Slut hedder en forestilling, som Folketeatret turnerer med i efteråret. Men det er ikke slut. Når noget er slut, begynder noget andet blot. Og da de fem medvirkende åbner forestillingen ved at komme ind på scenen og sige »tak for i aften«, så er der allerede åbnet for selvironien i en blanding af teater, stand up og cabaret.

Vi bydes velkommen til halvanden time med erindringer, case-stories, dagligdagsbetragtninger og indskydelser – ofte med et destillat fra skuespillernes eget liv. Og skuespillerne er to mænd og tre kvinder, der (det kan vi vist godt sige uden at fornærme nogen) er ved at komme op i alderen.

De ser tilbage på »det satans liv«, som Steffen Brandt synger om, og det i en tid, hvor det er blevet så pokkers smart at være ung. Så smart, at flere ældre også holder sig unge – eller prøver på det. Som Finn Nielsen her i Slut, der hopper og springer og ikke hopper med på pensionistture til Gilleleje, men selv tager bussen derop – og ikke med seniorrabat, men til fuld pris.

Folketeatret sender forestillingen på turné, efter at den har spillet på Republique i København for et par sæsoner siden. Slut er en herlig forestilling om blodpropper, Alzheimer, brysters, mavers og mormorarmes tyngdekraft, om den tid, hvor livets skjorte er ved at blive for kort. Og dermed rammer den også hovedparten af dem, der befolker de danske teatersale – det vil sige dem, der stadig holder aviser. Uden at lefle. Der udfordres hele tiden – og kan med stort udbytte ses af grønskollinger, der holder sig ajour på nettet og får fiktion pr. blu-ray.

Når man tror...
For de fem modne på scenen går i collager tilbage i deres eget liv og tygger på alt det, de gjorde og ikke gjorde. Også for alle dem, der endnu ikke har fået slidgigt eller gammelmandssukkersyge, er der også masser af stof at hente. Det skinner igennem i programmet til forestillingen, hvor dramatikeren Kamilla Wargo Brekling gør os klart, at man aldrig bliver professionel udi livet.

Når man tror, man har tjek på det i 30-årsalderen, så kommer der noget helt nyt i 40’erne - og sådan kører møllen. Tingene forandrer sig. Når man synes, man kan det der pis med at være forældre, så flytter børnene, og snart skal man til at være bedsteforældre. Tingene forandrer sig konstant, og derfor er vi alle nybegyndere på et eller andet stadium.

Det præsenteres i en enkel scenografi med tæpper på væggene og et væld af lamper i loftet. Teaterformen er subjektiv og personlig. Instruktør og skuespillere har kogt retten sammen, inspireret hinanden og krydret med personlige oplevelser. Det kan mærkes. Der skiftes med hurtige klip og forskellige mennesketyper – meget præcist og meget autentisk. Nogle gange med en slående virkning. Der veksles med stærk kontrast mellem humor og alvor (nogle gange blandes det) – en kontrast, der forstærker begge dele. Som da Jannie Faurschou sidder i lange sekunder og venter på besked hos lægen. Hun har selv været alvorlig syg.

Hvor er alle drømmene?
Maria Stenz synger »Hvor er alle drømmene du drømte«, så den poetisk sigende sang mere er en del af forestillingen end hendes eget kæmpehit fra 1970’erne. Der hoppes i flashback tilbage i årstallene i et patchwork som de persiske tæpper på bagvæggen. Claus Bue spekulerer vittigt og tankevækkende over, hvor mange måder man kan dø på. Forslagene kommer på samlebånd. Og Kirsten Peüliche nægter at dø, mens alle de andre råber:?»Hold nu op, kom nu ud fra det skab«.

Ellers hopper alle sandelig ud af skabet. Her er ingen tabuer, men masser af kærlig ironi over angsten for at blive gammel. Hvis man overhovedet bliver gammel nu om stunder.