Med udgangspunkt i Ludwig Wittgensteins teorier om virkelighedsopfattelse er Teater Hunds nye forestillingen Der var engang en virkelighed noget så sjældent som filosofi for børn. Hvad er virkelighed, og hvad er sandhed? Hvordan opfatter vi virkeligheden, og hvordan hænger vores opfattelse sammen med den 'virkelige virkelighed'? Det er nogle af de spørgsmål, forestillingen rejser hos sit unge publikum. Det er samtidig gennemført en metaforestilling, teater om teater eller rettere om dét at lave teater og de konflikter, der kan opstå, når man ikke er helt enige om, hvordan det skal laves.

På scenen står tre voksne skuespillerinder, som har iscenesat sig selv som ulven fra Rødhætte og ulven, Mary Poppins og en spejderpige. De starter med eksplicit at etablere, at vi sidder i et teater ved at demonstrere deres scenetekniske løsninger for publikum og forklare, hvordan de har tænkt sig at opbygge forestillingen. De skal efter tur hver især bestemme, hvad der skal ske, og hvordan det skal iscenesættes. Dernæst går de ind i fortællingerne: En meget fri fortolkning af Rødhætte og ulven, Mary Poppins og en fortælling om en lejrtur, der går i opløsning, da skuespillerne begynder at lyve for hinanden og skændes om, hvad der rigtigt og forkert.

Oplægget er som sådan vellykket nok, men formen og fortællingerne lukker sig hurtigt for meget omkring sig selv, og selvom den kun varer 40 minutter, virker forestillingen lang. Der går metalag i metafortællingen, og det står børn såvel som voksne lidt af på. Når der spilles på genkendelige motiver eller humoren bliver grotesk – som da ulven f.eks. parterer bedstemor med en motorsav – er det underholdende, men der er for få af den slags momenter. Dagens publikum er ca. 5-7 år gamle, og det er desværre tydeligt, at de bliver hægtet af undervejs. Samtidig er fremdriften i historien ikke stærk nok til at holde interessen fanget, og den interne 'konflikt' på scenen bliver løst lidt for tilfældigt med en ”så blev vi gode venner igen”-slutning.

Som børneteater er det interessant, at Teater Hund griber fat om et tungt, universelt emne som hvad virkelighed er. Godt børneteater taler jo netop til børnenes intelligens og behandler dem som ligeværdige, og det formår denne forestilling også. Det er ganske enkelt i den basale iscenesættelsesmæssige udførsel, konstruktionen halter. Tekst og dialog kører trægt, og der er som nævnt ikke nok fortællemæssige elementer, der pirrer interessen. Ud af de valgte fortællinger står Rødhættedelen også klart stærkest med sin velkendte historie, der er nem at digte med på for store såvel som små, og sine dramatiske elementer. Der er generelt også flotte billeder i iscenesættelsen, og skuespillet er godt og velspillet, men der mangler altså lige den narrative nerve, som den spændende tematik ellers byder på gode muligheder for at skabe.