Vi bydes velkommen i kælderen under Aarhus Teater af tre fjollet klædte turisttyper, alle med det stereotype, ærketyske Bundesliga-hår. Her på campingpladsen i Dresden serverer Gerhard, Gerhard og Gerhard dåsebajere og kogte pølser for publikummer med løse mønter i lommen. De taler turisttysk, som alle kan forstå, og der heiles på må og få. Det er allerede sjovt, tænker man. Og med en sådan intro kan man få folk til at grine af alt. Måske også af det, man ikke må grine af. Lollike og Biering rammer hovedet på sømmet med Skakten og tager fat i de sår, vi slet ikke vidste var betændte.

Det klassiske teaterrum er forvandlet til et slags mini-colosseum, og publikum sidder i rundkreds i to plateauer, ansigt til ansigt med både hinanden og spillerne. Denne opstilling er vel kernen af Christian Lollikes konfrontationsteater, som fordrer, at vi er i stand til at observere hinandens reaktioner på de tabuer, han italesætter. Indgangsvinklen er pjattet og absurd, men teksten formidler alvoren, hvilket understreges af, at hele manuskriptet er printet i programmet i sin uredigerede form. Det er et interessant greb at give publikum et håndgribeligt tekstmateriale, som kan understøtte den visuelle oplevelse og dermed sætte tingene endnu tydeligere i relief. Og måske kan teksten sørge for, at vi ikke så let glemmer de ting, forestillingen beder os fundere over.

Turist i det tyske traume
I Skakten er det alvoren af Tysklands kulturhistorie, der står for skud, og forestillingen synes at være et forsøg på at udforske tyskernes, europæernes og amerikanernes opfattelse af mindet om Anden Verdenskrig og ikke mindst holocaust. ”Tyskerne har en indbygget skakt,” siger den ene Gerhard, som så godt kunne tænke sig at vide, hvordan det er at være rigtig tysker. ”Når de åbner skakten, ser de ind i en ondskab, der er større og værre end noget, du kan forestille dig.” Føler tyskerne sig stadig skyldige? Bebrejder vi dem stadig for, at de var for autoritetstro og tillod, at seks millioner jøder blev skubbet ind i gasovnene? Er den tyske skæbne ikke også vores? Kunne det ikke lige så godt have været os, der faldt for Hitlers ”charme”?

For at resten af verden kan få lov at opleve historien på egen krop bygger Gerharderne en politisk ukorrekt forlystelsespark, Naziland. Her kan man for eksempel gå march som en menig nazist eller tage en jødestjerne på og se hvor længe, man klarer sig. Og for dig med trang til en ekstra udfordring: ”Den nybyggede ekstrem-sport arena, hvor du kan prøve at grave dig selv og dine kammerater ud af en rigtig koncentrationslejr.” Idéen er, at man bedre kan forstå jødernes ar, nynazisternes snæversyn og tyskernes skam, når historierne bliver interaktive. Men det viser sig, at end ikke tidsrejsen tilbage til nazismens velmagtsdage og resten af verdens afmagtsdage kan få ordentligt fat i nakkehårene på folk. Holocaust bliver blot endnu en sensationalistisk begivenhed, som underholdningsindustrien kan drive rov på.

Holocaust er underholdning til folket
Og netop her er Lollikes samfundsanalyse og -kritik allerskarpest. Amerikanerne har så lille en historie at trække på, og de kommer til Europa for at opleve den lange og sensationelle fortælling, vores samfund bygger på. Vanessa Lee fra Las Vegas vil opleve holocaust, som det virkelig, virkelig var: ”Waaauw, is this, like, based on a true story?” spørger hun. ”I just love it when it’s based on a real story!” Men historie forbliver fiktion for Vanessa – og for alle os andre, der ikke var til stede.

Det viser sig, at traumet let lader sig kapitalisere, idet den ene Gerhard tager til Las Vegas, hvor han får sit eget one-man-show med fortællinger om Tyskland anno 1944. Her fortæller han sin historie igen og igen med mere og mere bævende stemme. Man fristes til at kalde det ”Oprah-ficering” – traumeporno af bedste skuffe, som har givet anledning til en ”uendelig syndflod af tåreperser-hollywoodfilm om de stakkels jøder.” Vi æder glædeligt Schindlers Liste, Drengen i den stribede pyjamas og The Reader – men hvor går egentlig grænsen mellem virkelighed og fiktion?

Lollike – teatrets Tarantino
Den største fornøjelse ved Lollikes forestillinger er hans evne til at give én noget at tænke over, som man ikke vidste, man overhovedet burde tænke over. Den ovenstående analyse, som synes nødvendig for at komme til bunds i forestillingen, præsenterer blot en del af de problematikker, som teksten tager fat i. Der er også en stor hjort, en lille hjort, en hel zoologisk have og en klaustrofobisk afslutning, som ikke skal afsløres her. Til at bære projektet er valget faldet på to velkendte ansigter fra Aarhus Teaters ensemble, nemlig Ene Øster Bendtsen og manden med den dybe røst, Jacob Madsen Kvols. Desuden præsenterer Skakten et nyt og interessant bekendtskab, Kristoffer Fabricius. Alle har de komisk talent og evnen til at fremtvinge tekstens seriøse undertoner i alt hvad, de gør. De arbejder med en utvungen, legende stil, som tillader dem at parodiere sig selv, os andre og alle dem udenfor – alt imens de råber, knalder, heiler, tackler, drømmer og fortæller. Det er herligt tidssvarende.

I sammenligning med, for eksempel, den eminente økokalypse Kosmisk frygt, eller den dag Brad Pitt fik paranoia fra 2008 står Skakten ikke helt mål. Pointerne er knap så skarpe, handlingen knap så sindssyg, og i det hele taget har Skakten ikke helt samme underholdningsværdi. Men har man aldrig set en Lollike-forestilling, vil man helt sikkert spærre øjnene op. Forestillingen her repræsenterer den typisk ”Lollikske” stil, som på sin vis kan sammenlignes med den premiereaktuelle amerikanske filminstruktør Quentin Tarantino: Det er en kontroversiel og uhøjtidelig tilgang til teater, som i den grad bryder med klassiske konventioner og tabuer. Det er ikke et historisk drama, det er heller ikke en komedie – det er en genre i sig selv, som er svært beskrivelig, fordi den spænder vidt.

Skakten er under alle omstændigheder meget anbefalelsesværdig, især hvis man står med valget mellem en forældet klassiker og dette outrerede, tidssvarende kaosteater. Med en kassekold dåsebajer i hånden havde jeg en fest i kælderen. Der var plads til undren, og der blev grinet af det meste. Også det farlige.