Aarhus Teater nyrenoverede Scala-scene danner rammen for den ungarsk instruerede opsætning af Anton Tjekhovs tilsyneladende udødelige historie om Kirsebærhaven med alle dens uduelige og handlingslammede karakterer. Familieejendommen er repræsenteret på scenen af mørke, tunge mahogni-lignende døre og møbler, som med forvrængede linjer skaber et impressionistisk scenerum, der ganske flot afspejler karakterernes indre. De er små, legende, forvirrede børn i et stort dukkehus.

Midtpunktet på scenen er en stor stjerne, omkring hvilken karaktererne kredser i deres uvirksomme, skødesløse og trøstesløse tilværelse. I løbet af anden akt dekonstrueres scenen, idet sociale relationer brydes op og familien opløses. Scenografien er således et interessant supplement til forståelsen af karaktererne, som står i centrum af historien. Rammerne og formen er ganske fine, men denne opsætning af Kirsebærhaven byder desværre ikke på nævneværdigt indhold.

Familieejendommen skal sælges og kirsebærhaven er i fare, men ingen formår at gøre det, der skal til for at redde den. Særligt berørt af situationen er Ljubóv, spillet af Charlotte Fich, som er faldet i ”Luksusfælden” og sidder i gæld til op over begge ører. I disse recessionstider er det måske ganske relevant at opføre et stykke, hvor økonomisk forfald og handlingslammelse er i centrum. Men de mange halv-ærgerlige skuespilpræstationer og mangel på dynamik og sammenhæng gør forestillingen her underligt uvedkommende. Og det falder i sidste ende tilbage på instruktøren, som ikke har formået at samle skuespillerne til én sammenspillende enhed.

Med sin åbenlyse professionalisme og flotte kjoler redder Charlotte Fichs skildring af den fintfølende og forskruede kvinde dele af forestillingen fra at synes decideret dilettantisk. I skikkelse af den skamløse kapitalist kommer Bue Wandahl ligeledes med forfriskende pust i de ellers besynderligt tunge, kedelige og stift fremførte dialoger. Men ellers er der ikke meget at komme efter.

En Tjekhov-forestilling er ikke nødvendigvis gabende kedelig, for med den rigtige indlevelse og dynamik kommer karaktererne og tematikkerne til live. Desværre er Aarhus Teaters Kirsebærhaven en tør og lang oplevelse, som er svær at være begejstret for.