”Er opløftet & taknemmelig efter smuk, smuk oplevelse med Bliktrommen på Betty Nansen Teatret” – facebook-status 23. februar 2012 kl. 23:49 og essensen af min anmeldelse af denne sjældent udsøgte forestilling.

Bliktrommen (1959) af den tyske forfatter Günther Grass er en mursten af Anden Verdenskrigsbearbejdelse og et opgør med en fortid fyldt med skyld og ansvar, man på udgivelsestidspunktet sikkert har haft mest lyst til at flygte fra. Og det er netop, hvad hovedpersonen Oskar Matzerath gør; han flygter fra hele det ansvar, der følger med at være menneske, ved at stoppe sin vækst som 3-årig og dermed aldrig indgå i de voksnes verden. Bliktrommen er en moderne klassiker, en uomgængelig del af litteraturhistorien og Tysklands selvforståelse, og en dramatisering af værket er absolut oplagt. I Katrine Wiedemanns iscenesættelse tilmed udført med en scenekunstnerisk ekvilibrisme, som er den litterære mastodont mere end værdig.

Voksent barn eller barnlig voksen?
Nikolaj Lie Kaas er overordentligt velvalgt til rollen som den skæve barn-voksen karakter, og hans pragtpræstation manifesterer det særlige talent for at inkarnere tilværelsens mere krøllede eksistenser, Lie Kaas ofte har bevist. At man (i modsætning til i filmudgaven) har valgt en voksen skuespiller til rollen som den evigt 3-årige giver også i Lie Kaas' fortolkning indlysende mening; Oskar er ikke kun et enkelt galt menneske, der har fravalgt at vokse og udvikle sig, men symptom på en hel verden, betændt af ansvarsfralæggelse. At hans krop postuleres at være en 3-årigs, men tydeligt ikke er det, giver flere lag til læsningen af karakteren – er hvad, han fortæller os, sandt? Er det i virkeligheden bare omverdenens accept af hans oprør, der lader ham beholde sin tvivlsomme status som uskadeligt barn?

Oskar Matzerath er en yderst interessant, utraditionel hovedkarakter, som dels er enevældig fortæller af sin historie og dels, fra forfatterens side, portrætteret som utroværdig. Scenisk er det løst formidabelt i en opsætning, hvor alt opleves skævt, på hovedet, fra siden, i frøperspektiv, dybt karikeret og ubetinget fra Oskars synsvinkel. Oskar interagerer ikke med de øvrige karakterer, han fortæller om dem, og de bliver orkestreret som artige marionetdukker. Her forenes iscenesættelsens fysiske stilistik, scenografiens enkle, fortryllende virkemidler og fortællingens bærende intention om, via magisk realisme, at tegne et nuanceret portræt af en karakter, som genfortæller sin fortid – og således tematiseres selve dét at forholde sig til fortiden med alt det selvbedrag, det måtte indebære, yderst elegant.

”Den bliktromme, der er blevet stillet mig i udsigt, er det eneste, som forhindrer mig i at kravle tilbage til det fosterstadie, jeg kommer fra,” proklamerer en næsten nyfødt Oskar, et af de sjældne børn, som er født mentalt fuldt udviklet... Med sin unikt klare indsigt i menneskets natur, nærer Oskar ingen ønsker om at slutte sig til den verden, der møder ham, domineret af selvbedrag og umodenhed med en inhuman politisk virkelighed og et trekantsdrama af en forældrekonstellation, hvor moderen, en kvinde i sine drifters vold (flot portrætteret af Sonja Richter), også er genstand for sønnens ødipale komplekser og separationsangst. Oskar har kun lede tilovers for den verden, han øjeblikkeligt har gennemskuet og gør anarkistisk oprør med sit arytmiske bliktrommeri, der synes at have en magisk virkning, ligesom hans glassplintrende skrig ryster grundvoldene omkring ham. Vi har at gøre med et direkte opråb om, at kunsten skal turde bryde rytmen og lade glassene splintre. Ingen kan marchere i takt til valserytmer – selv den værste fascisme kan saboteres.

Nazismekritik og selverkendelse
Bliktrommen er et opgør med nazismen, og Oskar, som både oprører og uansvarlig, er en antihelt, man hverken kan forkaste eller tilgive. Han er på sin vis dæmonisk, forårsager ulykker og sågar dødsfald, og hans oprør ebber ud i nyttesløse, destruktive handlinger. Oskar ender da også med at tage sin antiudviklingsstrategi op til revision og giver plads til fremtidens uforudsigelighed – stik modsat realiteterne hidtil, hvor Oskar har postuleret, at han altid på forhånd ved, hvad der kommer til at ske. Den virkelighed, han havde gennemskuet, er ophævet. Verden er åben.

Som sin hovedperson er Günther Grass selv en sammensat fortæller, der har balanceret på kanten af troværdigheden. Han er opvokset under nazismens regime, været Hitler Jugend og SS-soldat – en fortid, der henlå i fortidens mørke indtil 2006, hvor Grass udgav sin selvbiografi. Denne mørklægning var kombineret med en kritisk forfattergerning, der konfronterede Tyskland med sin manglende fortidserkendelse og den tabuisering af nazismen, der fandt sted. Grass' paradoksale biografiske detalje gør på sin vis Bliktrommen ekstra interessant i en nutid, hvor selvfortælling måske mere end nogensinde er i centrum. For hvilken optik fremstiller vi reelt os selv i? Og hvordan er forholdet mellem vores fortid og vores selvfortælling egentlig? Grass kaster på egne og hele Tysklands vegne lys over det fortrængte, hvilket enhver kultur og ethvert menneske vel bør opfordres til.

Imponerende!
Der kan knyttes en strøm af superlativer til denne teateroplevelse, som efter min mening hører til de sjældne! Scenografiske og tekniske virkemidler bringes enkelt og effektfuldt i spil og skaber et elegant, stilrent univers, hvor man forkæles af iscenesætterens opfindsomhed, smuk sproglig tilstedeværelse fra Lie Kaas og flot, dynamisk samspil over hele linjen. Trods en vis litterær tyngde og sin poetiske stil, byder teksten på et højt underholdningsniveau med god plads til latter og indlevelse i Oskars farverige bevidsthed.

Manuskriptet er et bearbejdet stykke radiodramatik, og at teksten oprindeligt var tiltænkt lydens medie er ikke overraskende, da den netop brillerer med sin beskrivende sproglige opfindsomhed. Hos Wiedemann lever både ord og billeder højt på scenen, og der bydes bl.a. på en usædvanligt komisk hård fødsel, et møde med Jesus og et selvmord forårsaget af overdreven fiskeindtag. Samtidig roterer rummet, når setstykker via træk og perspektivforskydninger kompromitterer tyngdekraften. De rene linjer suppleres af en håndfuld periodespecifikke rekvisitter, og kostumeringen tegner ligeledes 1930-40'ernes tidsbillede. Velgjort, enkelt, imponerende.

Som det måske svagt fremgår, har jeg meget få kritiske ord tilovers og kan kun opfordre teater- og litteraturelskere af enhver støbning til at unde sig selv en bjergtagende oplevelse.