Det er svært at forestille sig at netop denne udgave af Billy Elliot kunne blive opført andre steder end på Operaen. Denne forestilling er et fantastisk eksempel på den kunsteriske frihed som Operaen med sit transformative scenegulv (med elevatorer og højde justerbare gulvsektioner) kan give en scenograf.

Benjamin la Cour har skabt en stor og kompleks scenografi der bevæger sig lige så elegant som en balletdanser. Det er mange elementer i det scenografiske udtryk som sætter sig på nethinden, den er dyster og ingen i salen er i tvivl om vi er i en verden hvor det er svært at se der kunne være plads til håb eller drømme, det leder tankerne over på Benjamin Brittens opera Peter Grimes.

Scenen er så sandelig sat og nu er det op til de medvirkende at matche det høje niveau som Benjamin la Cours scenografi byder dem.

Lee Hall har bearbejdet sit eget manuskript (til filmen Billy Elliot fra 2000) til en dramatisk fortælling om et tæt sammenknyttet kulminesamfund i 1980'ernes Nordengland, der lider i en tid med økonomiske modgang og forandringer. Elton John har skrevet musikken, der er en fin blanding af forskellige stilarter, som folkemelodier og pop, med masser af følelser, der bærer fortællingen videre.

Billy Elliot The Musical er ikke den perfekte musical, den er alt for lang. Men fordi der er en overvægt af scener som bare virker, hvad enten det drejer sig om at præsentere de strejkende minearbejdere og politiet som modsatrettede kor eller den rørende pas de deux i anden akt med Billy og hans ældre jeg. Så bliver vi som publikum hængende.

Det er en forestilling om ambitioner og om at følge sine drømme. Hvilket vores hovedperson Billy forsøger at navigere i.
Hans dysfunktionelle familie er faldet helt sammen efter Billys mor død. Det er nogle meget stereotype karakterer som Billys famile består af den hårde storebror , den excentriske bedstemor (Anne Marie Helger) og en far (Mads Rømer Brolin-Tani) som sidder fast i sin sorg og tradition.

Det som er er med til at drive Billy frem er hans minde om sin mor, den støttende danse lærer Fru Wilkinson og hans gode ven Michael som har så meget selvtillid at Billy stræber efter at kunne bryde væk fra dette lille samfund og leve sit eget liv.

Scenerne i Fru Wilkinsons,( Annette Heick) atelier er herlige, med korpset af de små balletdansere, der gør deres bedste for at danse dårligt, hvilket er svært. Det er ærligt at Fru Wilkinsons karakter mere eller mindre forsvinder i andet akt, der kunne have været plads til at udvikle mere på hendes historie.

I Billy Elliot The Musical spilles hovedrollen på premiereaften af den 13-årige Silas Santin, han har selskab af den jævnaldernede Vilhelm Kroner Ingvald i rollen som Michael og Bella Stampe der spiller Fru Wilkinsons datter. De har selskab af et helt korps af balletpiger. Det er imponerende hvad de unge mennsker lever på scenen, deres skuespil og sang er skarpt og deres dansepræsstationer leveres med sådan en præcision at Alban Lendorf næsten bliver danset af scenen.

Det er deres forstilling de indtager scenen og publikums opmærksomhed er rette mod dem. Der er voksne skuespillere med, der leverer noge fine præstationer, men de når ikke det niveau og gejst som deres unge kollegaer.

Kort sagt Billy Elliot The Musical bæres af Benjamin la Cours scenografi, men drives frem af et utrættelig modigt ungt ensemble, der rammer publikum på hele følelsesregisteret.

Foto: (c) Miklos Szabo 2024

Forrige anmeldelse
« Madama Butterfly «

Næste anmeldelse
» Ripe Body »

Flere teateranmeldelser...