Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Snehvide Aarhus Teater
Anmeldt 2/2 2013, 09:06 af Lise Majgaard Mortensen

En ny og herlig Snehvide


En ny og herlig Snehvide

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Aarhus Teaters iscenesættelse af Brødrene Grimms velkendte og elskede eventyr placerer sig midt i en populærkulturel Snehvide-bølge. Hollywood har taget Snehvide til sig, og i de seneste to filmatiseringer af eventyret, Mirror Mirror og Snow White and the Huntsman, er der ekstra fokus på det kvindebillede, eventyret repræsenterer. Især i sidstnævnte film får Snehvide lov at udfolde sig som den selvstændige og handlekraftige kvinde, hun skal være i dag – og hun står således som forbillede for Twilight-generationens teenagere.

Man fristes til at spørge, hvorfor nu? Hvorfor var 2012 året, hvor Snehvide kom på mode og blev udsat for en så konsekvent genoplivelse? Måske er svaret blot, at Snehvide præsenterer noget i kvindefrigørelsens optik universelt og uforgængeligt, som understreger, at man i dag ikke længere kan leve med, at fine frøkener ikke må hoppe og danse. Desuden vidner underholdningsindustriens konsekvente genbrug af gamle og nyere historier om, at vi som publikum trives med genkendelsens glæde over fortællinger, vi allerede kender kvaliteten af.


Foto: Rasmus Baaner

Aarhus Teaters Snehvide, i skikkelse af den nordjyske singer/songwriter og rødtop Annika Aakjær, er ikke en passiv ungmø, der blot venter på at blive frelst af sin prins. Meget er sket med Snehvide siden Disney udødeliggjorde hende i tegnefilmen fra 1937, hvor hun med sine røde kinder og gule skørter jodlede sig ind i vore hjerter. Snehvide anno 2013 er en hoppende, flapsende, pjattet idealist, som ”hellere vil leve i verden end få den fortalt.” Hun gider ikke øve sig i at neje pænt, hun vil hellere danse træskodans.

Aakjærs skæve stemme og skøre sangteknik giver et friskt pust til de stramme musicalkonventioner. Man ved aldrig, hvad man skal forvente fra hendes stemmebånd, idet hun konstant veksler mellem forskellige lydsfærer. Aakjær er simpelthen et herligt alternativ til, for eksempel, musicaldarlingen Maria Lucias traditionelle lyd. Dertil kommer, at Aakjær tydeligvis ikke har lært at spille skuespil, så hendes tilgang er umiddelbar, naturlig og på mange måder meget moderne. Det skinner dog igennem i anden akt, at hun primært har talent for komik, for i udførelsen af de mere alvorlige, dramatiske scener er præstationen knap så dynamisk og overbevisende. Det ændrer dog ikke ved, at hun er et særdeles sympatisk og lovende bekendtskab, som passer perfekt i rollen som den uskyldsrene men nogenlunde initiativrige hopsaprinsesse.

Smørtenoren Jesper Dupont spiller den superkedelige og overfimsede hvide prins, som ikke er bange for prinsesser, der sveder og danser grimt. Men som arketypisk Prince Charming – landets bedst klædte prins med pagehår, glitter og skulderfjer – passer han ikke ret godt ind i det klovnede univers, og hans fremtoning bliver derfor ufrivilligt komisk. Det er synd, at han ikke, ligesom prinsessen og den onde (og stadig grimmere) stedmor, har fået lidt kant. Han kunne for eksempel have været tyk eller grim, for dermed at understrege prinsessens morale om, at det er ens indre skønhed, der bør tælle – ikke ens fysik.


Foto: Rasmus Baaner

Den onde men moderigtige stedmor spilles af supersangerinden Xenia Lach-Nielsen, hvis skolede og kraftfulde stemmeinstrument brager alle i salen omkuld. Særligt i sin hævntango, med ønsket om at fjerne den kære Snehvide fra denne her planet, sætter hun standarden og viser, at Snehvide ikke blot er en provinsmusical. De fleste af sangene er fængende og flotte, om end man som musicalelsker godt kunne savne de helt store korarrangementer. Dette ønske indfries dog til dels i form af de syv små (kæmpe)dværge, som i bedste Barbershop-stil viser stemmeharmonier i topklasse. I det hele taget spænder de vellykkede, vraltende dværge genremæssigt vidt, idet de også viser talent for breakdance og ”Gangnam Style.”

Brugen af sådanne populærkulturelle meta-referencer er populariseret via Dreamworks, Pixar og Disneys animationsfilm (Shrek, Toy Story, osv.), og senest har Fredericia Teaters Aladdin høstet mange roser ikke mindst for den tossede Genie og hans lignende referencer til Vild med dans og X-Factor. Man kunne måske vælge at se denne meta-leg som en leflen for det unge publikum. Især når man tager i betragtning, at Snehvide kun tager denne stil i brug kortvarigt, og at den derfor synes noget påtaget. Det ændrer dog ikke ved, at Niels Ellegaards ”Gangnam Style” fik både børn og voksne op ad stolene, så hele salen grinede i samlet kor.


Foto: Rasmus Baaner

Bagved os i salen sad en gruppe mini-Snehvider i fastelavnskostumer. De plaprede og pludrede om deres nye idol og den fine prins, mens de gnaskede på de guldkarameller og vingummier, som Aarhus Teater havde stillet til rådighed i anledning af premieren. De synes at være lige så begejstrede som jeg. Og de synes, prinsen var sød. I det hele taget var der en fantastisk let og begejstret stemning i teatersalen på denne fredag aften. Snehvide er sød og folkelig underholdning til både børn, forældre og bedsteforældre. Og det er den bedste børneforestilling, Aarhus Teater har præsteret i lang tid. Min anbefaling: Drop X-Factor på fredag og se Snehvide i stedet for.

80
Forrige anmeldelse
« Skakten «
Næste anmeldelse
» Himmel og jord »