“Om natten, når lyset brænder ud, og alt bliver stille, er du ene, åh så ene” sang Kim Larsen i Masser af succes, der godt nok handler om livet på scenen, men den melankolske tekststrofe kunne i lige så høj grad anvendes som en kommentar til døden - når det er livets lys, der brænder ud, hvilket det i den grad kan opleves Bora Bora i Aarhus. Her har Shroud netop har fået premiere. En forestilling centeret om netop død og sorg.

For at kunne skrive en nogenlunde begavet anmeldelse af oplevelsen, så bliver Kapellets udsendte desværre nødt til at afsløre store dele af det der foregår på scenen. Så vil du selv ind i teatermørket og opleve hvad Andreas Constantinou har udtænkt bør du scrolle ned til tredjesidste afsnit, for at få anmelders subjektive dom over forestillingen. Der er kun en håndfuld ting der føles mere fantastisk end at komme ind I en teatersal uden at vide nogetsomhelst om hvad der skal ske de næste timer.

Idet du finder vej til din plads kommer du ind i et rum, hvor en åben hvid kiste er placeret. I kisten ligger en mand med fuldskæg iklædt et blåt jakkesæt. På hver side af kisten er der en fladskærm, der på skift viser en ”livestream” fra et kapel. Vi ser først den ene kiste blive båret ind. Så fryser billedet og på den anden skærm ser vi så den kiste blive båret ind. Det viser sig efter et stykke tid, at vi er til begravelse af først den ene, så den anden af Andreas Constantinous forældre.

Vi får lov til at høre sønnens tale i kapellet til først hans far og dernæst moderen. Faderen havde han ifølge talen på skærmen et vanskeligt forhold til. Det mere end blot antydes i Constantinous tale at hovedårsagen til den “uendeligt store kløft” mellem dem var at faderen havde haft det strengt med at acceptere sønnens homoseksualitet. Talen til moderen er til gengæld holdt i en helt anden bevægende stil, der hylder modereren for det enestående kvindemenneske hun var og hvor dybt savnet er. Idet talerne er slut, dukker der to bedemænd op og trækker et liglagen (eng. ”shroud”) over manden i kisten. Samme mand som holdt talerne. Efter et kort sceneskift, er vi nu klar til anden del af forestillingen.

Lyset slukkes helt og en form for fællesmeditation går i gang. Publikum bliver bedt om at lukke øjnene og trække vejret i takt med den blide fortællerstemme. (I den forbindelse er det altså ret irriterende, når folk der går i teatret ikke har sat deres telefon på lydløs eller lige skal hviske en kommentar til veninden, for det bryder i den grad hypnoseeffekten, hvis man havde tænkt sig at lege med. Kom ind i kampen Århus-publikum! -red.). I øvrigt kan det godt undre lidt, at folkene bag forstillingen ikke har valgt at foretage sceneskiftet imens vi sidder med lukkede øjne, men det har nok været for bøvlet at gøre i totalt mørke og uden at lave en lyd. Idet vi igen åbner øjnene, øjnes en firkantet scene omgivet af to cirkler hvorfra der hænger forhæng. Disse kan flyttes og det er disse to bevægelige stofcirkler der udgør selve scenerummet. Enkelt og fint.

Ind fra venstre kommer en hvid, krøllet figur krybende. Langsomt, åh så langsomt. Der er noget rallende amorft ved væsenet og man kommer helt I tvivl om hvor mange mennekser der monstro gemmer sig under dette krøllede, mangefacetterede faldskærmsstof. Væsenet vokser, vrider sig, skrifter form og med lyseffekter og røg, samt Constantinous mund projiceret på den hvide flade i bunden af scenen, fortælles historien om moderens allersidste åndedræt helt ned i mindste detalje.

Der er noget skulpturelt fedt ved at bruge sådan et krøllet stykke stof, for selv om man naturligvis godt ved at der gemmer sig en person under stoffet, så bevæger klædet sig på en helt særlig mekanisk måde og ændrer i et nu størrelse og form. Samtidig med at dette sker, er lyset med til at skabe mængder og atter mængder af skygger og kontraster. Draperieffekter som var dette et klassisk maleri eller en skulptur i bevægelse.

Den sidste del af forestillingen er visuelt meget betagende og opfindsom, men som en af aftenens gæster sagde til sin veninde bagefter, ”det blev også lidt for langt, hvor man ikke kunne undgå at tænke på at vi blot kigger på en mand, der bevæger sig rundt under et tæppe.” Anmelder kan hertil tilføje at også starten virkede lidt for lang. Selv om det bestemt er en virkelig smuk og personlig tale han holder til sin mor, så kunne man måske godt have skåret dette lidt ind til benet. At hele seancen bliver vist i sin helhed kan Kapellet selvfølgelig godt forstå pointen i, men det ændrer ikke på, at man sidder tilbage med følelsen at have sneget sig med til en begravelse for en person man ikke kender.

Når et menneske tæt på os dør føles det skrækkeligt og ubærligt. At miste begge ens forældre er også hårdt, men samtidig en del af livet – noget vi alle potentielt skal igennem. At stykket gør den private sorg offentlig har anmelder godt fattet og det er heller ikke vanskeligt at se hvordan lys, lyd, koreografi og bevægelige tæpper – lige som dem vi så skjule kisten på skærmene i starten – på den vis bliver inddraget i stykket. Sorgen omformet til et kunstnerisk udtryk.

Når Andreas på denne måde benytter performance og scenen til at ville bortdrive den enorme sorg han følte over moderens tab, så fremstår Shroud som et personligt livtag med døden. Ved at omdanne sine private oplevelser og tanker til en abstrakt danseforestilling, med et mærkeligt amorft væsen, der indimellem er snegl, indimellem dødning, så er samtidig også noget utroligt paradoksalt i handlingen.

Når man transformerer sin sorg og al den kærlighed man ikke ved hvor man skal gøre af i en forestilling der, netop handler om at miste, så holder man samtidig fast i denne sorg, selv om der fra scenen fortælles at den faktisk bliver mindre og til at leve med som tiden går. Tiden heler vitterligt alle sår, som ordsproget klichéagtigt lyder. Måske er det netop denne fastholdelse af smerten og magtesløsheden Andreas har behov for, men bliver moralen så ikke netop, at man ikke bør slippe sorgen, men i stedet holde fast i den? Shroud bliver derfor en en forestilling der ”vistnok kun handler om døden. Det var i al fald det jeg fik ud af det” som en nydelig ældre dame sagde til sine veninder ved trappen på vej ud.