Dejligt at se et kultursammenstød udenal for megen politisk korrekthed. I den fornøjelige farce Mogens og Mahmoud gør figurerne ofte det forkerte, nogle gange så det bliver en smule utroværdigt - men skidt. Farcen skal køre - selv med jøder fra Hirtshals. Det er højst usandsynligt, at der bor jøder på de kanter. Men sjovt er det.

Mogens (Flemming Jensen) er en blød dansk revisor, der i 28 år har løbet rundt i en trædemølle, som han nu er blevet sparket ud af.

Konen har smidt ham ud og snuppet det hele sammen med ægteskabsadvokaten, som hun ender med at gifte sig med. Revisoren flytter ind hos en af sine ansatte, Mahmoud (Omar Marzouk), der af flere gode grunde går højere op i at være amagerkaner end araber.

Moderens sociale kontrol hænger hele tiden i Mahmouds lejlighed i Avedøre hendes fravær til trods. I telefonen, der ringer klokken halv fem om morgenen og minder om bønnen - til det latente overraskelsesangreb det ville være, hvis hun lige pludselig stod uanmeldt i lejligheden og så, at sønnen som muslim havde pyntet op til jul og havde flæskesteg i ovnen. Den ender i den madglade imams vom efter højdepunktet i en komedie, der i formidabel Flemming Jensen-stil kommer op på 200 kilometer i timen.

Kærlighed og integration
Det er kærlighed og integration, der er temaerne i de to ulige mænds bofællesskab med religiøse og kulturelle sammenstød. Mahmoud brænder varm på den noget rapkæftede overbo, Lærke (Christine Gjerulff), der er jøde - og som ganske upassende får sine forældre, den koleriske far (Claus Bue) og den lettere forvirrede mor (Susanne Heinrich), på besøg.

Det ender i den rene tumult, hvor vittigheder og giftigheder fyger gennem luften. Og det er aldeles underholdende. Med jævne mellemrum preller den danske humor og tendens til ikke at tage særlig meget alvorligt af på Mahmoud og imamem fra Brønshøj, der spilles lidt svingende og karikeret af Max Hansen, men dog aldrig så meget, at det ødelægger ideen med figuren.

Flemming Jensen betoner i forestillingens program, at vi skal grine ad og med hinanden - for så er det sværere at blive vrede på hinanden bagefter.

Stykket er befriet for præk og rigtige meninger, men de værste hardliners er også fraværende i Jensens morsomme og drømmende univers. Mogens er ikke Mogens Camre, og Mahmoud er mere sød og naiv end vred. Så skal det jo nok gå alt sammen. Og hvem kan ikke bare falde pladask for en komedie, der har noget på hjerte.