Jukebox-musicalen We Will Rock You havde premiere i 2002, og den har været under omskrivning lige siden. Det kreative team, med Ben Elton bag rattet, fremsatte nemlig det præmis, at forestillingen skulle følge med den samtid, den blev opført i.

Det er første gang, We Will Rock You bliver opført med dansk dialog. Der er ikke nødvendigvis den bedste beslutning. Men det tilgiver man lidt, da vi møder Buddy Holly fra Vejle. Her kaster forestillingen nettet ud for at mærke sit publikum efter. Vi griner alle. Men griner du lidt hårdere, fordi du kender til diskotek-kæden Buddy Holly med rødder i Vejle. Ja, så er du helt sikkert blandt forestillingens målgruppe.

Fortællingen i forestillingen er dog den samme, om man har set en opførelse i 2008 eller ser den for første gang med Lion Musicals opsætning i 2025. Den kan koges ned til en simpel præmis.

Vi møder beborerne Ga Ga Kids på MALL (Jorden) godt 300 år ude i fremtiden. Denne futuristiske verden ejes af Globalsoft Corporation, som Killer Queen styrer med en jernnæve, og hvor alle, der ikke adlyder hende, bliver hjernevasket. Killer Queen har forbudt al menneskabt musik og har erstattet det med computergeneret musik. Killer Queen tvinger alle Ga Ga Kids til at tilpasse sig den samme kultur, mode og ideer. Alle former for modstand og individualisme bliver straffet. Killer Queen bliver portrætteret af Lea Thiim Harder, der med sin dominerende tilstedeværelse, forførende charme og imponerende sangstemme gør Killer Queen til en formidabel skurk.

På MALL er der en voksende modstandsbevægelse, kaldet for The Bohemians. De lever uden for den skinnende pæne Instagram pinke databy. Rebellerne er ledet af Buddy Holly fra Vejle. Han er en gammel bibliotekar, som har studeret de hellige musikalske tekster. Da han flygtede fra Globalsoft, snuppede han et helligt artefakt med. Det såkaldte Vi-De-Oh-bånd. Han ved dog ikke helt, hvad det skal bruges til. I rollen som Buddy er Jimmy Jørgensen, der er vidunderlig sjov i denne komiske rolle. Her mødes countrymusikkens wibe med the Mad Hatter på Heartbreak Hotel, som er The Bohemians hovedkvarter.

Buddy fortæller om en gylden tid, hvor folk dannede deres egne bands og skrev deres egne sange. Ifølge Buddy er der en legende, som beskriver, at der et eller andet sted på MALL stadig findes instrumenter. Et sted ligger den hellige spade, som en stor og behåret guitar-gud begravede dybt inde i den levende klippe. En dag vil der komme en skinnende stjerne, som drømmer musik, og trække den hellige spade op af stenen og spille det mægtige riff.

Den unge Galileo Figaro er lige blevet færdiguddannet på Globalsoft, men han har ikke lyst til at programmere computergeneret musik. Han drømmer om selv at skabe musik, og en endeløs strøm af ord fylder hans hoved. Han vil være et selvstændigt individ og ikke en generisk Ga-Ga-dreng. Han skriver sine drømme ned i en notesbog. Men da Globalsofts politiinspektør Khashoggi finder ud af dette, bliver Galileo Figaro arresteret. Scaramouche falder over Galileo Figaros notesbog og begynder at læse i den, men også hun bliver arresteret. De bliver begge indlagt på hospitalet og venter på at blive hjernevasket (at få hjernen suget ud af rumpen). Men ved fælles hjælp lykkes det dem at undslippe og flygte ud af databyen. Derpå møder de The Bohemians. Der går ikke lang tid, før end at The Bohemians finder ud af, at Galileo Figaro er The Dreamer. Ham, der skal trække den hellige spade op af stenen og sætte musikken fri.

Dette simple plot er ikke meget i sig selv. Det har brug for en løftestang for at komme ud over rampen til publikum. Men i stedet bliver det spændt på en raket og fyret direkte i hovedet på publikum, antændt af bandet Queens uddødlige musikbagkatalog.

Musikken bliver efterfulgt af et visuelt og opmærsomhedskrævende tordenbrag, som Benjamin La Cour har omspundet det oprindelige sceniske udtryk med. I salen har vi ikke en chance. Vi er konstant under et sanseligt angreb. Forstået således at det er en forestilling, som hele tiden afkræver vores opmærksomhed. Hvad end vi har haft af tankespor eller lyst til at være anonyme i vores eget lille univers, bliver vi bogstavelig talt rusket med, når musikken sender en lyd-orkan gennem hele bygningen. Det rammer os, så stolene vibrerer.

På scenen udfoldes det musiske inferno af en række af yderst kompetente musikere. Nej, det er ikke et Queen coverband, vi har med at gøre. Det er ikke bare en slavisk gengivelse. Der er højt til loftet, og der er plads til, af hvert medlem af bandet får sat deres talent i fokus. Det er musik, som kan mærkes i krop og sjæl.

Benjamin La Cours gigantiske, pinke scenografi i flere niveauer er i konstant bevægelse, og det giver et overvældende resultat. Specielt når også ensemblet tilsvarende kræver deres plads på scenen, både ved deres kostumer og gennem koreografien. Selvom ensemblet skal afbillede Ga Ga Kids som en generisk gruppe, har de hver især en fuldt udfoldet karakter. De har en fest på scenen! Og de leger med det komiske og sarkastiske univers, som Ben Elton har opbygget.

Queens musik sætter en forventning til de bærende roller på scenen. Der skal være power og knivskarpe toner, og de skal rammes uden nogen form for anstrengelse. Det er en fysisk forestilling, så sangerene skal have styr på vejrtrækningen. Det hjælper lydmesteren med ved at slukke for mikrofonerne på de rigtige tidspunkter, så vi ikke hører de forpustede udøvende på scenen. Desværre sker det et par gange i løbet at forestillingen, og det er brandærgerligt. Det gør nemlig, at vi som publikum kortvarigt bliver revet ud af fortællingen.

De bærende vokaler i aftenens opsætning er Lea Thiim Harder og Thomas Bluhme i rollerne som Killer Queen og Galileo Figaro. De leverer begge nogle imponerende vokaler, og deres optræden er med fuld powerhouse på.

We Will Rock You er en af de bedre Jukebox-musicals. Den giver publikum en kombination af nostalgi og nytænkning, Den minder os om, at selvom vi lever i en verden, der konstant kigger fremad efter det næste store hit, så er der en utrolig stor værdi i at se tilbage og at genopfinde den musik, der allerede har præget os.

Det er et brag af en forestilling, der sætter et stort aftryk på både den visuelle og audiotative hukommelse. Det er svært ikke at blive revet med i festen, når den kommer mod os med 130 km i timen - med max. på volumenknappen. Smask, lige i hoved og krop. Kontrasten til stilheden uden for Tivolis koncertsal efter forestillingen er stor. Alle vores sanser er simpelthen kørt over. Vi er overvældede - vi er trætte - vi er i live - men mest af alt så har vi haft en kæmpe oplevelse.