Det er et uomtvisteligt faktum, at dengang anmelder var barn var alting bedre. Global opvarmning var blot noget man debatterede, måske grinede lidt af, men aldrig gjorde noget aktivt imod. Det er til gengæld min generation af Commodore-64 spillende, diskodansende, bearnaisebøf-spisende, lallende idioter (der til trods allesammen kan være enige om, at vi har de rigtige holdninger til alle mulige ting), som aldrig virkelig har haft lysten eller tiden til at gå aktivt ind i kampen mod uretfærdighed, klimaforandringer, menneskerettigheder eller whatever... Måske orkede vi ikke engang at engagere os i politiske spørgsmål, men i stedet hensygnede vi blot i vegnersofaen, mens den verden fremtidens ungdom og den velstand de burde arve fra os, blev skyllet lige ud i lokummet.

På Århus Teater har en gruppe unge, dygtige og talentfulde skuespillere, skabt et et stykke om netop ovenstående. Et musikalsk teaterstykke om deres generation.

”Hey, det er set før”, tænker du måske. ”The Who sang allerede for år tilbage om My Generation”, men dette er hverken Roger Daltreys eller min generation, denne samling af unge, skrøbelige, ADHD-ramte, LGBT+, neurotiske, nonbinære ynglinge. Det er i stedet deres generation: nummer ”Z” i rækken, det handler om.

Det handler om mig, mig, mig... om reality og tiktok og klimaet og traumer og videoer man har set i al for ung en alder og krige og sult og klimakampen og storkapitalen og angsten og perfekthedskulturen og en verden uden megen håb for fremtiden. Alle disse dystre, tanker bliver så konstant afløst af selvsamme generations største danske og udenlandske bangers, fremført af de samme unge.

Det er musik selv en halv-woke, PC-boomer-type som anmelder, low key ville kende til, hvis bedstefar blot regelmæssigt lyttede til ´ugens uundgåelige´ på P3 – men i dette forum serveres de i en absurd, selvironisk og visuelt fin opsætning, der til denne præmiereaften i anmelders optik kun martredes få gange af enkelte små tekniske uregelmæssigheder, hvor eksempelvis enkelte følgespots ikke sad lige i skabet.

En lysteknisk detalje som denne rykkede dog ingenlunde ved den henrykkelse over den energi, de mange temposkift og selv de tekstbidder som instruktør og forfatter Sigrid Johannesen har fundet blandt andet hos John Della Volpe, Greta Thunberg, Desmond Napoles og ikke mindst en række interviews med personer det netop hører til generationen af unge født mellem 1996 og 2012. For de matematikudfordrede som jeg, er her lidt hjælp: Vi taler om unge mellem 12 og 28 år!

”Man skal lytte til ungdommen”, lyder et gammelt ordsprog - og så kan man tilføje, ”især når de synger så godt som dem her.” I mange år gik anmelder rundt og påstod hårdnakket at han ikke bryder sig om musicals (hvilket er løgn – red.), men selv hvis du har sådan en holdning, så kan du trygt gå ind og se GenZ – ENDGAME for det er jo ret beset et realityshow, eller musikalsk teaterstykke.

ENDGAME som showet i showet jo hedder, bliver både vist live på scenen også transmitteret på en række storskærme, idet en kameraperson næsten konstant optager alt der foregår på scenen. Kameraet bliver, lige som i virkeligheden udenfor teatret, medfortæller. På samme måde som når du befinder dig i publikum til sommerens store livekoncerter, tager man sig ofte i at kigge på det enorme nærbillede af den der person som synger på skærmen, i stedet for fokusere på selvsamme mennesker, der befinder sig seks stolerækker foran en. Det er rent teknisk forholdsvist enkelt tænkt, men det fungerer fantastisk, idet der rent teknisk klippes mellem nærbilleder af de optrædende og totalbilleder af scenen er projiceres op på bagscenen.

Ud over at forsøge at give generationZ en stemme – omend for en halvanden times tid - så er det samtidig vanskeligt ikke at blive begejstret og en smule rørt over den musikalitet de optrædende besidder, samt det drive og den lyst til at lave det her show. Det strømmer ud over scenekanten.

