På Aarhus Teater er voldsomt talentfulde dansere sat til at være ekspressive til monotone soundscapes. Det er der kommet en danseperformance ved navn Name of the next song ud af.

Når koreografen Örjan Andersson kalder sin moderne danseperformance for Name of the next song, så er det i virkeligheden misvisende. Der er ikke nogen sang. Der er en masse moderne og udsyrede soundscapes, der består af konstante toner på en synthesizer, peppet op med lidt fuglekvidder eller summen af bier her og der, helt og aldeles blottet for rytme. I gamle dage ville man mene, at det var svært at danse til. Her i 2012 accepterer vi gladelig den slags, fordi musik jo ikke er en beskyttet titel længere, og der er musik i alt fra et vandfald til vinden i poplerne.

Det er jo umiskendeligt moderne, og det skal man selvfølgelig gøre op med sig selv, om man er til eller ej. Fordi der er ikke nogen overordnet rytme eller historie i Name of the Next Song. Der er lyde, følelser og smukke bevægelser.

Der er mørkt i salen. Ind på scenen træder en skaldet mand og sætter sig ved en macbook ude i siden. En tung statisk, konstant bastone begynder at fylde rummet ud, og ind træder en mandlig danser i rød ærmeløs trøje og haremsbukser. Han danser ekspressivt og moderne til den monotone lyd. Bevægelserne er yndefulde, men man kunne egentlig godt komme i tvivl, om de udspringer af danserens egen fantasi, eller om han rent faktisk er instrueret. Hvad man lægger i bevægelserne, er op til en selv. Der er bevægelser, der kaster tankerne i retning af en maskin/fabriksmetafor. Og hvad laver han nu? Griber han op efter noget i himlen? Simulerer han nu, at han snakker i mobiltelefon?

Først da anden danser kommer på scenen, begynder det at gå op for en, hvor nøje koreograferet hele seancen er, da deres kroppe flettes ind i hinanden på kreative og veludførte måder. Lyden skifter også og går væk fra den tunge bas til højere, mere luftige toner. To kvindelige dansere mere føjes til performancen, og de fire dansere er på skift på scenen i hold af 1, 2, 3 eller 4.

Selv om der er tale om moderne dans, er man ikke et sekund i tvivl om, at det her er professionelle dansere. De kan noget med deres fysik, som almindelige dødelige kun kan drømme om. De slår de mest styrkekrævende kruseduller på deres kroppe med en legende lethed. Efter en af denne slags kruseduller hvisker damerne bagved mig spontant: ”Hold da op, ku’ du gøre det?” – ”Nej, ku’ du?” Og det er det de færreste, der kan, og selv hvis man ikke sætter pris på den ekspressive mærkelighed, kan man finde en vis fascination i den kropslige magtdemonstration, man er vidne til.

Opsætningens svaghed er langt hen ad vejen de monotone soundscapes. De bliver brudt af danserne og af en smuk gimmick hen mod slutningen af opsætningen, men i længden er det bare kun melleminteressant at høre på en konstant tone i skiftende intensitet med tilsat fuglekvidder. Når det er sagt, så er der ikke nogen tvivl om, at der er masser af talent og ynde på scenen i Aarhus til Name of the Next Song.