Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Himmel og jord Københavns Musikteater
Anmeldt 7/2 2013, 07:38 af Christina Aabo Mikkelsen

På flyvetur gennem livet


På flyvetur gennem livet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forestillingen Himmel og jord er en satirisk og poetisk kollage over menneskets fysiske og psykiske tilstande. På scenen står to kvinder og en mand, som i en række stemningsbilleder gennemlever menneskelivets svære balance mellem fysisk og psykisk lethed og tyngde. Kollagen viser hverdagens små og store følelsesmæssige optrin, kærlighedsrelationer og kampe i parforhold, venskaber og møder mellem fremmede mennesker. Der er ikke noget egentligt handlingsforløb og der sker heller ingen psykologisk udvikling med personerne gennem stykket. Forestillingen er bygget op som stemningsbilleder i en stram koreografi.

Anne Karina Nikolajsen, Anette Katzmann og Pete Livingstone spiller tre grænsesøgende kroppe, som udforsker de fysiske og psykiske grænser i et menneskeliv, når de vrider sig i fysisk krævende stillinger, danser, kravler, svæver, springer ned fra højder, klatrer op mod stjernerne og falder brat til jorden. Inspirationen til forestillingen er hentet hos billedkunstneren Poul Jepsen, som er mest kendt for sine ler- og bronzeskulpturer. I første stemningsbillede ser man da også tre levende skulpturer, som vrider sig i forskellige mulige og umulige stillinger på tre podier. Forestillingen er blevet skabt efter devising-metoden, dvs. bl.a. gennem improvisationer, og instrueret af Teater Rio Roses kunstneriske leder Tove Bornhøft.

Scenerummet er sort og minimalistisk med sorte podier i forskellige størrelser, som skuespillerne bruger til at stå på, kravle ind i og springe ned fra. Alle tre er nydelig klædt i sort og hvidt tøj, og ansigtsmimikken og kropssproget fylder langt mere end ordene. De enkelte stemningsbilleder understøttes af musik af Sam Phillips, Peder, Uliatko Stefanovski, Benny Andersson, Nino Rota, Jack Johnson, Alberto Iglesias og Snüzz.

Kroppen i verden
Et stemningsbillede viser, hvordan små kys, kærtegn og skulderklap pludselig forvandles til hårde slag og dermed hvor kort afstanden er mellem fysiske kærtegn og vold. Et andet viser menneskets fysiske trang til at afprøve grænser, udforske verden, springe ud og se, om man kan flyve. Et tredje viser, hvordan nogen trækker læsset, men andre dovent lader sig transportere på andre bekostning. Andre stemninger vi møder i forestillingen er f.eks. behovet for kærlighed og sex, vrede, jalousi, omsorg og glæde. Reaktionerne på kroppens muligheder og begrænsninger spænder vidt i forestillingen. Den verbale kommunikation er sparsom, så når en af de medvirkende pludselig taler, virker det meget effektfuldt – næsten som en uhørlig hvisken eller som en eksplosion ud i scenerummet.

Husk at …
Den ene af kvinderne åbner op for sin egen indre formanende monolog, dvs. alt hvad hun er blevet påduttet at huske gennem livet, og det udvikler sig til en nærmest hysterisk opremsning: ”Husk at nyde livet. Husk at vitaminerne sidder i skralden. Husk ikke at køre for stærkt. Husk at trække i håndbremsen. Husk at elske din næste. Husk at flertallet ikke altid har ret. Husk at skifte olie …”

Det indre psykiske pres af påbud og formaninger manifesterer sig fysisk som en stressreaktion, hun løber forvirret omkring, bryder sammen, falder om og må genoplives. Tematikken er let genkendelig for publikum, og selvom der jongleres med klicheen om ”at gribe livet mens man har det”, så er det ikke en banal, men derimod en overrumplende forestilling med mange fine detaljer.

Skuespillerne er meget overbevisende i rollerne og har en god timing. Dog er det som om, at forestillingen taber pusten i de sidste minutter, og afslutningen virker lidt tam. Måske havde jeg forventet lidt mere grand finale. Men forestillingens samlede poetiske udtryk sidder som en positiv oplevelse i kroppen efter at man har forladt teatret.

81
Forrige anmeldelse
« Snehvide «
Næste anmeldelse
» Kirsebærhaven »