Omdrejningspunktet er den virkelige fortælling om Elvira Madigans og Sixten Sparres tragiske kærlighed, der som en anden Romeo og Julie-romance ender i deres fælles selvmord. Forestillingen er produceret af det svendborgensiske Baggårdsteatret, som typisk tager udgangspunkt i fortællinger fra det sydfynske område og skaber nyskrevet dramatik herom. Historien om linedanserinden Elvira Madigan og løjtnanten Sixten Sparre ender således på Tåsinge ud for Svendborg, hvor deres besættende kærlighed har ført dem til på flugt fra virkeligheden. De blev fundet døde i en skov, begge dræbt af Sparres tjenestepistol, tydeligvist for egen hånd.

Den københavnske version af Taasinge er opsat i Pumpehusets rå rum, der danner en fin, kølig ramme omkring Simon Holk Witzanskys dystre scenografi, et rum domineret af blændende lys og ildevarslende skygger, som kaster flotte kontraster omkring den sørgelige historie. Midt i rummet er en elmast, der bliver personernes eneste holdepunkt på deres flygtige vej. Det er et rum i bevægelse, på vej ind i en mørk blindgyde. Elvira Madigan og Sixten Sparre portrætteres fint af den nyudklækkede skuespillerinde Therese Damsgaard og den mere garvede Nils P. Munk i et tæt, dynamisk samspil.

Gennem en række fine, abstrakte scenarier fortæller de i tilbageblik deres egen historie, fra det hele begyndte med en brevveksling, efter Sixten som anmelder havde været inde og se Madigans linedans i cirkusset og øjeblikkeligt var blevet forelsket i hende. Han er gift og har to børn, men kan ikke modstå sit begær efter den unge cirkusprinsesse, og korrespondancen udvikler sig til en affære. Elvira er meget ung, og det er med pigebarnets uskyldsrene forelskelse, hun kaster sig i hans arme og forlader cirkusset og sin familie. De har ikke andet valg.

Stykket virker tildels en smule gammeldags i sin problematisering af den romantiske kærlighedsaffære, som i dette tilfælde gør de to elskende til pariaer. På den anden side er det en moderne behandling af, hvordan begæret kan få os til at fralægge os vores ansvar og vende vores liv og virkelighed ryggen. Elvira og Sixten er forblindede af deres fælles følelse af nødvendighed af at være sammen, og de smider resten af verden væk. I en moderne kontekst kan deres tragedie godt opleves som en ekstrem version af de moderne kærlighedsrelationers flygtighed, og vores tendens til at handle med egoet som kompas, uagtet omkostninger og konsekvenser.

Historien om Madigan og Sparre er en virkelighedens Romeo og Julie-tragedie, men deres skæbne bliver i Baggårdsteatrets fortolkning og Lasse Bo Handbergs iscenesættelse langt fra romantiseret. Forestillingen viser på kynisk vis én lang deroute, hvor hovedpersonerne hele vejen igennem står på kanten af afgrunden. En kold og realistisk rammende oplevelse, der samtidig er lidt for tung at danse med, idet indlevelsen er forsvundet sammen med varmen og håbet, som fortællingen helt er drænet for. Vi er fra starten af fuldt bevidste om, hvor det ender – og, hvis man kender historien eller har læst om forestillingen på forhånd, kender man jo også slutningen, allerede før man går i teatret – og derfor er det ærgerligt, at vi ikke bliver taget mere med i karakterernes udvikling. Jeg savner ganske enkelt at fatte sympati for personerne og forstå, hvad der driver dem.

Forestillingens store svaghed ligger således efter min mening i manuskriptet og de dramaturgiske valg, idet forløbet opleves i tilbageblik, og der klippes mellem tiderne hele vejen. Grebet skaber en amputeret oplevelse af et langsomt fald mod det nulpunkt, hvor vi startede ud. Samtidig forstår man aldrig rigtigt de elskendes lidenskab eller dette altopslugende behov for at være sammen, der bringer dem på flugt. Tværtimod får man indtryk af, at Sixten, som kun kan begrunde sin kærlighed til Elvira med at hun er smuk, tvivler på sin beslutning om at forlade kone og børn til fordel for hende, og Elvira virker langt hen ad vejen som et forblændet pigebarn, der ikke ved bedre.

Nerven i deres forhold synes gemt væk under en meget tænkt tekstkonstruktion, hvilket er ærgerligt, for der er ellers fint potentiale i samspillet mellem Therese Damsgaard og Nils P. Munk, som i øvrigt klæder hinanden godt. Herudover er oplevelsen desværre præget af forstyrrende stilistiske greb som f.eks. publikumsinteraktioner, der virker meget malplacerede i en fortælling, som ellers både foregår i en anden tid og et andet rum end teatrets. Selvom det kan være nok så gammeldags, kunne det i Taasinges tilfælde være tilrådeligt at lade den fjerde væg blive oppe. Denne autentiske tragedie rammer trods veludført, teknisk fint teaterarbejde desværre aldrig dér, hvor det gør ondt.