Hvem pokker tør lægge an på dødsrigets gudinde, vil den blinde Høder gerne vide i musicalen Valhalla.

Balder gør – den lidt selvfede, men også uforfærdede pigernes ven. - Har du scoret dødsgudinden? udbryder Høder forbløffet. Og det var Balders dametække, der endte med at gøre Høder så forbitret på sin bror, at han med misteltenen – der ikke var taget i ed – slog ham ihjel.

Folketeatret er på turné gennem Danmark med det højspændte familiedrama Valhalla – Balladen om Balder, der ikke er baseret på førstehåndskilden, men Henning Kures og Peter Madsens succesrige tegneserie. Kasper Wiltons iscenesættelse er medrivende, og Sigurd Barretts musik sidder lige i øret. Sigurd giver de gamle guder et nyt liv med hård rock og eftertænksomme ballader. Søren Glads scenografi er udført efter forlæg fra tegneren Peter Madsen, og det ser man også, hvis man ikke lige skulle vide det. Stil og formsprog er meget lig hinanden. Og sceneskift klares med enkle midler som fra et billede til en anden i en tegneserie.

På få sekunder kan dødsriget Hels grå og dystre underjordiske univers forvandles til et frodigt, grønt landskab – alene ved hjælp af Henrik Pihls flotte lysdesign. Scenografien er i sig selv så farveneutral og reflekterende, at den lever med de forskellige lyssætninger. Det er noget af det, der er med til at gøre denne forestilling spændstig og tempofyldt. Alle i familien kan være med her. Ingen keder sig.

En rigtig trickster
Hovedhistorien er forholdet mellem de to brødre, Balder (Johannes Nymark) og Høder (Pelle Emil Hebsgaard). Høder bliver ikke regnet for noget. Eller er det ham selv, der ikke regner sig for noget, fordi han tor, at de andre ikke regner ham for noget? Manglende selvværd er noget trist noget, for nogle gange synes det, som hønen kom før ægget. Også i denne fantastiske historie fra den nordiske mytologi, hvor Loke (Kim Hammelsvang Henriksen) lusker rundt som en rigtig trickster: Han spiller alle et puds og bryder regler og normer for opførsel, som regel med en stor skade til følge.

Frigg (Nastja Arcel) – den kvindelige gudinde og mor til Balder og Høder – forsøger at gøre Balder usårlig mod alverdens ondskab, og kendte børnene ikke udtrykket »at tage misteltenen i ed«, før de gik ind til forestillingen, så kender de den bagefter.

Charlotte Guldberg synger fantastisk som dødsrigets dronning, det bliver en blanding af rock og opera, og genren bryder forfriskende med den sovs af velgørende musical-musik, der har det med at lægge en dyne af små-kedsomhed over en forestilling i genren. Materialet skal varieres, brydes op, og det har både Sigurd og sangerinden fattet.

Underholdende tegnserieunivers
Misundelsen får Høder til at detonere i raseri, da Balder løber Nanna (Lise Kofoed). Endelig var det lykkedes Høder at komme i snak med en pige, og så kommer Balder og spiller smart og løber af sted med hende.

Brødrene kommer på kant med hinanden. Odin (Lars Bom) drager ned til den hadefulde Hel i håbet om at kunne redde Balder, før han dør. De to ravne Hugin og Munin (Nis Pedersen og Søren Hauch-Fausbøll) fjoller rundt og siger sjove ting. Jætterne udkæmper drabelige slag mod hinanden, mens troldene er tumpede. Frigg er den vise og bekymrede, der ser tordenskyerne trække op. Vi er særdeles godt underholdt i dette tegneserieunivers med stærk sang og iørefaldende musik. Der er energi i figurerne og masser af følelser, som ikke kun guder, men også mennesker kender til: jalousi, kærlighed, venskab og tilgivelse.

Det kunne let være blevet til noget middelmådigt sabelsvingeri med komiske mænd, der svinger deres lange skæg, men samtidig med, at der – blandt andet med de komiske ravne – er en kærlig distance til nogle af figurerne, tager den Høders og Balders brødreforhold særdeles alvorligt. Man er nødt til at give Folketeatrets Valhalla topkarakter.