Der bliver talt meget – især på tv. »Jeg mangler ord«, siger man så. Jamen, gudsketakoglov kan man så bare tænke. Og man nyder, at der i halvanden time ikke bliver sagt et ord i mime-, danse- og sparkeforestillingen Kunsten at dø. »Ikke sagt et ord« er måske så meget sagt. For ind imellem siger de to skuespillere, Paolo Nani og Kristján Ingimarsson, godt nok et »hallo« eller et »ja«. Men de taler mest med kroppen.

Kunsten at dø er en morsom og rørende forestilling med to yderst talentfulde kropskomikere. En lille, ja nærmest spartansk forestilling, men verden bliver gjort stor for os med kropsteater i den klassiske commedia dell’arte-tradition med lydeffekter, som var det stumfilm – som taget ud af den italienske maskekomedie med cirkus, varieté, pantomime og improvisation.

Scenografien er blot et rødt scenetæppe med vrangen vendt mod os. Paolo Nani og Kristján Ingimarsson agerer to skuespillere og komikere, og vi følger dem bag tæppet. Italienske Nani er den snu og vemodige, islandske Ingimarsson den gale og vilde. De ankommer til en krig, som ingen af dem rigtig ser ud til at forstå.?Den ene med en papnæse, en træsabel og en napoleonshat – den anden som den underordnede, der bare har at parere ordrer. Ikke underligt, at han har en lang næse. Et ulige, men alligevel perfekt makkerpar, der i bedste Chaplin eller Gøg og Gokke-stil får medspil af en præcis og perfekt lydkulisse med støvletramp, musik og rabalder, når en falder på halen.

Så er klovnenummeret forbi, og vi ser dem bag scenen, hvor bifaldet brager på den anden side af tæppet. Afslører deres eget personlige univers af drømme, stolthed, glæden ved berømmelse og viser, at de kan kaste med knive, så skaftet sidder lige i æblet. Det er ren Wilhelm Tell!

Le foran tæppet og græd bagved
Men så kommer en konvolut med et røntgenbillede af den ene klovns lunger. Vi ser en knude så stor som en tallerken. Hvordan tager man det, når man ved, at man skal dø. Det ved man ikke, før man ved det. Hvordan skal han nu kunne le på scenen, når han græder bag tæppet? Klovnen pakker sit habengut sammen, men lader sig alligevel overtale til en sidste forestilling.

The show must go on, og sådan tryller Paolo Nani den heroiske tenor-arie ud fra Puccinis Tosca. Man bliver gang på gang overrasket i denne halvanden time lange – eller rettere: korte – forestilling, der er spækket med fabelagtige og barokke numre.

Den giver et sus
Kunsten at dø er en af den slags enkle forestillinger, der giver et sus – sikkert ikke kun blandt publikum.?Der er et forløb, der ser ud til at ligge fast, men der er også improvisation, teaterkunst uden sikkerhedsnet. Vi mærker ironisk nok, at vi er i live – det er live, og alt kan falde til jorden. Vi kan slå os – ligesom når mennesker dyrker ekstremsport for at blive mindet om, at de er i live.

Man bliver bevæget og i godt humør af denne forestilling – og selv om vi bliver mindet om, at vi skal dø, så ender vi med at glemme det. For »kunsten at dø« er en fantastisk hyldest til livet.