Holberg foreslog, at distanceblænderi burde indføres som fag i skolen:?»thi hvad nytter det at være lærd, naar man ikke holdes derfor, og hvad skader det intet at vide, naar man ved intet kand erhverve sig Reputation«. Ordene blev nedfældet i oplysningstiden. Nok var man endnu dengang født ind i en stand, der for de flestes vedkommende var umulig at træde ud af, men ifølge Holberg kunne det betale sig at snyde på målstregen. I dagens velfærdssamfund kan vi næppe blive mere lige. Men netop derfor er der en higen efter uligheden. Man må frem i X-factor for at komme ud af velfærdens middelstandsgrød. I det mindste for en stund.

»Den korteste Vey er den bedste, og naar mand ved, at en let Gienvey kand komme til maalet, er det daarligt at gaae den lange og besverlige alfare Vey«, skrev Holberg.

Spillereglerne er få og enkle, hvis man vel at mærke evner at beherske dem:?Følg trenden, køb en citatbog i stedet for Shakespeares samlede værker, leg aldrig kamikaze-pilot ved at gå imod den offentlige mening, bluf lidt her og der og lad være med at foragte det overfladiske.

Holbergs hovedværk, Moralske Tanker, er et studie værd. Også som indgang til hans komedier, der - selv om de er blevet til i en anden tid og sammenhæng - formentlig vil være evigt aktuelle.

At snyde sig til velstand
Folketeatret er på danmarksturné med Henrik og Pernille. Og selv om sandheden også i Holbergs univers er relativ, så er Holberg dog helt på det rene med en sandhed, der overgår mange af Bibelens sandheder:?Geld regiert die Welt.

To lakajer med hver deres herrer vil op ad stigen i samfundet. Henrik (Paw Henriksen) ifører sig sin herres klæder og vil lægge an på den velhavende borgerfrøken Leonora (Josephine Nørring) i huset overfor. Her kommer tjenestepigen (Trine Appel) dog på den samme ide. Hver især vil de snyde og ender med at snyde hinanden i en forvekslingskomedie, der ruller raskt af sted. Forvirringen rammer jo ikke blot tjenerne, men også borgerskabet. Hver især tror den velhavende Leander (Troels Malling) og Trine Appel, at de er blevet svigtet af deres udkårne - til fordel for modpartens gemene tjenere.

Holbergs komedier ville hurtigt få en ende, hvis personerne havde brugt mere tid på eftertanke. Han levede også længe før, psykologi blev et fag. Og menneskenes selvindsigt havde måske endnu ringere kår end i dag. Derfor skal vi igennem en masse ophidsede diskussioner, der foregår i et højt op opadgående tempo - en af forestillingens store kvaliteter. Bedraget er flerdobbelt. Og mellem de mange forbistringer er der små, velplacerede kor-indsatser fra Griegs Holberg-Suite. De ikke blot skiller scenerne. De tilfører også forestillingen en god portion elegance.

Sproglig opdatering
Forestillingen er sprogligt opdateret af dramaturgen Bent Holm og bearbejdet af instruktøren Geir Sveaass, der ligesom Holberg har en norsk-dansk baggrund. Scenograf Marianne Nilsson lader de rundtossede argumenter blive endnu mere rundtossede ved at lade stykkets karakterer slynge rundt på en drejeskive - mens de diskuterer, beskylder, bebrejder og gør ved. Dekorationerne er klassiske, kostumerne en fryd for øjet, og skuespilet både vittigt og elegant. Paw Henriksen scorer hurtigt point med en let flabet og charmerende Henrik - lapset og sød på samme tid. En rigtig filur er han.

Trine Appel viser os i Pernilles kontante skikkelse, at kærlighed kan komme til kort over for økonomi og prestige. Det ser vi også i dag, hvor der er overskud af jyske bondekarle i hovedlandet og overskud af veluddanede akademiker-kvinder på caféerne i København.

De to tjenere får med- og modspil af Magdelone, der spilles jovialt og rigtig baggårdsagtigt af Gitte Siem, og gårdskarlen Avr, som Jacob Weble gør sjov og tilstrækkelig enfoldig. Kristian Boland dukker op som Fader Jeronimus efter pausen og prøver forvirret at orientere sig i et virvar af illusion og fiktion. Det er kosteligt at overvære. Der bliver sunget i ny og næ i løbet af den knap to timer lange forestilling, og den der slipper bedst fra det, er Josephine Nørring som den fornærmede Leonora. Det er i Holbergs ånd, at stykket skal spilles overdrevet for at gøre rollerne tydelige.?Dejligt dramatisk bliver det, da Leonora og Leander skiftesvis hader og elsker hinanden. Og komediemotoren får lidt spind med commedia dell’arte-traditionens spøg, der gentages og gentages fra flere vinkler. Det er Holberg i højt tempo og med højt niveau.