Idet publikum finder frem til deres pladser, er der allerede folk på scenen. En lille flok figurer, klædt i 1800-talskostumer betragter en sceneteknikker, der forgæves forsøger at fjerne en stor blodplet på gulvet i midten af scenerummet.

Idet den sidste tilskuer har sat sig ned, får vi forklaringen. Blodet tilhører Natasha Filipovna, en ung kvinde der vil blive myrdet om en time og femogfyrre minutter. Natasha er i øvrigt selv til stede blandt de personer, der betragter blodet på scenen.

Som du nok kan fornemme, er dette ikke en helt traditionel iscenesættelse af Dostojevskis Idioten som Aarhus Teater har begået. Idet stykket går i gang, begynder alle figurerne på scenen at tale i munden på hinanden. De fortæller alle passioneret om deres oplevelse af dette drab og optakten til det. Det går jo ikke i længden, så stykkets egentlige hovedperson, Fyrst Myjskin (Emil Prentner) får med lidt besvær resten til at tie stille og begynder så sin egen fortælling.

Det er til gengæld langt fra kun Myjskins verion af begivenhederne vi får præsenteret undervejs, for en af grundideerne i denne opførsel, er at vi får mulighed fro at opleve flere scener udspille sig på mere end en måde, alt efter hvem det er der agerer fortæller. Det kan måske lyde ganske forvirrende, men det er lykkes folkene bag stykket ganske effektivt at fortælle denne drabelige jalousifortælling meget medrivende.

Den unge Myjskin er hjemvendt til moder Rusland efter et længere ophold i Schweitz, hvor han har været indlagt på et sanatorie for sin epilepsi. Han opsøger derfor sin eneste tilbageværende slægtning, generalinde Jepantjin (Laura Kronborg Kjær), i håbet om at knytte lidt familiære bånd lidt strammere. Allerede i toget har Myjskin mødt en mand, der har fortalt ham indgående om den unge dame som han har i sinde at fri til. Det er selvfølgelig det kommende mordoffer, den smukke Natasha Filipovna. Det skal dog vise sig ikke at være helt så enkelt, for der er indtil flere mænd, der gerne vil giftes med hende.

På mange måder så var det vanskeligt undervejs i stykket ikke at komme til at tænke på Rashamon. Begge fortællinger handler om et mord og begge byder på flere forskellige versioner af den såkaldte ”sandhed”. Som Myjskin siger på et tidspunkt, så kan det faktisk godt være at både den ene og den anden version af en observeret situation kan være sand, til trods for at de modsiger hinanden. Det handler jo i sidste ende om hvordan fortællerens har oplevet det skete.

Selv om dette er en fortælling om en ung, sandhedssøgende og idealistisk mand, der møder en mere forrået og kynisk kalkulerende flok mennesker fra det bedre borgerskab, så synes stykket også at være umådelig aktuel, hvis man ser lidt nærmere på de emner der diskuteresundervejs.

I en scene kritiserer Myjskin den moderne teknologi. Han frygter at især togdrift og mange af de nye opfindelser på sigt vil have katastrofale følger for os mennesker. Det er ikke særligt vanskeligt at overføre frygten for teknologi, til den afmagt som mange af os føler når vi hver eneste dag forsøger at finde hoved og hale i massemediernes og ikke mindst de sociale mediers såkaldte ”sandheder”. ”Sandheder” der lige som i stykket i høj grad er præget af de øjne der ser, samt de holdninger og værdier som vedkommende i øvrigt har.

Det er desuden nemt at spejle ens egen verden i stykkets ”idiot”, for selv om han benævnes sådan flere gange undervejs, så er han samtidig den eneste medvirkende, der rent faktisk er sympatisk og forsøger at være retfærdig, ærlig og ikke mindst reelt at fortælle sandheden. Det er dog ikke nemt, idet han manipuleres og forvirres så meget af de øvrige, at det selvsagt skal ende katastrofalt.

Der lægges heller ikke skjul på at dette er teater med stort T. Ikke at det udtrykkes direkte gennem dialogen, men i både de mange direkte henvendelser til publikum og ikke mindst idet at scenografien og lyset flyttes rundt af både skuespillere og ´scenefolk´ imens handling udspiller sig, bliver det tydeligt at dette er en konstruktion. Et enkelt sted bliver der ligefrem også ´spolet tilbage´ i handlingen. Disse greb gør dog ikke at man rives ud af handlingen, for historien er stadig både ganske kompleks og spillerne så dygtige, at verfremdungseffekten ikke overskygger stykkets budskaber.

Apropos scenografi så er Peter Schultz´ både stram, enkel og meget effektivt tænkt. Enkle stykker scenografi bringes ind på scenen, når der er behov for disse og det fungerer rigtigt godt. Den ovennævnte blodplet forbliver synlig stort set hele stykket igennem, som en reminder om at vi uomtvisteligt ender med at overvære mordet på en ung kvinde. Det er i øvrigt ganske godt tænkt at indlede stykket med dette løfte, for vores viden om et forestående drab kommer til at fungere som stykkets primære fremdriftselement.

Alle medvirkende gør deres arbejde rigtigt fint. Undertegnede havde dog lidt vanskeligt ved at blive overbevist om at Totski (Thorbjørn Hedegaard) er en gammel nisse, til trods for det grå skipperskæg han er udstyret med. Dette handler ikke om, at Thorbjørn Hedegaard ikke er en dygtig skuespiller, men blot at han virker alt for ung til at spille en virkelig, virkelig gammel gumme helt overbevisende.

Idioten er et stykke glimrende dramatik, som ud over en god aften i teatret med garanti vil give dig noget at tænke over idet du defilerer ud af salens mørke. Stykket synes at handle om den måde vi hver især oplever verden på, om identitetsspørgsmål, om kønsroller og måske især hvad penge og magt gør ved folk. Tag selv forbi Aarhus Teater og find ud af hvad det er du tager med ud af salen, efter en aften i selskab med Idioten.