Dybet er bevis på, hvor lidt der nogle gange skal til for at lave virkelig godt teater.

Scenen er sat på en enkelt hvid, kvadratisk platform, hævet en smule over gulvhøjde, med en gammel taburet i det ene hjørne. That's it. Scenografien svæver som en ensom ø i det mørke rum, og tankerne ledes hen på en isflage, en vragstump, det rene ingenting... Vi flyder på det åbne hav, og der er meget langt hjem.

En yngre mand, i skikkelse af Carsten Bjørnlund (p.t. prime time aktuel i TV2's Rita), står foran os i en Ramones-t-shirt, slidte cowboybukser og uldsokker og fortæller, at han er stor og tung, selvom han nu ikke ser sådan ud. Enkelt og velgjort, som kun en god monolog formår det, bliver fortællingens stærke billeder ikke skabt for øjnene af os, men for vores indre blik, hvor de brænder sig fast.

Dette kritikerroste stykke af den islandske dramatiker Jon Atli Jonasson er en koncentreret beretning om en mands erkendelser om sit liv, efter hans fiskerbåd er sunket, de andre fiskere druknet, og han selv blot afventer sin skæbne. Hvilke tanker står tilbage, når alt håb er ude? På den lille times tour de force inviteres vi til at dele hans drømme og håb, som (måske) aldrig vil blive forløst.

Vi er i Island, i et lille fiskersamfund, hvor hverdagen er domineret af uvisheden om, hvornår – og om – man ser sine kære igen. Vores fortæller har ingen at kysse farvel og undrer sig over, hvordan hans kammerat kan nøjes med at give sin kone et hurtigt kys på kinden til afsked, før han drager til havs. Selv drømmer fortælleren om den dag, hvor han tør bekende sin kærlighed til nabopigen, som han indtil videre kun stjålent har betragtet på afstand. Dybet er en livsbekræftende historie, om hvordan man i yderste konsekvens finder meningen i de mindste detaljer, og hvordan det mest simple, trivielle liv er værd at kæmpe for af alle de kræfter, man har tilbage.

Carsten Bjørnlund portrætterer på gribende vis fiskeren, der svømmer for sit liv, mens han reflekterer over, hvad han går glip af, hvis det hele slutter nu. Bare én dag mere, beder han. Og det rammer stærkt. Han får selskab af en fugl, i skikkelse af den guitarspillende Haukur Thordarson, som smukt tilsætter musikalsk poesi, mens han med et dead pan udtryk ellers ikke er til megen hjælp. Igen, enkelt, men uhyre effektivt gjort.

Forestillingen holder i det hele taget en fin balance mellem det gribende og det dramatiske, og formår at styre fri af det sentimentale, selvom det er en afgrund, man nemt ville kunne falde i med denne ellers usædvanligt smukke tekst. Det hele er da også iscenesat af en af landets, efter min mening, absolut mest interessante instruktører Egill Pálsson, som selvfølgelig også er islænding. Pálssons store styrke som iscenesætter er hans unikke twistede blik, som han med stort personlighed og humor formår at forløse scenisk. Egill Pálsson og Jon Atli Jonasson har også tidligere arbejdet sammen om, hvad jeg mener er en af forrige årtis mest undervurderede forestillinger, den postmoderne civilisationsparafrase Democrazy, der i sin tid spillede på CampX.

Hvor Pálsson tidligere har brillieret med høj kompleksitet og ustyrlige iscenesættelser iklædt lag på lag af illusioner, vekslende fortællemodi og metadimensioner, er Dybet anderledes skåret helt ind til benet, hvilket instruktøren her også tydeligt mestrer. Tilbage til den lille scene og vores forliste fisker: Hvad bliver hans skæbne så? Ja, det må en anmeldelse naturligvis ikke afsløre, men jeg kan røbe så meget som, at programmet beretter om, at stykket er baseret på den mirakuløse virkelige hændelse, der fandt sted på det åbne hav ud for Island i 1984. Mens fortællingen snævrer ind omkring vores fisker og det sidste, han har, svømmer han for livet, og vi er med ham hele vejen. I FÅR302's lille rum er det i sandhed en oplevelse af stort teater.