Vi starter på TV. Storskærmen tændes og en ansigtsløs kvinde (M/K – red.), der ligner en mellemting mellem en robot og prototypen af det ansigtsløse, kvindelige genfærd mange af os har set i et utal af asiatiske gyserfilm (langt sort hår, hvid kjole – red.) byder os velkommen med langsomme bevægelser. Lyset går op og nu kan man se tre kloner af denne figur foran scenen. De har hver deres sorte buzz-knap de kan trykke på og agerer på den vis dommerne, der skal forsøge at afgøre hvem der går videre i talentkonkurrencen .

Publikum inviteres med på en leg med tv-troper på den ene hånd og undergangsretorik på den anden. Alvoren i monologerne er ikke til at tage fejl af, men i næste nu er det vanskeligt at sidde helt stille til mange af musiknumrene der leveres. Musik af bl.a. Tessa, Fabräk, Andreas Odbjerg, Mekdes, Brimheim og mange flere. Det er yderst groovy ofte meget dansable tunes, der i den grad byder op til dans. Dans der på scenen er opfindsomt og fint koreograferet af David Cornelius Price. For når musikken spiller må selv dommerne overgive sig til beatet .

Der blev da også klappet taktfast med flere gange, selv om forestillingen med sine konstante, ofte bevidst småpinlige afbrydelser med alvorsord, politiske statements, indrømmelser om psykisk sårbarhed og tekster om en generation, der (lige som rigtigt mange før dem – red.) har frygtet for deres fremtid, indimellem satte en stopper for de fine musikalske indslag.

Det er dog ikke kun en forestilling om en nihilistik generation, der allerede har opgivet alt, men heldigvis også en generation der tør håbe på at bøtten snart vender. Ikke blot for at den enkelte kan håbe på at få lov til at leve og blive accepteret for den man er, uanset køn, tro, farve, e-nummer og så videre. Til gengæld er der ikke megen kærlighed fra GenZ til alle de hadprædikanter, fundamentalister, misogyne Andrew-Tate-agtige mandslinge eller dem, der udelukkende tænker på finansiel vækst. Til gengæld var der også et par steder befriende selvironisk humor, til at løsne lidt op for alvorsordene.

Forestillingen fungerer som et slags anklageskrift over mange af de ting der ikke fungerer i verdenssamfundet. Ting som kan sprede angst, desperation og håbløshed blandt ungdommen, men også om den megen uretfærdighed, som de har sat sig for at bekæmpe.

Publikum til denne urpremiere virkede ganske begejstrede, anmelder var det i al fald. Det skal dog også siges at idet forestillingen blev afviklet på en torsdag og at der derfor med stor sandsynlighed var mange i salen, der skulle på arbejde den følgende dag, så var begejstringen ikke helt løssluppen. Hvis publikum havde været klar på at gå weekenden i møde, og måske endda havde fået langet et par fredagsdrinks over disken, så ville der med garanti også have været mere feststemning og mere interaktion fra publikum undervejs.

Anmelderen ved min side klappede nærmest pligtmæssigt med, mens han synes at have mere travlt med at skrive noter i sin notesbog, i stedet for at fokusere på de mange fine detaljer på scenen og deltage i den musikalske fest med de unge mennesker. Selv om dette ikke skal blive til en selvsmagende anmeldelse af publikum (selv om metalaget synes at harmonere med dele af forestillingens budskab – red.) så var det en ren fest at opleve GenZ - ENDGAME.

Der skal gives mere kærlighed til denne gruppe af unge der kan og vil, til trods for at de er sure på os oldinge, for at have fucket planeten og masser af andre ting op. Der er stadig gnist, passion, livsglæde og masser af musik i ungdommen. Den ungdom der forhåbentlig på sigt kan rette op på fortidens fejltagelser og give tiltrængt kunstigt åndedræt til vores hensygnende verden. Du vil i al fald snyde dig for en skøn, musikalsk aften i teatret, hvis ikke du snarligt indløser billet til denne forestilling. Tag endelig ungerne med hvis du har nogen, de kan med garanti relatere – også selv om de ikke hører til Generation Z.