teater, trekantområdets Broadway-teater. Musicalakademiets dygtige elever er teatrets solide råmateriale, og man kan efterhånden være ret sikker på, at teatrets produktioner er i topklasse. Det gælder også denne gang. The Drowsy Chaperone, med den danske undertitel/oversættelse Den snalrede anstandsdame, er måske ikke verdens bedste, dybfølte eller sjoveste musical. Men den er underholdende, ironisk, parodisk – og performerne kan dælme deres kram.

Showet i showet
Historien tager udgangspunkt i en lejlighed, der tilhører Manden i stolen. Han sidder i sin lænestol og lytter til sin yndlingsmusical, et Vaudeville-show fra 1920’erne, mens han genfortæller det for publikum med dertil hørende afbrydelser, kommentarer, fejl, gentagelser, forklaringer, homojokes og kærlighedserklæringer til musicalgenren.

Forestillingen er altså et show-i-et-show med et simpelt metaniveau, som skal få os til at tænke over, hvad musicals egentlig kan og skal. Så The Drowsy Chaperone er en musical om at være en musical, og den snalrede anstandsdame og det indlejrede plot (eller mangel på samme) er bare en storstilet undskyldning for at synge og danse. Det er sjovt, men det er lige så dybt som et overfladisk spejl.

Poppet og poleret
Det er på sin plads at begynde med at rose rammerne omkring forestillingen. Kulisserne er flotte, polerede og professionelle som i en Broadway-opsætning, hvilket siger noget om, at Fredericia Teater har et vist budget at rutte med. Kostumerne er ligeledes fuldstændig gennemførte og fantastisk flotte, især Charleston-pigerne i deres perlebesatte flapper-kjoler. Det hele er en fornøjelse af se på.

Den petite Bjørg Gamst er perfekt til rollen som starletten Janet Van De Graf, og hendes på samme tid hæse og klare stemme passer flot til 1920’er-lyden, der præger sangene. Det samme gælder Maria Skuladottir, som spiller anstandsdamen. Begge har de kant og skarphed i deres stemmer, som får dem til at skille sig ud.


På mandesiden er sangpræstationerne mindre interessante, men det er nødvendigt at nævne den selvcentrede tyrefægter Aldolpho i skikkelse af Lars Mølsted. Han er hylesjov og klart scenens mest gennemtrængende karakter. Men alle kan de deres håndværk, og der er ikke meget at sætte på de poppede og polerede sangpræstationer. De er, som de skal være.

Spillernes professionalisme kommer især til udtryk i de scener, hvor der går noget galt – med vilje. Fejlene er en del af historiefortællingen, og her ser man danserne og sangernes stærke timing. På premiereaftenen kiksede teknikken desuden, og der blev ydet en elegant redning fra alle sider, så alle kunne grine af floppet.

Tyk ironi
På skuespilsiden er det hele en anelse mere ugennemskueligt. Det skyldes, at hele showet har en tyk ironisk distance til genren, og alle overspiller i en sådan grad, at flere scener er håbløst dårlige. Men det er meningen. Bedst som man tænker ”Nøj, det er en kikset scene,” rejser Manden i stolen sig op og påtaler det affekterede skuespil, den uduelige slapstick-komik eller de hjernedøde sangtekster.

Manden i stolen redder altså sin yndlingsmusical ved at komme vores kritik i forkøbet og påtale kløften mellem 1920’ernes konventioner og publikums moderne standpunkt. Han siger det selv: The Drowsy Chaperone er rusten og foran på én gang.

Men ironien og distancen gør, at man heller ikke selv gider investere i historien eller karaktererne. Det skaber en underlig ligegyldighed. Forestillingen fortæller os, at den er en ligegyldig bagatel – så den har sit hyr med at overbevise os om, hvorfor vi skal blive siddende i salen.


Underholdning for underholdningens skyld
Les Misérables er sådan en musical, der gør meget ud af at ville fortælle en dybfølt og nær historie. Det er The Drowsy Chaperone bestemt ikke – og sådan er vel de fleste musicals. Det er alligevel svært at finde forestillingens eksistensgrundlag, fordi den udelukkende vil pjatte og snakke om sig selv hele vejen igennem og rækker ikke udad eller fremad.

Man må nok bare acceptere, at den ikke vil være mere end en kærlighedserklæring til musicalgenren, et superbt udstyrsstykke med flotte og dygtige håndværkere, en musicalbagatel af tomme kalorier. Faktum er jo netop, at man forlader salen overstimuleret og høj på skuespillernes energi med et smil på læben. Man har haft en god aften. The Drowsy Chaperone får 5 fjantede jazzhænder med herfra.

Undertegnede er glad for, at Broadway er kommet til provinsen og ser frem til mange flere store optrin i Fredericia.