Historien er velkendt. Vel nok en af de bedst kendte. Al den stund den år for år træder frem for interesserede juleøjne. Ofte i små forskydninger, nye fortolkninger.

I år er ingen undtagelse – og scenen er sat i Randers, hvor Randers Teater har givet sit bud på historien. Historien om den gamle mand Ebenezer Scrooge. Ham, der ikke gerne bruger penge. Ham, der har en ansat, som må fryse, spinke og spare, så han kan få råd til blot en minimal julehygge.

Det er i London, det sner.
br> Den falder i stride strømme, sneen, og skaber kulde for alle. Også for den gamle, gnavne gnier; ham, som for nylig har mistet sin kompagnon. Han skal så grueligt meget igennem, kan vi forstå. For livet vil ham det ikke godt. Nej. Ingen i bybilledet hilser på ham. Ingen har noget til overs for ham. Faktisk vender de ryggen til ham, når han bevæger sig fra sit arbejde og hjem til den kolde dør.

Han er ensom i ordets egentlige betydning.

Ikke meget har han at give sig til – andet end forsøgsvis at holde gang i flammerne i kaminen i det store, rungende hus, han bebor. Indtil ånderne viser sig. Alle tre på skift. Hver med sin mening og sin pointe at præsentere for den søvndrukne herre i huset.

Det er med andre ord det grundlag, teateropsætningen her hviler trygt på. Og det er dejligt tydeligt. Skønt genkendeligt. Herfra trækkes en linje op til nutiden, så rammen er lettere at sætte sig ind i, særligt som barn, og jeg finder, at de er lykkes godt med projektet.

Forestillingen er prydet med sange og en frisk dialog, som får fat i publikums opmærksomhed. Flere gange bydes op til grin, og jeg synes, at det er en forestilling, som fungerer på den præmis.

Ånderne, som hjemsøger Scrooge er noget af det, der bør nævnes her som mest moderniseret, idet de fremstår i tydelige farver. Pang-agtigt-fængende glider de ind på scenen. Det er vellykket, og det klæder sceneshowet betragteligt.

Der er referencer til nutiden, som får en til at trække på smilebåndet. Her kan nævnes, at der undervejs rækkes ud efter veganere, surdejsentusiaster, blandt andet. Det er en fornyende tanke, dog finder jeg ikke, at den løfter fortællingen yderligere. Måske er jeg selv en gammeldags herre, som bedst kan lide at læne mig tilbage og nyde en god fortælling fra en svunden tid. En fortælling, som ikke taber ved at være sig selv. Det vil jeg tillade mig at anfægte – denne modernisering, som jeg på sin vis er trukket lidt for langt frem.

Skuespilpræstationen er generelt berigende. Indlevelsen er til stede. Dog synes jeg, at jeg har vanskeligt ved at se en gammel, gnaven gnier i Søren Hauch-Fausbøll. Men det er måske mig, der er en kende forudindtaget og fastlåst i forestilling.

Publikum gik åbne og julestemningsfyldte derfra, når den megen lyd fra højtalere har lagt sig, for der var sandelig smæk på skillingen, men tilbage til julestemningen; hvad kan være bedre end at skabe næstekærlighed og forståelse for andre i denne tid, hvor det dog snarere er regn end sne, der daler?

Jeg var også underholdt, men den tog for mig en lidt for moderniseret drejning. Så er der vist ikke andet tilbage end at dykke ned i fortællingen på skrift inden jul.