Det er sjældent at opleve, at det er de små sidehistorier i den store fortælling, der ender med at styre en forestilling.

Forestillingen er baseret på filmen Strictly Ballroom af Baz Luhrmann, som var hans første film. Filmen er samtidig den første i Luhrmanns ´Red Carpet Trilogy´, hvor alle tre film begynder og slutter med et rødt scenetæppe. Den blev efterfulgt af Moulin Rouge og Romeo + Julie. One and Only Musicals, der står bag denne opsætning af Strictly Ballroom the Musical, opsætter Moulin Rouge the Musical til sommer, og de har planlagt Romeo + Julie the Musical til 2027.

I Strictly Ballroom the Musical spilles de to hovedroller af Silas Holst (Scott Hastings) og Sicilia Gadborg Høegh (Fran). Deres historie er en klassisk ´følg-dine-drømme´-fortælling. Scott er en for nogen lidt for kreativ danser, der straffes for at tilsidesætte reglerne inden for klassisk standard-dans i 1980’ernes Australien.

Det bliver for meget for Scotts konventionelle dansepartner Liz, der lever for at vinde den store pokal. Om end at med en konkurrence som Pan-Pacific Grand Prix Amateur Championships, ja, så er det jo ikke ligefrem verdensmesterskaberne, de deltager i, vil den opmærksomme tilskuer bemærke.

Her kommer den uskyldige, nørdede Fran på banen. Hun arbejder som rengøringsdame ved Kendall’s Dance studio, hvor Scott træner. Hele Frans karakter følger en klassisk ´den grimme ælling´-fortælling. Hvad mon der sker, når hun tager brillerne af og reder det uglede hår … Det er alt sammen meget sødt, og Sicilia Gadborg Høegh spiller rollen virkelig fint.

Forestillingen åbner i en hvirvel af glitter og glamour, hvor vi møder Scott og hans dansepartner Liz midt i en konkurrence i standard-dans. Kostumerne er smukke, og danserne er utrolig dygtige. Der er så meget at se på. Solbrændtheden, glitrende tænder og ikke mindst håret. Men det er ikke kun glitter og glæde; danserne skændes og skubber til hinanden, mens de kæmper om dommernes opmærksomhed. Det er nærmest en hyldest til dansens historie, med begyndelse i 1940’erne og videre til den filmiske danseudvikling med Fred Astaire og Ginger Rodgers i spidsen. Forestillingen er spækket med præcist fodarbejde, fascinerende danserutiner og så tilsat ´Silas Holst´-faktoren. Det er ham, der har stået for koreografien.

Der, hvor forestillingen fanger publikum er gennem musikken. Den rammer os på nostalgien, hvor vi transporteres til en anden tid. Et sted, hvor minderne bor, men hvor de og os aldrig syntes at blive en dag ældre. Det er et virkelig imponerede og fyldigt lydbillede, kapelmester Joakim Pedersen får skabt, sammen med sine tre kollegaer.

På scenen er der mange talentfulde mennesker. Men der hersker ingen tvivl om, at lige meget hvor meget vores to hovedrolleindehavere sang og dansede, så blev de udspillet af Niels Olsen i rollen som Doug Hasting, Scotts far.

Karakteren Doug Hasting er en birolle med meget få replikker. Alligevel lykkes Niels Olsen med at stjæle al opmærksomheden i samtlige scener, han medvirker i. Om det er bevidst tænkt af instruktør Joy-Maria Frederiksen vides ikke. Sjældent er en skildring af en deprimeret og helt overset karakter blevet vagt til live med så meget kærlighed og så megen manifestation gennem ren kropslige udtryk. Publikum kan ikke undgå at se og føle med Doug. Niels Olsen er genial og tragikomisk i rollen. Det er hans forestilling. De andre er bare med i hans filmoptagelser, som han laver fra sidelinjen.

Niels Olsen er dog ikke den eneste som i en birolle gør sig bemærket. Jose Aguda spiller Rico, der er far til Fran. I den sidste scene i første akt kan man virkelig tale om, at dansegulvet står i flammer. Rico og Frans Abuela viser Scott og Fran, hvorledes en rigtig pasodoble skal danses. Jose Agudo har en utrolig fornemmelse for rytme og leder kompagniet, mens de lærer at gå gennem bevægelserne i pasodoble. Det er den flotteste og mest følelsesmæssigt kraftfyldte scene i hele forestillingen.

Så selvom der står Silas Holst på “kvalitet-stemplet”, så er det Niels Olsen og Jose Aguda, der efterlader det største indtryk.