Hvem tør digte videre på og genfortælle H.C. Andersens eventyr?

Sigurd Barrett tør.

Han går til det meste med en uforfærdethed og en musikalitet, så selv det meget gamle bliver helt nyt. I sin nye forestilling trækker han det evigtgyldige ud af H.C. Andersens eventyr og får det sat ind i en nutidig sammenhæng med falske nyheder, kunstig intelligens og en pige, der ikke rigtig kan komme i gang med at skrive sin skoleopgave om eventyrdigteren.

Men vupti, så kommer Sigurd med sin høje silkehat, stok og elegante jakkesæt. Med sig har han fire dygtige balletdansere fra Det Kongelige Teaters Balletskole i Odense, Eskild Dohn, der kan spille både sax, fløjte og skuespil, samt skuespilleren Sandra Bothmann, der ikke blot spiller den unge skolepige, men også et væld af andre roller taget ud af H.C. Andersens univers.

Humørfyldt
Barrett og hans hold formidler en humørfyldt, men i perioder også sørgmodig og eftertænksom fortolkning af Andersens eventyr med paralleller til de vilde omvæltninger, vi lige nu ser toppen af.

Den mekaniske sangfugl i Nattergalen bliver et billede på kunstig intelligens. Kejserens nye tøj (Sigurd kalder dem ikke for ”klæder”) er en erindring om, at vi ikke skal tro på alt, hvad vi hører og læser - og da slet ikke på nettet.

Fortolkes simultant
Formidler ja - men Sigurd vil også meget gerne forklare sine pointer, efter at han har fremført dem med fortælling eller sang - simultanfortolket med dansk og musik af hans dygtige medhjælpere.

Spørgsmålet er, om det nu også er nødvendigt bagefter at forklare budskaberne, som Sigurd gør. Det kan måske nok være meget pædagogisk, men mon ikke han undervurderer sit publikum?

Til hvert eventyr fyrer Sigurd en ørehænger af bag tangenterne, mens de fire balletpiger pepper det hele op med klassiske balletdanse koreograferet på en ofte forfriskende facon af Line Friis. Scenografien er diskret, men emmer af miljø: som en smuk bog i blå farver med detaljerede og elegante sider.

Lysende stofstrimler
Andersens svaner svæver over dem, mens der er Tommelise-lignende åkander og slotte med eventyrlige spir. I midten åbner en port til eventyrerne, som træder frem iført farverige og fantasifulde kostumer.

Genfortælling veksler med skuespil - for eksempel i den triste Lille pige med tændstikkerne (som H.C. Andersen i øvrigt skrev på Gråsten Slot). De tre dansere illustrerer med stofstrimler og en lysende, magisk fremtræden de korte øjeblikke, hvor den lille pige varmer sig ved tændstikkerne.

Hvad fatter gør er altid det rigtige får Sigurd spillet på en sorgløs og frimodig måde som kontrast til den først smarte og senere skeptiske Eskild Dohn, der til sidst ender med at prakke fatter en pose rådne æbler på.

Sigurd Barrett og hans veloplagte medspillere skabte et fortryllende univers, som både børn og voksne tog til sig.