Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Dette burde skrives i nutid Mungo Park
Anmeldt 19/3 2012, 20:41 af Christina Aabo Mikkelsen

Søvnløs i glumsø


Søvnløs i glumsø

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Mungo Park i Allerød har dramatiseret Helle Helles prisvindende roman Dette burde skrives i nutid, og det er der kommet en overrumplende god forestilling ud af. Helle Helle modtog i januar De Gyldne Laurbær for romanen, og som forfatter er hun mester i antydningens kunst og underspillede hverdagsdramaer. Hendes bøger er skrevet i en stram, realistisk stil, uanset det dramatiske potentiale, og det er op til læseren at udfylde de tomme pladser i teksten. Umiddelbart lyder det som en vanskelig opgave at skulle skabe en teaterforestilling baseret på et romanforlæg, hvor den ydre handling er svær at få øje på.

Instruktør Martin Lyngbo, scenograf Bodil Bay Schultz og skuespillere fra Mungo Parks Ensemble har med enkle virkemidler skabt en forestilling som er tro mod romanen – med enkelte tilføjelser, blandt andet Helle Helles private lejlighedssange. Det er godt, at folkene bag forestillingen ikke er faldet for fristelsen til at fylde en masse ekstra handling på. Alle replikker er hentet fra romanen, selvom der er klippe-klistret i rækkefølgen. Mungo Park-folkene gjorde med stor succes det samme, da de satte forestillingen Forførerens Dagbog op i 2011. En del af replikkerne i Dette burde skrives i nutid bliver efterfulgt af et ”sagde jeg”, hvilket er med til at understrege, at forestillingen har en roman som forlæg. Skuespillerne taler en sydsjællandsk dialekt og er klædt i 80’er-tøj, og en guitar-spillende Jonas Munck Hansen skaber den musikalske stemning i forestillingen. Karaktererne og sproget i forestillingen bliver det essentielle, og publikum må selv fylde meninger og fortolkninger på, præcis som når man læser romanen.

Noget må ske
Scenografien består meget enkelt af en lang bænk, som står op ad et lyserødt plankeværk. Her venter Dorte på toget, her ligger hun under dynen sammen med Per Finland og andre kærester, her går hun søvnløs rundt om natten, mens godstogene buldrer forbi og her formulerer hun drømmen om at skrive. Hun har fornemmelsen af, at noget må ske, men hun ved ikke hvad. Det tager tid, før følelserne i hende har hobet sig så meget op, at det bliver nødvendigt for hende at handle. I takt med at hendes liv langsomt begynder at ændre sig, ændrer scenerummet sig også. Dertil kommer bl.a. rekvisitter: en dyne, en melon og en hæftemaskine. Rekvisitterne er med til at flytte Dorte i tid og rum, når hun ser eller rører ved dem.

Dorte, Dorte og mændene
Marie Bach Hansen spiller den unge Dorte, der lider af søvnløshed, og som med et lettere fortabt udtrykt i ansigtet venter på at noget skal ske. Hun aner bare ikke, hvor hun er på vej hen. Hun bor til leje ved stationen i Glumsø, hvor godstogene buldrer forbi. Hun er indskrevet på Dansk-studiet på Københavns Universitet, men i stedet for at passe studierne driver hun rundt i indkøbscentret Scala i København, har forskellige kærester i Glumsø og tjener penge på at skrive lejlighedssange.

Christine Albeck Børge dobler rollen som den unge Dorte, og hun spiller også faster Dorte (som den unge Dorte er opkaldt efter). De to skuespillere er ens klædt i stramme jeans og stribede bluser, så de nemt kan bytte roller og være henholdsvis den fortællende Dorte og den agerende Dorte. Christine Albeck Børge spiller desuden med et glimt i øjet fasteren, som med en smøg i mundvigen, træsko og kækt opsat hår giver gode råd til den unge Dorte om mænd og parforhold, men som selv har det svært med kærligheden. Den unge Dorte flytter hjemmefra gentagne gange, og oftest flytter hun ind hos andre. Det store spring ind i voksenlivet lader vente på sig.

Kasper Leisner spiller Dortes forskellige kærester, og han skifter ubesværet og meget overbevisende mellem rollerne som kæresterne Knud, Per Finland, fætter Lars, charmøren Leon og digtervennen Hase.

Private festsange
Dorte skriver lejlighedssange og Mungo Park har fået Helle Helle til at komme med fem private festsange, som fremføres som Dortes sange i forestillingen. Dortes første skriveforsøg falder dermed sammen med forfatterens egne og tilføjer et autofiktivt lag i forestillingen. Senere begynder Dorte at skrive andre tekster og tager med Hase på Lyrikcaféen i København. Det antydes, at Dortes ikke-levede liv på et tidspunkt – når romanen og forestillingen er slut – vil kunne bruges som stof til at fortælle historier. Dorte er bare ikke selv bevidst om det endnu.

Dette burde skrives i nutid på Mungo Park er en meget vellykket teaterforestilling, fordi Martin Lyngbo & Co. virkelig har fanget tonen og den underspillede humor i Helle Helles univers og samtidig uden berøringsangst har bearbejdet romanstoffet, hvilket der er kommet glimrende teater ud af.

56
Forrige anmeldelse
« Bliktrommen «
Næste anmeldelse
» Dybet »