Det Røde Rum sætter forestillingen Revolver-trilogien op i Skuespilhuset. Stykket er skrevet af den argentinske performer Lola Arias (f. 1976), der anses for at være en vigtig eksponent for den argentinske teaterscene. Revolver-trilogien havde urpremiere i Argentina i 2007, hvor Lola Arias selv spillede en af rollerne. Lola Arias’ tekster er oversat til flere sprog, og hun har sammen med kollegaen Stefan Kaegi bl.a. skabt de internationale kunstprojekter Airport Kids (2008) og Parallel Cities (2010-2011). Det sidstnævnte kunne opleves under Metropolis-festivalen i København i 2011.

Instruktøren Rune David Grue og ensemblet Det Røde Rum har som projekt at udfordre teatret og skuespillerne, og de arbejder ud fra et sæt dogmeregler i alle deres produktioner. Nu har de taget fat på Arias’ dramatik, der bedst kan beskrives som performancetekster, hvor handlinger i realtid blander sig med dramaets som-om-virkelighed. Stykket over oversat til dansk af Simon Boberg. Revolver-trilogien foregår i grænseområdet mellem drøm og virkelighed, mens handlingen foregår i storbyen Buenos Aires, som er plaget af strømafbrydelser og indbyggerne sover med en revolver under hovedpuden – hvis de da overhovedet sover.

Første del af trilogien er afgjort den bedste. Her taler en mand med sin ekskæreste over Skype om natten. Han elsker hende stadig, mens hun er færdig med ham. Stykkets tre mandlige skuespillere Thomas Hwan, Mikkel Arndt og Joen Seemann Højerslev er ens klædt på og spiller simultant den samme mand, men de spiller forskellige sider af ham: hans vrede, hans afmagt og hans håb om at genfinde en samhørighed med kvinden. Johanne Louise Schmidt spiller ekskæresten, som sidder alene i en lejlighed sammen med babyen, som er det eneste de to voksne har til fælles. Publikum ser kvinden og babyen live på en storskærm. Johanne Louise Schmidt er fantastisk i rollen som ekskæresten, der uden filter udtrykker sin livslede, og hendes tanker cirkler omkring selvmord, mens hun sidder med babyen på armen. Det skaber en del nervøsitet hos barnets far og på tilskuerrækkerne. Babyen opfører sig imponerende eksemplarisk i den halve times tid, hun er på storskærmen. Den fysiske og følelsesmæssige afstand mellem karaktererne er et tilbagevendende tema i trilogien.

Voyeur i mørket
I trilogiens anden del bliver publikum delt op i tre grupper, som går ind i hvert sit mørkelagte rum i Skuespilhuset. Skuespilkonstellationerne skifter hver aften, hvilket er en stor udfordring for skuespillerne. I mørket har de to fremmede, en 15-årig pige og en ældre mand, haft sex, og nu følger en samtale. Publikum er blinde vidner i dette intime rum, hvor pigen udtaler sig meget skråsikkert om sit følelsesliv. Hun har valgt at leve frygtløst – man skal bare forestille sig, at man allerede er død, så er det ikke noget at være bange for, forklarer hun.

Manden er derimod skræmt fra vid og sans over sit liv og over pigens kærlighedserklæringer til ham. Angsten for at leve livet er så stor, at døden bliver tillokkende. Som publikum er det interessant nok at få sat andre sanser end synssansen i spil i mørket, men 40 minutter uden lys er for lang tid. De to skuespillere gør sig umage, men dialogen er ikke interessant nok til at holde opmærksomheden fanget i så lang tid. Man spidser ører, falder hen, spidser ører, falder hen.

Russisk roulette
I tredje del, som har titlen Kærligheden er en snigskytte, vågner seks selvmordskandidater op til deres værste mareridt. De skal spille russisk roulette om, hvem der har haft mest uheld i kærlighed. En 11-årig pige (Astrid Juncker Benzon), uskyldig og dødbringende med revolveren i hånden, forklarer spillereglerne. De medvirkende får hvert et sidste ønske opfyldt, før de på skift – efter terningekast – får pistolen i hånden og sætter den for tindingen.

De seks kærlighedshungrende selvmordskandidater vælter rundt på scenen, der er forvandlet til et spillested – et rødt rum. Maria Rossing spiller en hårdkogt spansktalende kvinde, som stripper for de andre. Johanne Louise Schmidt er en vrinskende, guitarspillende cowboypige. Mikkel Arndt spiller den introverte, kejtede mand, som har som sidste ønske at blive kysset af de andre. Thomas Hwan spiller en bokser, der får fjernet sine tatoveringer. Joen Seemann Højerslev er skuespilleren, der bilder sig ind, at han er Don Juan.

Angstfyldte og fulde af selvhad længes de alle mod lyden af revolverskuddet, og håber på at kunne slippe angsten i mødet med døden – og slippe for sig selv. Desværre forløses forestillingen ikke og tredje del af stykket bliver en omgang ufokuseret gøgl. Det skyldes mest, at manuskriptet er for usammenhængende. Skuespilpræstationerne er ret gode undervejs.