Det er tale om en veritabel kraftudladning at være i stald med de fire fremragende unge spillere i Aarhus, der giver den hele armen i Bjørn Rasmussens seneste skuespil.

I foromtalen til Kirstens Hævn blev anmelder lokket af teatrets egen formulering ”Bjørn Rasmussen, […] sadler op i et hestepigeunivers og galoperer ind i et mørke af sex, vold og dæmoni. ´Jeg hedder Kirsten, og da jeg var fjorten år, besluttede jeg mig for at slå en mand ihjel.´ ” - Det er bare en flig af det du får, hvis hvis du vover dig ned i kælderen under Aarhus Teater, og oplever denne forestilling på egen hånd.

De fire hestepiger, Kirsten, Karina, Anita og Hvepsen er bedsteveninder, som hele tiden har hinanden ryg. Kirsten – hende der tager hævn - bliver spillet intenst og fandenivoldsk af Clara Sophia Phillipson, der i både i sine replikker og kropsligt udkrænger frustrationen over at være teenager fanget i et hjem med en vaskeægte psykopat. Kirstens ustyrligt ubehagelige stedfar Steen bliver spillet af Laura Kjær Jensen, der i næste nu forvandler sig til til Kirstens bedsteveninde Karina. Alle medvirkende – undtagen Clara Phillipson - skifter konstant figur i løbet af de små to timer som stykket varer.

Der er skruet godt op for teenagepigeuniverset, der når alt er godt virker harmonisk. Seje hestepiger som alle går i ottende klasse et sted i det vestjydske. De elsker deres ridedyr, hinanden og har siden 5. klasse har holdt sammen som ærtehalm. De kalder sig selv for Spice Girls, selv om de mangler et 5. medlem. Noget er dog ved at ændre sig. Drenge pludselig også at spille ind i alt dette. Hvem er kærester med hvem, og kan man holde på en hemmelighed?

Samtidig er der Steen. En hustyran af den værste slags, en mand af den gamle, middelalderlige skole, som ikke bryder sig om nogen som helst krydderier i maden og hader alle der ikke passer ind i hans forkvaklede normsystem. Nedtursstemning ved middagsbordet. Kirsten forsøger at navigere gennem alt dette. Opblomstrende skænderi mellem bedsteveninderne, hvad Steen har gjort, samt alle sine vilde tanker, skriver Kirsten ærligt ned i sin dagbog. En dagbog som vi i publikum er så heldige at få lov til at kigge med i.

Både lys, ambientlyd og musik fungerede som det skulle og som et break fra de mere dagligdags scener, bydes der også på energiske dansenumre. Dette sker eksempelvis i en ret fint eksekveret sekvens, hvor alle veninderne var til stævne. Anmelder var ikke superbegejstret for alle dansenumrene, der måske blev en kende lange, men det ændrer ikke på at de medvirkende er dygtige til at udføre dem.

Selv om der var mange sceneskift undervejs, så blev kælderrummets lille scene udnyttet virkeligt fint. De lave vægge, som danner hestenes båse, kunne ret hurtigt laves om til enten dagligstue, Kirstens værelse, engen eller noget helt fjerde. Kudos til hele det tekniske hold bag forestillingen, fra scenograf Josefine Thornberg-Thorsøe og Kim Glud, Lysdesign af Joëlle Marie McGovern og koreografi af Alvilda Faber Striim. Tænk hvad I dog kunne gøre på en stor scene. Klap jer selv på skuldrene!

Der bliver max´et ud fra start til slut og på intet tidspunkt bliver det kedeligt at være tilskuer til Kirstens hævn, for vi ved jo helt fra starten af, at det nok ikke kommer til at gå stille af sig. Én ting er jo at sværge overfor veninderne (og os) at man vil have hævn, en anden måde er konkret at få udført disse planer i virkeligheden. Kirsten fremlægger alle sine planer for os, en for en, i forsøget på at få Steen ned med nakken. Kirstens mor lukker konstant lukker ned når kæresten bliver lidt for ubehagelig – eller også giver hun ham stiltiende ret. Det er jo også det nemmeste at sørge for at have rasende travlt når livet bliver lidt for svært. Hun har i al fald al for travlt til at sætte sig i sin datters sted og opdage hvad der foregår.

Det er både råt og elegant på samme tid. Langt hen af vejen er ens sympati for Kirsten intakt, men der er som bekendt en ganske tynd linje mellem ideer og handlinger, handlinger man potentielt ikke senere kan fortyde. Det er voldsomt, frækt, morsomt og ikke mindst er dette et stykke, der har godt greb om dramaturgien. Det er også et stykke der synes at kommentere på hvordan det er at være i puberteten i dag. Her er det sat på spidsen takket være den ekstreme situation Kirsten er endt i. Naturligvis bliver det en konstruktion, men også fandens godt drama. Replikkerne falder præcist, lyset sidder lige i skabet, så tag forbi teatret og vær lidt ung med de unge, selv man du aldersmæssigt muligvis selv er langt fra den intenderede målgruppe.