Vi lever i en tid, hvor mange synes at leve et dobbeltliv. Der er den virkelighed vi alle sammen står op til hver dag og så den præsentation vi leverer af os selv på tværs af en række medieplatforme. Vi vil se på og selv blive set.

Det kan både føles frigørende, men på den anden side kan det også blive en slags fængsel, da enkelte måske kan føle sig fanget af det selvbillede de selv har kreeret. Et billede som måske er vanskeligt at leve op til uden det rette instafilter.

Som om dette ikke er nok, så er vi efterhånden blevet vant til at blive filmet konstant. På overvågningskameraer i det offentlige rum, af venner på mobilen og vi kender alle til forældre der kigger mere på deres skærm i stedet for på de børn, de er i gang med at filme. Fra at være tilskuere er vi nu blevet medierede aktører, optrædende på film og videobidder vi muligvis aldrig kommer til at se.

Filosoffen Jeremy Bentham er ophavsmanden til ideen om Panoptikon´et, fængslet hvor alle celler vendte ind mod en centralt placeret observationspost. Her kunne fængselsbetjentene potentielt observere alle fangers adfærd til enhver tid. De store vinduer i observationsposten bestod af envejsspejle, så fangerne kun kunne se deres egen refleksion, ikke de, der observerede dem. Ideen var, at man på den måde kunne sikre at fangerne opførte sig ordentligt, også selv om der ikke var noget personale på vagt. Ideen om at blive overvåget konstant var i teorien tilstrækkelig.

”Hvad har så alt dette med en danseperformance i Århus at gøre?” spørger Kapellets nysgerrige læser hypotetisk, der selvsagt forventede at høre meget mere om anmelders oplevelse af Ruth Rebekka Hansens solooptræden Ripe Body på BoraBora. ”Alt og lidt til”, er svaret - for denne aften handlede det netop om at se og blive set.

Idet man bevægede sig ind i teaterrummet, blev man mødt af en stor gennemsigtig kube med spejle i både loft og gulv. I kuben befandt aftenens solodanser sig. Hun var indledningsvist iklædt sort top, røde joggingbukser og hvad der vist bedst kan beskrives som stripperstøvler med en kolossal sål. Til tonerne af ganske udknaldet elektronisk musik, begyndte hun at langsomt at bevæge sig.

Publikum var desforinden blevet instrueret i at vi gerne måtte bevæge sig rundt om buret og hvis der var plads til det kunne man ligefrem placere sig under kuben, så man kunne sidde på gulvet og kigge op på den unge kvinde i kuben nedefra. Ligeledes blev publikum opfordret til at tage lige så mange fotos og videoer som de havde lyst til. Noget, der normalt er strengt forbudt når man skal se teater eller til koncert.

Ruth Rebecca Hansen er en ret vild danser. I meget langsomme bevægelser indtog hun undervejs i første del af forestillingen halsbrækkende positurer og slog nærmest knude på sig selv. Idet vi var i stand til at se hende og hun lige så nemt kunne se os, opstod der en slags vekselvirkning om hvem der egentlig betragtede hvem. Selvfølgelig var publikum i flertal, men Kapellets udsendte lagde mærke til at der kun var et fåtal der benyttede sig af lejligheden til at tage fotos eller optage video. Enten var folk meget diskrete eller også var situationen ganske uvant for de fremmødte, for normalt kan det jo være ret grænseoverskridende at tage billeder af en person man ikke kender så tæt på.

Efter pausen var der inviteret til fest. Lokalet var fyldt med røg og lys. Det var ikke længere muligt at sidde under kuben, idet der var placeret spotlys hér, som var med til at oplyste danseren nedefra. Samtidig havde musiker Lauge Heebøll indtaget et lille podie i hjørnet af rummet, hvorfra han styrede guitar, keyboard, sequencers og mikrofon. Selv om musikken stadig var fortrinsvis ambient og elektronisk, så var der også kommet break beats, bas og masser af tunge trommer på.

I boksen var Ruth Rebekka Hansen forvandlet. Iklædt en hvid, kropsnær dragt, med hvad der lignede gæller og fiskefinner, samt hvide kontaktlinser og lige så høj en hæl som tidligere, mindede hun mere om en krydsning mellem en slørhale, en japansk buthodanser og en alien. Det intime rum mindede nu i dette blå lys endnu mere om et menneskeligt akvarium. Bevægelserne skiftede også mellem de langsomme, slangemenneskelignende yogapositurer til nærmest sensuelle, frenetisk seksuelle bevægelser, hvor hun syntes at kombinere både helt klassisk dans med elementer fra hiphop og akrobatik. Undertegnede var nok ikke den eneste, der undervejs fik associationer til fortidens lurvede peep-shows, med det aber dabei, at det denne aften var kvinden bag glasset der var 100% i kontrol og selv bestemte hvad det var hun ville have vi skulle se.

Ripe Body var helt klart en fejring af kvindekroppen som en fantastisk maskine, hvad enten den befinder sig hjemme i joggingbukser eller er blevet dullet helt op til den vildeste aften på klub. Konstant var man bevidst om blikket og forskellige blikretninger. Både mellem danser og publikum, men også mellem publikum selv der kunne se hinanden gennem glasset. Publikum var på nogle måder næsten sat lige så meget til skue som Ruth Rebekka Hansen selv. Hvem var observatør, hvem blev observeret? Kiggede vi på hende, ja – men hun kiggede også på os. Samtidig var det nærmest umuligt at undgå at blive imponeret over det mod der har krævet at lave en opsætning, hvor aftenens hovedperson bogstaveligt talt udstiller sig selv på den måde.

Efter forestillingen overhørte anmelder et fremmødt par snakke om, at de syntes at det havde været en smule monotont og gentagende. Det kan Kapellet kun være uenig i. For det første, skal man tænke på at rummet som er bevidst valgt til den fysiske udfoldelse har en masse begrænsninger. Der er ikke plads til tilløb, spring eller lignende. Samtidig kan publikum se dig fra alle sider, hvilket gør, at du skal udtænke din koreografi på en måde, så den giver mening for alle, uanset hvor de vælger at placere sig i forhold til dig. Musikken og dansen fungerede også virkeligt fint sammen og det var fantastisk at være et sted, hvor man nærmest fysisk kunne mærke både bassen fra musikken og et ret utroligt nærvær fra den optrædende.

I disse tider hvor mange, måske især unge kvinder, synes at være alt for fokuserede på deres eget udseende, hvordan omverden opfatter dem og presses fra alle sider af alskens skønhedidealer, som ingen alligevel kan leve op til, synes aftenens forestilling at cementere, at du ikke skal være bange for at slippe hæmningerne løs, være grim, snave glasruden, omfavne dine drifter og give lige præcis nul fucks (som det hedder på mundret dansk) for hvad andre tænker om dig – også selv om de måske har fotos og film af dig på deres mobiltelefon. Det er på tide at også du kravler ud af dit glasfængsel.