Sex, vold, blod og snask – hvad mere kan man ønske sig af moderne teater? I FÅR302's opsætningen af den singaporianske dramatiker Alfian Bin Sa'ats stykke møder man fire blegmalede skandinaver, der med parykker og kostumer imiterer vestens klichébilleder på asien – ganske effektivt endda, må jeg som tidligere bosat i asien konstatere. Scenen er sat i et metamorfisk rum med en humoristisk medfortællende lysavis som eneste faste holdepunkt, og der er ikke gjort nogen vrangforestillinger om, at det her skal opfattes som virkelighed.

De fire transformerende performere tager på tidsrejse i et marathon-flow, hvor vi gennem seks sekvenser gør stop i Singapore fra den engelske kolonitid, over Japans besættelse og nutidens desillusionerede, opløste familiestrukturer og seksualitetsforstyrrede unge til en ekspedition på Nordpolen i den nære fremtid. Alle nedslag er gennemsyret af den samme identitetssøgen i en verden uden navigationsværktøjer – og det er vel netop, hvad der gør forestillingen særligt vedkommende for et vestligt publikum.

I programmet skriver instruktør Kamilla Bach Mortensen, at stykkets 'hovedperson' er Singapore, som et sted hvor konstruktionen er vigtigere end mennesket. Og dramatikeren har netop bearbejdet dokumentarisk og historisk materiale om overgreb, der er blevet begået mod mennesker, på en måde, hvor fortællingerne efter at have været gennem dramatikerens centrifuge af en tekstkonstruktion står tilbage uden menneskeligt engagement, men en kold konstatering af, at konstruktionen er vigtigere end mennesket. Det er medrivende, sørgeligt og – som Bach Mortensen også konstaterer – alligevel morsomt.

Hvis man går ind og ser SEX. VOLD. BLOD. SNASK i håb om at blive klogere på Singapore, bliver man nok skuffet. Ud over den psykorefleksive fordybelse i et asiatisk samfund, der er spændt ud mellem nedarvet konservatisme og hypermodernitet, er forestillingen overvejende stilistiske greb og momentvist ren underholdning. Teksten spiller på en del verfremdende og ironiske tangenter, der skaber distance til både indhold og karakterer, men i en dynamisk og sprælsk iscenesættelse effektivt vækker både latter og forundring.

De fire spillere Stine Schrøder, Charlotte E. Munksgaard, Casper Crump og Anders Mossling er en charmerende og yderst uhomogen kvartet – på den gode måde. De markerer sig hver især med både stærkt komisk talent og sproglig gennemslagskraft, mens de konstant skifter identitet og køn og fx formår at forvandle sig fra 8-årigt barn til transvestit eller kinesisk gadedreng til jægerrobot, hvis kønsorganer er erstattet af et kompas, men ikke desto mindre med en intakt appetit på blowjobs. Yes, det handler om sex – og måske knap så meget om vold, blod og snask.

Dekadencen under Singapores polerede overflade er tydelig, men trænger aldrig for alvor op til overfladen og bliver snasket og ulækker (som man måske kunne ønske sig). De stilistiske greb kommer smukt i spil, men spænder også ben for at stykket virkelig kan ramme. Man sidder også lidt med en fornemmelse af, at man burde vide meget mere om Singapore for virkelig at forstå. Samtidig er man til stede i et fremmed univers, et sted mellem virkelighed og fiktion, hvor man alligevel forstår, og rummet koger af asiatisk atmosfære, og den ikoniske brug af referencer til en kultur, hvor østen møder vesten, er yderst velgjort.

Man føler sig taget til fange i et hypet tv-show, hvor karaoke kan være den naturlige afslutning på hvad som helst. Man er fanget et sted, hvor identitet og ikke mindst seksualitet er blevet til en plastisk omgang overflade, og man gruer for at skulle finde ud af, hvad der gemmer sig nedenunder. Det finder man bare aldrig ud af, for der findes tilsyneladende kun overfladen – og den tiltider hysteriske humor.

Så måske er man alligevel blevet klogere på Singapore, for som Alfian Bin Sa'at beskriver det, er Singapore som at se tv og opdage, at det man ser på og opfatter som en episode i nogle andres liv, faktisk er ens eget liv – og at man ikke er i besiddelse af fjernbetjeningen! Tilbage til min indledning: Sex, vold, blod, snask – hvad mere kan man ønske sig? Måske lidt kærlighed – til Singapore, til mennesket, til den sjæl, der trods sin identitetsforvirrede, hyperaccelererende overflade trods alt må findes under de mange lag glitter, ansigtsblegende makeup og fernis.