Musicalen The Sound of Music havde premiere den 16. november 1959 på Lunt-Fontanne Theatre i New York City. Den er skrevet af duo’en Rodgers og Hammerstein, der var banebrydende kunstnere indenfor deres felt. Sammen lagde de grundstenene til inspiration for flere generationer af komponister og dramatikere.

Richard Rodgers var komponist, og Oscar Hammerstein II var tekstforfatter og dramatiker. De skabte i fællesskab den skabelon, som ligger til grund for musicalgenren. De viste Broadway-publikummet, hvordan man med integration af musik og dans kunne give både historiefortælling og karakterudvikling et boost, som ingen havde troet muligt.

Filmversionen fra 1965 blev katalysator for The Sound of Music. Den kom ud til et bredere publikum, og den står den dag i dag indlejret som en del af pop-kulturen.

Musikken fra The Sound of Music er genkendelig for alle, selvom man måske ikke har set den Oscar-vindende film med Julie Andrews i rollen som Maria. Det er imponerende, at Rodgers og Hammerstein skabte disse melodiske kompositioner med en høj “syng-med” faktor. Det er nok de færreste, som ikke kender de første takter til The Sound of Music, My Favourite Things eller har sunget med på Do-Re-Mi.

Det er mere end 60 år siden, The Sound of Music havde premiere. Kan den virkelig stadig være relevant eller har den snart udtjent sin værnepligt? Det er svært at svare endegyldigt nej til dette, når de tematikker, som The Sound of Music berører, blot sætter nogle andre spørgsmål i gang.

Kan man komme i tanke om et sted eller to i den samtid, vi lever i nu, hvor der er mennesker der søger at finde fred i deres eget land, som er besat af tyranni? Kan man komme i tanke om mennesker i vores samtid, som søger efter at finde deres plads i livet, hvor de kan føle sig trygge og blive set for dem, de er?

The Sound of Music er historien om mennesker, der søger efter et sted, hvor både deres hjerter og familie kan føle sig trygge. For at finde det sted må man blive ved med at “bestige alle bjerge, og søge højt og lavt.”

Historien foregår i Østrig, hvor en temperamentsfuld nonne-novice Maria får job som guvernante for den stålsatte enkekaptajn von Trapps syv børn. Først vinder hun børnenes hjerter og derefter kaptajnens, og de bliver en familie. Men før alt bliver godt, finder nazisternes Anschluss af Østrig sted. Kaptajnen nægter at kæmpe i flåden under tyskerne, og familien flygter til Schweiz. Så der er romantik, drama og endda komedie mikset ind i denne forestilling.

Karaktererne er gengivet med den største kærlighed. Som Maria er Isabel Schwartzbach optimistisk, omsorgsfuld og entusiastisk. Peter Plaugborg, som Kaptajn von Trapp, er en mand med principper, hvis strenge ydre dækker over et kærligt indre. Louise Fribo er i rollen som Abbedissen på Marias kloster, hvis kloge og humoristiske syn på livet er et frisk pust. Men størst af alt er de syv mini-stjerner i showet, de bedårende von Trapp-børn. Det er ikke let at finde syv børn, der kan synge firestemmigt.

Scenografen Paul Farnsworth har skabt et fantastisk visuelt udtryk med et flydende scenedesign, med hurtigt bevægelige dele, der glider ubesværet fra klosteret til Von Trapp-huset og til Østrigs bjerge.Trapper blev flyttet rundt, vinduer og søjler blev flyttet op og ned, og det hele foregik så ubesværet og organisk. Det er teatermagi, når det er bedst.

Musikken er det altomfattende element i The Sound of Music. Det er en stærk og næsten magisk enhed, som ikke bare forener Trapp-familien, men som også understreger, hvordan styrken i sammenhold kan sejre over krigens rædsler.

Martin Lyngbo får sine skuespillere til at spille med jordforbindelse. Peter Plaugborg portrætterer von Trapp mere som en sørgende enkemand end som en tankeløs marine, hvilket giver ham en mere afrundet karakter. Peter Plaugborgs rungende barytonstemme gør, at hans udgave af Edelweiss, sunget i lyset af nazisternes undertrykkelse, rammer os publikum dybt i hjertekulen.

Isabel Schwartzbach vækker karakteren Maria til live på en måde, hvor publikum ikke kan undgå at smile. Hendes energi og udstråling, samt hendes vokals spændvidde, er forbløffende. Man kan ikke undgå at forelske sig i hende, hvilket forklarer, hvorfor Von Trapp-børnene gør det med det samme.

The Sound of Music er intet uden sine syv mini-stjerner, nemlig Von Trapp-børnene. De er ikke til at stå for. De spiller alt, hvad de kan, og vi bliver blæst bagover af deres charme og talent. De har alle kastet en kæmpe indsats i deres roller. Ronja Thusgaard-Madsen som Liesl er det eneste faste medlem af søskendeflokken, og hun har en god udstråling på scenen. De yngre medlemmer af søskendeflokken bliver spillet af tre forskellige sæt af skuespillere. På denne premiereaften var det den lille Emma Nørgaard Hansen i rollen som Gretl, der stjal alles hjerter.

Det er svært ikke at vende tilbage til Louise Fribo, når man efter tæppefald sidder og overvejer de største indtryk på nethinden. Hun er ærefrygtindgydende som abbedissen. Hendes fremførelse af Climb Ev'ry Mountain (Stig op på bjerget) blev mødt med brølende ovationer. Hendes vokal yder hendes karakter mere end retfærdighed, og det samme gør hendes charmerende personificering af den kloge abbedisse.

The Sound of Music er en dannelserejse. En historie om at finde sin egen vej i livet om at tro på lyset, selv i den mørkeste tid. Men først og fremmest er det kærlighedshistorie. Som børn elskede vi den på grund af den iørefaldende musik og den hjertevarmende historie. Som voksne elsker vi stadig musikken og historien. Men vi forstår de bagvedliggende tematikker og reflekterer over disse på en måde, som vi aldrig kunne som børn.

The Sound of Music er og bliver en musical for hele familien på tværs af generationer. Den fører os sammen som mennesker for en stund, hvor verdenen uden for teaterets mure kan føles uoverskuelig og ikke så tryg, som da vi var børn. Her giver The Sound of Music os et lys i mørket at samles om.