Feel good-komedien De urørlige rører noget i os i en tid, hvor vi tydeligvis har behov for en god historie om to vidt forskellige mennesker, der kan komme ud af deres suppedas – blot den nødvendige friktion opstår.

Om få år - i princippet allerede nu - kan kunstig intelligens designe kulturprodukter, der passer individuelt til os alle hver især, til dig og mig, men ikke til fællesskabet.

Lige nøjagtig teatret kan skabe et fælles rum, hvor algoritmerne placerer os i små afskærmede rum. En teaterforestilling, som en stor gruppe har set sammen, kan derimod skabe den fælles samtale. Det lyder banalt, og det er det også. Men det selvfølgelige har det med at blive til noget, vi ikke værdsætter så meget, som det egentlig burde værdsættes. Alle kan se denne vellykkede forestilling, om man er generation X, Y, Z, binær, cis, kustode eller first-mover. Budskabet kan forstås af alt og alle.

Negative forventninger
Hvorfor er det, vi elsker fortællingen om de to ulige typer? Sikkert fordi den bygger bro mellem to, der egentlig ingenting har til fælles. Og fordi de negative forventninger kan stå i vejen for et fællesskab. Den velhavende, midaldrende mand, der er lam fra halsen og nedefter - og som har masser af kulturel kapital på kontoen - og over for ham andengenerationsindvandreren, som pr. automatik regner med, at der er negative forventninger til ham - og som ikke har noget filter.

Hans referencer er i øst, når de andre personers er i vest: Vidunderlig er for eksempel scenen, hvor  den selvfede kultursnob i De urørlige, spiller små bidder fra den klassiske musiklitteratur, og Driss (spillet af Arian Kashef) som den arbejdsløse ghettorod hedder i fortællingen) forbinder Vivaldis Fire Årstider med den automatiske telefonsvarer hos Borgerservice.

Uforlignelig
Preben Kristensen er uforlignelig i rollen som den franske rigmand Philippe, der er en fange i sin værdiløse krop, men som overlever gennem sit stærke åndsliv. Det sidste, han ønsker sig, er medlidenhed. Det får han sandelig heller ikke af Driss, der spiller formidabelt af Arian Kashef. Driss bliver ansat som Philippes private hjælper - på prøvetid. “Bliv bare siddende”, siger Driss med et ironisk smil, da de to skal lære hinanden at kende.

Uden om de to hovedpersoner er et galleri af biroller, der skiftevis varetages af fire skuespillere: Amanda Radeljak er både Philippes venlige assistent og Driss’ utilpassede teenagesøster.

Jeanette Binderup-Schulz er den omsorgsfulde husholderske Yvonne, et levende stykke performancekunst og escortpige. Jesper Riefenstahl en stille gartner, der har et godt øje til husholdersken. Og endelig agerer Troels Malling Philippes advokatven, der foregiver at være mere forfinet og betydningsfuld, end han er.

Får sit eget liv
Teaterversionen af De urørlige får sit eget liv uafhængig af filmversionen, som mange sikkert har siddet og sammenlignet den med. Meget overlades til publikum.

Handlingen bliver aldrig rigtig farlig, selv om de to hovedpersoner kører både stærkt i en Maserati, har lavet eller laver paragliding, og den impotente kørestols-lænkede Philippe er hunderæd, da han skal mødes med sin penneveninde i realiteternes verden. Hvad vil hun synes om en mand, der sidder lænket til to hjul?

I anden akt vil stykket rigtig meget. Farten er i mere end én forstand hæsblæsende. Lykkelige omstændigheder er vist, hvad vi har brug for i disse (eller til alle) tider. Vi skal føle os opløftet, og stykket kan derfor ikke nå dramatiske versioner som i Ibsen eller Tjekhov. Men hvorfor skulle det også det? Det er alt sammen varmt og veludført.

Foto: Gudmund Thai (c)