Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Maestro Teater Nordkraft
Anmeldt 14/4 2012, 16:29 af Kim Toft Hansen

Kaizers dystopia


Kaizers dystopia

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Maestro. En såkaldt rockteaterbastard. Et teaterstykke, en musical, baseret på musik og karakterer fra Kaizers Orchestra. Dystopisk. Ambivalent. Og swingende. Da Maestro træder op på scenen efter pausen, med kølle i hånd og maniske ord i mund, går en brandalarm. Maestro kigger opgivende – og løber ud. Publikum er efterladt. I et splitsekund i venteværelset midt imellem fiktion og virkelighed. Indtil det går op for os, at det faktisk er teatrets egen alarm, vi kan høre. Og vi føres alle ud af salen og ind i gråvejret uden for. Ja, sådan kan det gå i en krigsstemning som den, Kaizers Orchestra fremfører.

Ordene her skal derfor tages med forbehold. Det forbehold, at en afbrydelse undervejs kan virke trættende. På de optrædende og på publikum. Endda på en premiereaften. Halvdelen forlod salen under afbrydelsen, mens vi, der blev tilbage, blev takket. Indtil da havde vi været vidner til en stort anlagt, syret og spændstig teateromsætning og -opsætning af Kaizers Orchestras musik og univers. Alene det, at publikum var i tvivl om alarmens karakter, fortæller noget om et univers, der drager modtageren ind. Langt ind. Er man først kommet ind i orkestrets univers, er det meget svært at slippe ud igen. På den gode måde.

Krig og resistance
Karakterer og handlingsstumper er undfanget på Kaizers Orchestras tre første plader Oompa til du dør (2001), Evig pint (2003) og Maestro (2005). Igennem disse plader udfolder der sig et karaktergalleri og en dyster krigsstemning, som er lidt svær at tids- og stedfæste. Det gælder også teaterstykket. ’De gode’ er Resistansen, der kæmper mod ’De onde’, ledet af overhovedet Kaizer og den mytiske Mr. Clavier. De gode er klædt i tøj, der ligner noget fra 40’erne og 50’erne, mens de onde er udklædt som franskfamlende kaniner. Besynderligt, dragende og ikke mindst tæt ved surreelt.

Umiddelbart er set-up’et ganske simpelt. En krig, der i nogen grad ligner Anden Verdenskrig og til forveksling også kunne minde om en koldkrigsstemning. En gruppe personer kæmper mod overmagten. Midt i modstandsbevægelsen finder vi lederen Vicente, der er forelsket i Victoria, som også Sonny elsker. Victoria elsker dem begge – og har dem begge. En kærlighedsfortælling sovset ind i krig. Eller krig marineret i melodrama. Indtil noget drastisk sker, der vender op og ned på det hele. Måske var det ikke så simpelt endda. Universet, der udfolder sig, er oprivende og tvetydigt.

Musik og teknik
Det bærende element i forestillingen er så absolut de velkendte numre fra Kaizers Orchestra. Nyklassikere som ”Oompa til du dør”, ”Maestro” og ”Kontrol på kontinentet” flettes hudløst ind i fortællingens rytme, der ikke afbrydes af sangene. Fortællingen bygger i stedet op til numrene, hvilket er lidt en omvendt musical, hvor musikken ofte cementerer stemning og historie. Her er numrene helt i centrum, og derfor vil Maestro i høj grad appellere til alle, der kan lide Kaizers Orchestra.

Musikernes sceniske optræden læner sig, selvom de ikke direkte indgår i handlingen, endda meget tæt op ad den optræden, Kaizers Orchestra selv bærer præg af. Særligt musikerne bag pumpeorgel og guitar falder i øjnene. Musik og skuespillere interagerer hermed tæt med publikum, særligt på de forreste rækker, og er en vigtig årsag til den sugekopeffekt, som handlingen har. Scenerummet er, allerede da vi træder ind, indtaget af skuespillere, der hilser velkommen, og musikere, som rigger instrumenter til. Alt sammen elementer, der hæver niveauet til en forunderlig og bizar oplevelse. Flot.

Desværre er der nogle problemer rent lydmæssigt flere steder. Lyden var indledningsvist meget svag, og teatrets tunge betonvægge er da heller ikke akustisk taknemmelige. Men volumen var alt for høj, lydproduktion var rodet, og det var svært at skelne stemmer og instrumenter fra hinanden. Det blev dog hurtigt betragteligt bedre, men aldrig helt godt. Stemmer faldt en anelse ud, og korsang, der hos Kaizers Orchestra til tider består af velartikulerede råb, blev her til, ja, blot råb. Under anden del begyndte den venstre højtaler endda også at sætte ud med knas og knitter. Ja, rock og Kaizers Orchestra skal spilles højt, men der er grænser – også for teknikken.

Samtidig er musikken fra Kaizers Orchestra også en udfordring. Ændringer i tonalitet, brug af atonale passager på guitar og orgel og rytmebrud og spontane rytmeskift er svære at reproducere. Det skal naturligvis ikke være en sammenligning i faktor 1:1, men nogle af numrene – særligt titelnummeret ”Maestro” – var mindre heldigt fremført. En malplaceret saxofon følger kun næsten guitaren eller omvendt, mens vokalensemblet til tider var helt skævt. Andre numre var mere heldige, fx ”Kontrol på kontinentet” og ”Knekker deg til sist”. I bund og grund var et svingende lydbillede og momentvist svingende musikerpræstationer forestillingens svageste led.

Ingen dystre miner
Det er naturligvis lidt en skam, at særligt fremførelsen af sangene ikke er bedre rent vokalmæssigt, når musikken er så bærende et element i forestillingen. Tromme og orgel fungerede fint, og oftest fulgte guitaren også godt med. Derfor er grundstemningen muligvis så tæt på Kaizers Orchestras barokke univers, som den kan komme. Får teatret rettet op på lyden gennem spilleperioden, vil det hjælpe gevaldigt på det resterende. Og skal spillerne ikke afbrydes af flere frustrerende brandalarmer (det var efter sigende ikke første gang), så kan det også være, at deres stil vil holde bedre og længere. Efter alarmen faldt særligt vokalisternes præstationer en god del. Hvilket naturligvis er forståeligt oven på endnu en afbrydelse.

Alligevel er det samlede billede af Maestro, at det er en vellykket forestilling, der i scenerummet formår visuelt at genskabe det univers, som musik og tekster udfolder hos orkesteret. En scene, der i nogen grad ligner den, som Kaizers Orchestra selv har, er udbygget til at kunne omfatte handlingen på særdeles effektiv vis. Små overraskelser venter undervejs, og kreative løsninger er brug: Det er visuelt og poetisk virkelig godt tænkt at bruge lightere som pistoler. Man skyder – og den anden går ud som et lys. Der lige er tændt. Der er flere af den slags løsninger – og det store billede er, at den dystopiske poesi, den underdrejende krigsstemning og den sortsværtede humor alt samme er genskabt.

Tag gasmasken på – vi skal på skovtur. Sammen med Maestro.

62
Forrige anmeldelse
« Schwanzen Sänger Knaben «
Næste anmeldelse
» Taasinge »