Flemming Jensen er en rund og sjov mand. De senere år har han dog vist, at han også kan have kanter. At ikke alt er lige meget, Nissernes Ø og hygge-nygge-dansk. På Nørrebros Teater hamrede han igennem med forestillingen Spindoctor, hvor teatergæsterne fik at noget at se, som de sikkert godt vidste i forvejen, men som det var velgørende at blive mindet om: Disse spindoktorer, der slipper godt fra at fedte for flertallet og manipulere med den journaliststand, som de – guderne må vide hvorfor og hvordan – ofte tidligere selv har været en del af.

Flemming Jensen har tillige en formidabel improvisationsevne. Jeg husker, hvordan han på en brøkdel af sekundet fangede tilråb fra publikum, da han var på tour med Jorden rundt på 80 dage – i selskab med afdøde Jesper Klein. Og reagerede ved at gå i knivskarp og tilstedeværende dialog.

Flemming Jensen er også på spil i selskab med Omar Marzouk – denne gang i Mogens og Mahmoud om en blød dansk revisor og en muslim, der bor under samme tag.

Han har markeret sig med mere holdning, blandt andet når det gælder dansk krigsførelse i Mellemøsten og Afghanistan, og når det gælder den danske indvandrerlovgivning og indvandrerdebat. I forbindelse med store avisinterviews er han blevet afbildet med et alvorligt ansigt, hvor farverne er trukket ud af ansigtet - og der er blevet lagt ekstra kontrast ind. Som det sig hør og bør for professionelle fotografer nu om dage. Han har sågar været medunderskriver på en petition, hvor han skriver, at han ikke tror på den officielle 9/11-historie.

Men af en eller anden grund bliver dansk mainstream stand-up sjældent rigtig farlig. Det, kunstnerne udtaler til aviserne, kommer knap så tydeligt frem i stand-up-forestillingerne. Det bliver sjældent rigtig politisk eller skarpt. Måske fordi kunstnerne ikke vil skræmme nogen væk, der måtte have en anden holdning. Måske er det fordi, de alligevel gerne vil behage alle, der er kommet ind i salen. De skal jo også leve af det.

Flemming Jensen bed heller ikke til, da han var stand up i Flensborghus. Vi skulle grine med hinanden, for som han sagde: Humor er så dejligt afvæbnende. Et blødgøringsmiddel. Det er svært at blive sur på én, man har siddet og grint med. Det har han helt sikkert ret i. Men humor kan også blive et våben. En trojansk hest, hvor holdninger kan lirkes ind ad bagdøren. Det er svært at sige, at en sjov mand ikke har en pointe.

En vits midt i konflikten
Flemming Jensen argumenterede godt for sin sag. Både som »rollemodel«, som det jo hedder nu om dage. For manden er sjov og rund – selv om man med belæg kan hævde, at han nok kun har fat i det modne og ældre segment, når det gælder stand­up. Revanche kan han altid tage i rollen som Lunte i Nissebanden.

Men det skal siges til Flemming Jensens forsvar og tjene til hans ære: Han gav os bestemt gode eksempler på, hvordan det var lykkedes at få to parter i en konflikt til at tale sammen, efter de har leet i selskab med hinanden.

Der var overlæger og sygeplejersker på et sygehus nord for København, der var nået dertil, hvor de næsten ikke kunne tåle synet af hinanden. Og der var danskere og forskellige indvandrergrupper uden for Aarhus, der enten slet ikke sagde noget til hinanden eller skændtes, når de blev bragt sammen.

Tryghed er en forudsætning
- Der er en tendens til, at vi i Danmark er begyndt at dele det hele meget op i humor og alvor. Men humor uden alvor er ikke humor. Og alvor uden humor er ikke alvor, sagde Flemming Jensen. Han sagde et andet sted i forløbet, at man kun kan lave grin med dem, man kender.

- Når man sidder i stue sammen med nogle, man er tryg ved, kan man sige hvad som helst til dem. Er man i en stue sammen med fremmede, bør man lige stikke fingeren i jorden. Det er jo almindelig pli, sagde Flemming Jensen. Og hentydede til tegningerne i Jyllands-Posten.

Den linje forfulgte han også konsekvent under forestillingen i Flensborghus. Ramte os dér, hvor vi alle var ens. Blev aldrig for fræk eller for plat eller begyndte at trække humoren derud, hvor den kunne provokere for meget.

Det begyndte med en dialektrejse fra Sydsjælland til Hellerup – og gik over i kærlige stikpiller til Europa og USA – landet, hvor tykke fra Danmark føler, at de kommer på slankekur. Ind imellem kom så nogle tankevækkende pointer, som »vi kan ikke forstå, at indvandrere har så mange børn. De kan ikke forstå, at vore børn har så mange forældre«. Og gik over i en parodi på bedsteforældre, der fik børnehavekeramik af børnebørnene. Den gik rent ind i salen.

Talent for timing
Det alvorlige blev skudt af, når vi var tøet op med gode pointer (det var dét med den trojanske hest), og humoren blev sat ind, når der var lige ved at gå for meget alvor i det. Han har talent for timing, som da han tog et krus med vand og hældte det ind i øret - og spyttede dem ud med munden:

- Nu havde jeg siddet og hørt på Ole Sohn på vejen herned. Nu ville jeg vise, at det også var muligt at hælde vand ind i øret, sagde han. Det er en kunst at ramme bredt og stadig nå højt. Jensen ramte bredt.