Hold øje med The Mob. De to cool svenske chicks, Emma-Cecilia Ajanki og Julia Giertz, er unge nok til, at de stadig vil vokse sig endnu sejere og dygtigere, og disker allerede op med fint mod, en egen stil og dejligt skæve vinkler på verden. Som scenekunstnere mangler de sidste elementer dog lige at falde på plads for dem, før de rigtigt brænder igennem.

”We are really sorry about the title, we were just so upset,” står der i invitationen til forestillingen, hvor Maggie – aka den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher – tages under alt andet end kærlig behandling. Pigerne er ganske vist for unge til at kunne huske Thatchers regeringstid (1979-1990), men er ikke desto mindre blevet hårdt ramt af indignation over den skræmmende store indflydelse premierministeren fik med sin ultrakonservative og i nogen grad inhumane politiske dagsorden.

'Jernladyen' Thatcher gik i krig mod Argentina – og vandt; hun indførte en streng privatiseringsøkonomi, der kostede landet tårnhøj arbejdsløshed (men ikke desto mindre viste sig effektiv), godkendte opførelsen af en kemisk våbenfabrik i Irak – OG hun tog den daglige mælk fra de britiske skolebørn! Thatcher-case'n tjener som refleksion over en fortidig politisk virkelighed, der i lyset af The Mobs aktuelle verdensbillede virker absurd og vredesprovokerende. Men projektet kan også tjene som en reminder om, hvad man som samfund er klar til at acceptere med en stærk lederskikkelse i front. Thatcher sad trods alt på premierministertaburetten gennem tre perioder.

Hvordan behandler man så dette historisk-politiske gods i en konceptuel danseforestilling? The Mob har bygget en lifesize voodoodukke af Thatcher, og via den vil de uddrive de onde ånder, der spøger fra hendes regime. De iscenesætter sig som to af ofrene for 'Thatcher the Milk-Snatcher''s politik: En død soldat og 'Milkgirl'. Nu skal jernkvinden høre nogle sandheder og have nogle tæsk! Når man træder ind i The Mobs talkshow-univers, befinder man sig straks uden for tid og sted. Vi er i et blændende hvidt, tåget rum, der er vasket igennem af magentarødt lys. Det er abstrakt, drømmende og skarpt.

Midt i rummet sidder Margaret Thatcher (i skikkelse af voodoodukken) i en lænestol, ved siden af hende står en enhjørning (Ajanki og Giertz, der er klædt ud som den døde soldat og Milkgirl, som er klædt ud som enhjørning). En voiceover beretter om Thatchers historie og gerninger. Efter et stykke tid begynder enhjørningen at skælde ud over alt det, vi lige har hørt om. Gennem opfindsomme billeder, der varierer over temaet, men holder en cirkulær struktur, bliver dukken trukket rundt i manegen, får alvorlige tæsk og tiltale.

Koreografisk er stilen holdt stramt og trækker meget på en charmerende intenderet klodsethed, men bliver aldrig rigtigt vild. Forestillingens fremdrift ligger i teknikken, der i Nuno Netos altomsluttende lysdesign og Jon Egeskovs insisterende lydunivers fører os gennem The Mobs fine, lidt tøsesure, mystiske sceniske landskab. Ajanki og Giertz, der begge er uddannet fra Skolen for Moderne Dans i København, er teknisk dygtige, har karisma og klæder hinanden godt. Selvom koreografier og virkemidler har tendens til at trække i langdrag, bliver man ikke træt af at se på dem. Der er noget fortryllende, yndigt over deres meget pigede, og dog kantede, æstetik, og de er bestemt tro mod den valgte form, hvor der er plads til både enhjørninger, lagenspøgelser, mælkespytteri, operasang og fascinerende kropsekvilibrisme på bart gulv.

Der, hvor man kan efterlyse noget hos dem, er i forhold til, hvad de som fortællere og performere sætter på spil. Margaret Thatchers historie er som sådan interessant nok, men at The Mob kun forholder sig med aggression – både aktivt og passivt – over for den, bliver i det lange løb (og her taler vi om en forestilling på 50 minutter) for ensformigt. Jeg ville ønske, de havde sat sig selv mere i spil og droppet deres ironiske distance. Udover indignation, hvad vækker mødet med Thatcher så af følelser? Kan I evt. se noget af jer selv i Jernladyen? Fristes man til at spørge. Men, what the heck, The Mob er jo netop 'The Mob' – et tæskehold... Og stadig er man nysgerrig efter, hvad der kan komme frem, når de værste aggressioner har lagt sig.

The Mob arbejder med konceptet, distancen og æstetikken som værktøjer i deres, som de kalder det, anarkistiske tilgang til bevægelse, og der bliver bestemt serveret frihed over for konventionerne. Den tvistede budskabsbetonede strategi er heller ikke ny. Fx gik et af deres tidligere værker The Crying Concert ud på at afvænne publikum fra deres afhængighed af vand. Da 78% af vores kroppe består af vand gælder det først og fremmest om at få vandet ud af kroppen – ved at græde. Her kan man vel tale om at sætte fokus på de naturlige drifter, vi som mennesker konstant forsøger at afholde os fra, eller blot befrielsen ved at lade tårerne strømme. The Mob har med deres unge energi, personlige, skæve idéer og et stilfuldt, dragende visuelt univers bestemt noget at byde på. Jeg vil følge dem og håbe, de med tiden vil kaste sig ud på mere gyngende grund og investere lidt mere af dem selv i deres ellers så flot orkestrerede koncepter.