De fleste danskere kender nok bedst Hjalmar Söderbergs drama gennem Carl Th. Dreyers sidste film fra 1964. Det er lang tid siden, forestillingen sidst er sat op på et dansk teater, hvilket nok kan undre al den stund, at Henrik Ibsens naturalistiske, men også stærkt symbolistiske teater (heldigvis) med jævne mellemrum dukker op på teatrenes repertoire.

Nu har Schleswig-Holsteinisches Landestheater sat forestillingen på programmet på teatrene i Flensborg og Rendsborg - i Sydslesvig lige i udkanten af det skandinaviske kulturområde. Kan man tysk blot på et forståelsesniveau, kan forestillingen absolut anbefales for også et dansksproget publikum.

Alene valget af forestillingen giver et pluspoint på karakterskalaen, for Söderbergs kvindedrama om kærlighedens blindgyder og rundkørsler er en fantastisk tour de force mellem kritisk humanisme og rendyrket livslede. Og hvor nøjagtig går grænsen?

Hjalmar Söderberg var en god ven af Georg Brandes og en del af den moderne litteraturs gennembrud i Norden. Han var samtidig med Freud. For første gang snakkede mennesker om underbevidsthed.

Gertud blev udgivet i 1906, og er fortællingen om en kvinde (spillet af Maria Steurich), der lever i et ægteskab blottet for lidenskab. Hun er gift med karrierepolitikeren Gustav Kanning (spillet af Reiner Schleberger). Hun vil skilles for at leve sine erotiske drømme ud med bohemen Erland Jansson (Manuel Jadue), der dog ender med at svigte hende.

Gabriel er en kvinde
I Walter Boehlichs tyske version er figuren Gabriel blevet til en Gabriela (spillet af Yevgenia Korolov). Men dette kønsskifte gør næppe vold på Söderbergs position i det hele taget: Han var for ligestilling mellem kønnene, afskyede kirkens hykleri og vendte sig indædt mod nazisme og antisemitisme. Gabriel(a) er Gertruds gamle kærlighed, der aldrig helt er kommet sig over, at hun forlod hende (som i originalversionen er »ham«).

Landestheaters opsætning er moderat moderniseret – i scenografi og personernes frigjorte måde at tale på. Både i en højere grad af voldsomhed i stemmestyrke og en lidt mere aggressiv attitude end mere traditionel naturalistisk teater, som det blev skrevet og spillet for 100 år siden. Alle referencer til stykkets samtid er kappet og godt for det, for temaet er tidløst. Som i Gertruds berømte replik: »Jeg tror på kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed«.

Hvor der i Carl Th. Dreyers film konsekvent er afstand mellem personerne, er der i Reinhard Göbers instruktion intimitet, øjenkontakt og ultimativ lidenskab i replikkerne. Nogle gange en næsten frygtindgydende desperation, som køres op i tempo. Gertrud vil elskes ekstremt. Ikke af lunkne mænd. Eller i et fornuftsægteskab. Dette var et større brud på konformiteten og de uskrevne regler før kvindefrigørelsen. I dag er det lettere at tage sit gode tøj og skride. Men hvorfor er der så alligevel så megen fornuft?

Stærkt besat
Arianne Salzbrunns scenografi er lys, enkel og sætter skuespillet i centrum. Effekter som imiteret regnvand (eller brusebad?) og billedprojektioner understøtter drama og budskab, og da ministeropkaldet kommer, flyver aviser gennem luften og helt ud på de forreste stolerækker i salen. Ved premieren i Rendsborg satte en herre sig sørme til at bladre Bild-Zeitung igennem, da den havnede på hans skød.

På skuespillerfronten er stykket stærkt besat med Finja Helene Zander som den yngre dame og Annett Kruschke (kendt fra Tatort, Rote Rosen, Soko Wiesmar, Landarzt og flere andre tv-serier) som den ulykkelige Fru Kanning. Premieren i Rendsborg Teater fik et bragende bifald. Der er masser af passion på scenen her.