»Dansen over vores hoveder, der var trængt ind gennem min udmattede døsen og det tæppe af varme, der næsten stoppede min vejrtrækning, var blevet makaber. Det var en dødedans med gale mænd og kvinder, der dansede, fordi verden ganske enkelt var ved at gå under, og der ikke var noget at gøre ved det.«.

Sådan kan man læse i bogen Claras krig, der på dansk udkom på Gads Forlag i 2010. Teatret Møllen har sat fortællingen op som teater – både på den faste scene i Haderslev og som turnéteater rundt om i Danmark.

Det er en polsk Anne Frank-fortælling, omend lidt mere bizar. Bogen er nemlig den autentiske beretning om en jødisk familie, der søger tilflugt i en kælder hos en tysker, der var jødehader. Det skete i en lille by i det østlige Polen, der ved Stalins og Hitlers beskidte lokumsaftale først tilfaldt Sovjetunionen, og som Nazityskland senere ranede til sig. Da var fårene for alvor udleveret til ulvene.

SS gik grundigt til værks. Jøders ejendomme blev tvangseksproprieret. Jøder blev enten dræbt eller deporteret til tvangsarbejde. Clara var 15 år, da Anden Verdenskrig brød ud i 1939. Ved en bureaukratisk fejl undgik hun og hendes familie deportation.

Tilflugt i en kælder
De søgte tilflugt i en kælder hos en folketysker, oprindelig en nazistisk betegnelse for de tyskere, der levede uden for det tyske riges grænser. Valentin Beck hed denne »Volksdeutscher«, en dubiøs type med hang til sprut og damer, antisemit og stærkt forgældet. Denne jødehader tilbød at skjule Claras familie og et par andre jødiske familier i et kælderrum under sit hus. Et hus, han i øvrigt havde fået af nazisterne, der havde beslaglagt det fra en jødisk familie.

Litterært forlæg
Der er godt stof til et teaterstykke, og Møllen er gennem tiden sluppet godt fra at bearbejde litterære forlæg til teater. Scenografien er rå og spartansk. Musikken har alle elementer med en blanding af klezmer, blues og gademusik. Og den dramatiske form er både fræk og poetisk. Møllen er også på turné med Claras krig.

Det er en gribende og indholdet til trods også underholdende forestilling, hvor Ole Sørensen lyser op som folketyskeren Beck og den unge Marie Vestergård Jacobsen som Clara. Janus Elsig har overtaget alle siderollerne fra Klaus Andersen, der har orlov fra Møllen og for tiden spiller på Svalegangen i Aarhus.

Det er sideroller som tyskere, kortspiller og naboer. Musikerne Lars Rødbroe og Rasmus Steenberg er scenen, mens de spiller, og bevæger sig - typisk for en Møllen-forestilling - rundt blandt skuespillere. Det forstærker persongalleriet og virker som motor. Levende musik indgår som en naturlig del af teaterforestillingen.

Gode billeder
Claras krig er spækket med gode billeder, men den svælger ikke og bliver heller ikke patetisk. Man får næsten klaustrofobi af at se alle de medvirkende pakke sig sammen i det trange kælderrum under scenen med instrumenter og hele deres habengut.

Ole Sørensen spiller den alkoholiserede Beck, så man bilder sig ind, at man kan lugte spritånden, og Marie Vestergård Jørgensen er en spinkel lillepige af statur, men fyldt med angst, sorg og alvor i tale og mimik. Et sårbart, men i sidste ende stærkt menneske i en grotesk verden, der går under.

Til gengæld mangler Janus Kim Elsig noget mere pondus til at kunne give en gammel rotte som Ole Sørensen det nødvendige med- og modspil. Det kan komme med erfaringen.

Typisk Møllen
Lydbilledet er særdeles virkningsfuldt med bomberegn, soldater, granater, maskingeværer i det fjerne og fuglefløjt – alt sammen lavet i en collage af stemmer og lyder fra skuespillere og musikere.

Nogle scener bliver trukket længere ud, end godt er (blandt andet åbningsscenen med en lang opremsning af alle de overgreb, der bliver gjort mod jøder), men forestillingens rytme kommer aldrig ud af takt.

Og når man kan sige, at et stykke er »typisk Møllen«, og Møllen så slipper godt fra det, må det være et tegn på, at tradition aldrig har ædt fornyelsen på teatret.